Læsetid: 4 min.

Tomater prissætter man i euro

12. maj 1999

På markedet i Testaccio i Rom køber man tomater for fotokopierede euro-sedler og tænker med stolthed på Romano Prodi som præsident for Europa

TILLÆG
Kontoret i Rom, hvor man henvender sig for at blive registreret hos det italienske skattevæsen, ligger på pragtvejen, der fører fra Tiberen op til Peterspladsen. Men det er noget mere kommunalt lurvet end sine kirkelige omgivelser.
Skattefunktionæren bag den fedtede glasrude tog uden et ord og uden et smil mod mit pas og min opholds- og arbejdstilladelse og gav sig til at taste oplysningerne ind uden at tage cigaretten fra munden. Han vendte passet et par gange, skoddede smøgen, og et øjebliks forlegenhed slog sprækker i den bureaukratiske arrogance:
"Er, øh...Danmark medlem af Den Europæiske Union?" spurgte han og så for første gang op.
På mit svar så han ud som om, at det havde han da vidst hele tiden, og jeg fik uden yderligere ord mit codice fiscale.
Det var i foråret 1998, og et stykke tid forinden havde en grafiker på det ansete ugemagasin L'Espresso leget med unionsflagets stjerner og medlemsstaternes navne på forsiden, og der optrådte Norge som medlem, men ikke Danmark. En anden grafik - baseret på officiel EU-statistik - i dagbladet La Repubblica kunne da også på samme tid fortælle, at den italienske befolkning var den af medlemslandenes, der vidste næstmindst om den union, som den uden indvendinger går ind for.
"At komme ind i Europa," er den faste vending, der bruges om de fodboldklubber, der slås om plads og succes i en af de europæiske pokalturneringer, og den samme blev brugt, da Italien sloges for at komme med i den fælles mønt fra start.

Folkesport
Kendskabet til den union, hvis første traktat bærer hovedstadens navn - det er ikke uvæsentligt for den selvfølgelige tilslutning - er øget voldsomt i det seneste år.
Deltagelse i den fælles mønt fra første færd var et af regeringen Prodis vigtigste programpunkter, da den tiltrådte i foråret 1996, og det har været Romano Prodis historiske mission at få den italienske økonomi til at opfylde de krav, som syntes umulige. Blandt andet ved at udskrive en særlig Europa-skat, som befolkningen har betalt uden at kny mere end vanligt over skatter. Kampen mod tiden for at opfylde kravene fyldte avissider med EU-stof i hidtil uset omfang, og sejren blev fejret, som var det en fodboldkamp.
I en nation, som først blev samlet for 130 år siden, er den regionale identitetsfølelse større end den nationale, og befolkningens holdning til staten er generelt mistroisk eller fjendsk. Men når det endelig skal være, så er det kun de store i Europa, som italienerne vil sammenligne sig med. Tyskland, Frankrig og England. Med en uløselig blanding af mindreværd og selvbevidsthed. Den økonomiske hestekur, der skulle føre Italien til euro'en, blev først af politikerne iværksat, og af befolkningen accepteret, da det gik op for dem, at for eksempel spanierne var tættere på det gode selskab end de selv.
Der er gået folkesport i at elske euro'en. På det 100 kvadratmeter store overdækkede marked i Testaccio - et gammelt romersk folkeligt kvarter - var der i en hel uge fornylig sat nye prisskilte op på bodernes grøntsager, kød og ost.
Alle priser var angivet i euro, og bodernes indehavere havde fået en blå lommeregner af et sponsorerende forsikringsselskab, så de ved et tryk på én tast kunne få liren omregnet til fremtidens mønt, og alle husmødrene kunne forsyne sig med fotokopierede euro-sedler, så man kunne få fornemmelsen af en seddel uden mange nuller.
Den 76-årige grønthandler Salvatore har stået der ved sin bod i Testaccio, siden han var barn og hans mor før ham. Han havde som de fleste andre regnet priserne meget nøjagtigt ud, så et kilo tomater kostede 1,1592798 euro, og det var selvfølgelig knapt så pædagogisk, men lige meget, når de alligevel skulle afregnes med 2.000 lire. Det vænner vi os til, mente både Salvatore, og husmoderen, der handlede hos ham, og de var begge på det rene med, at Danmark ikke skulle være med, når det blev alvor at lege købmand. At vi selv havde valgt det, fattede de blot ikke en lyd af.
Erhvervelsen af ØMU-deltagelse mod betaling af ekstraskat har gjort EU-medlemsskabet nærværende, hvor det før blot var selvfølgeligt og nærmest ligegyldigt i italiensk hverdag, og udnævnelsen af Romano Prodi til "præsident for Europa" - som aviserne ynder at kalde det - har yderligere fjernet italienerne fra uvidenheden om unionen - omend stoltheden over at levere en kommissionsformand ikke umiddelbart fører til præcis viden om, hvad han egentlig er blevet præsident for, og bureaukraten på skattekontoret vil nok en tid endnu kunne stille sine spørgsmål, om hvem der er med, og hvem der ikke er.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu