Læsetid: 3 min.

Talende jakkesæt

22. maj 1999

Historien om TV 2 var indtil for en måneds tid siden beretningen om et foretagende, der i kraft af korte kommandoveje, entusiasme hos de ansatte og en sund skepsis over for etablerede måder at gøre tingene på, har haft konstant fremgang. Nu er der for første gang i kanalens levetid indtrådt et tilbageslag. En række reklamebureauer har flyttet ikke nærmere specificerede dele af deres annonceporteføljer til to konkurrerende kanaler, TV3 og Danmarkskanalen. Angiveligt, fordi TV 2s minutpriser for annoncer har været for høje i forhold til det attraktive segment (som de siger i reklamebranchen) på 21-50-årige.
Uanset hvor attraktive de 21-50-årige er som segment, og uanset hvor mange eller hvor få penge, der er overført til konkurrerende kanaler - og i øvrigt uanset om der skulle være tale om et organiseret fælles tiltag fra bureauernes side - står den ubehagelige kendsgerning tilbage, at TV 2 i løbet af relativ kort tid skal nedsætte driftsudgifterne med små 150 mio. kr. ud af et budget på godt 1,5 mia.
Det er formodentlig ikke morsomt, men man kan godt spørge, om det ikke er en situation, ledelsen i TV 2 burde have forudset. For det første siger det sig selv, at annonceindtægterne før eller siden må nå et loft regnet i konstante priser. For det andet, at programlægningen spiller en direkte rolle for, hvor mange og hvem der på et givet tidspunkt gider se fjernsyn. Og her har TV 2 i Jørgen Flindt Pedersens ledelsestid ændret profilen i retning af noget hygsomt og adstadigt, som begrebsmæssigt ligger tæt op ad røvballe-tv.
Hvis ledelsen på TV 2 i tide, da de foruroligende tal på indtægtssiden begyndte at indløbe, og seertallene stagnerede eller faldt, havde mobiliseret og iværksat en revision af programfladen kombineret med en nedsættelse af den generelle minutpris, kunne man have undgået en situation, hvor man i realiteten står svagt politisk set.
Sagen er, at det lige nu fremstår, som om det er talende jakkesæt fra reklamebranchen, der direkte skal bestemme kanalens programflade på lidt længere sigt. Det lyder ikke godt på Christiansborg og er direkte faretruende for de 260 mio. kr., TV 2 årligt henter i licens. Omvendt glæder det de talende jakkesæt, at de endelig bliver synlige i kulturpolitikken. Og Danmarks Radio og den borgerlige presse er af indlysende grunde slået ned som gribbe og har mere eller mindre direkte anfægtet TV 2s ret andel i licensen.
I værste fald kan det ende med, at licensen inddrages, at de regionale stationer i forbindelse med en økonomisk rekonstruktion overføres til DR, og at kloninger af de talende jakkesæt bliver synlige i TV 2s bestyrelse. Det sker næppe, men TV 2 havde stået langt stærkere i den nuværende situation, hvis ledelsen med det samme havde iværksat en offensiv strategi, da de alarmerende tal begyndte at indløbe.

En lidt anden variant af talende jakkesæt, de socialdemokratiske tvillinger, Ove Hygum og Carsten Koch, stødte frem på skærmen i denne og sidste uge og forsikrede befolkningen om, at det danske hospitalsvæsen stadig er verdens bedste, og at lovindgrebet mod sygeplejerskernes strejke aldeles ikke ændrer ved, at Danmark har verdens bedste og mest demokratiske arbejdsmarkedssystem.
Det egentlige mirakel ved fjernsyn er, at man med egne øjne kan se, hvornår folk taler mod bedre vidende og prøver at dølge deres egen dårlige samvittighed. Således arbejdsministeren, da han i tv's nyhedsudsendelser torsdag kunne fastslå, at "det var perspektivløst at lade konflikten køre". Det kommer helt an på, hvad man lægger i ordet perspektivløst. Manden havde tydeligvis forberedt sig og var overbevist om, at netop ordet perspektivløs karakteriserede strejken. Det siger mere om ham selv end situationen. Det er ikke nødvendigt at henvise til digre værker om dekonstruktivisme for at konstatere, at man meget vel kunne påstå, at det ville være meget perspektivrigt at lade konflikten køre. Det afhænger alt sammen af udsigtspunktet, og hvilket forhold man har til begreber som civilsamfundet, den korporative stat og demokrati. Når det kommer til stykket, var Ove Hygum og Carsten Koch aldrig blevet ministre, hvis ikke de havde haft denne sælsomme evne til at optræde som talende jakkesæt og vende op og ned på, hvad der er perspektivløst og perspektivrigt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her