Læsetid: 2 min.

En time i sorgens væksthus

6. maj 1999

Terapeutisk teater - Line Krogh har sat et befriende ordfattigt monument over en tabuiseret følelse

TEATER
Ordene og forklaringerne er forsvundet. Tilbage står stemningen, lyset og lydene.
Og med dem som sine væsentligste redskaber har instruktør Line Krogh og en lille trup af kunstnere transformeret en af H.C. Andersens mere dunkle fortællinger, Historien om en moder, til en smuk, sorgmættet enakter.
Forestillingen lægger sig tæt op ad H.C. Andersens forlæg, der beskriver en moders udmarvende vandring gennem sorgen over tabet af sit barn. Døden har hentet barnet i et ubevogtet øjeblik, og da moderen, som spilles med ynde og dybde af balletdanserinden Sorella Englund, vågner op fra sin minut-korte døs er barnet væk og hendes verden forandret.
Hun jagter Døden og barnet gennem mørket, skovene og afgrundsdybe søer, indtil hun endelig indhenter Døden, der lige står for at skulle plante hendes barn om i Paradisets Have. Hun bliver stillet for et af skæbnens kropumulige valg. Vil hun lade sit barn leve, og dermed lade et andet barn dø, eller skal hun affinde sig med sit barns skæbne?

Terapeutisk teater
Med moderens drevne, teatralske bevægelser gennem sorgen, hjerteskærende tonepassager fra Berit Hessings cello og klagesange sunget af Mille Elung får Line Kroghs forestilling næsten karakter af et terapeutisk forløb.
Det er nøgternt teater uden berøringsangst.
Moderens sorg bliver messet, sunget og lyst igennem, indtil der ikke er mere i den.
Det kunne hér i ordenes utilstrækkelige resumé godt give det indtryk, at forestillingen befamler tilskueren i rent føleri.
Men specielt i den virtuose leg med kostumerne, lyset og dets tredimensionelle effekter bliver man mindet om den velkendte lethed, der trods den allestedsnærværende sorg hersker i H.C. Andersens eventyrligt besjælede univers. Der er krogede isklædte tornebuske, der kræver moderens hjertevarme. Natten, som afkræver alle de viser, som moderen har sunget for sit barn. Søen som betinger sig, at moderen græder sine øjne ud, før hun må passere. Og dødens væksthus hvor menneskenes liv og drømme er indlejret i planter og blomster udmarvede, krogede og kraftige mellem hinanden.
Midt i den temmelig tragiske fortælling virker figurerne som sprogets vikarer. De er der som formildende omstændigheder, og med dem træder forestillingen frem som en nærværende stemning og ikke et invaderende postulat.

Et væsentligt monument
Med forestillingen Historien om en moder har Line Krogh ikke kun sat fokus på den betydningsfulde og mere dunkle og skæbnetro side af H.C. Andersens fortællekunst. Forestillingen er også et væsentligt og befriende ordfattigt monument over den tabuiserede følelse, sorgen, som vi i vores verden normalt forsøger at undgå.
Den evigt ungdommelige vestlige kultur rummer en gennemgribende angst for, at sorgen skal komme anstigende og suge den potente livskraft til sig og befamle det ellers så rare liv med den smertelige bevidsthed om døden.

*H.C. Andersens Historien om en moder. Instruktion: Line Krogh. Scenografi: Ves Harper. Lysdesign: Finn Thomsen. Teater Styhr og Kjær til 22. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu