Læsetid: 3 min.

Tv i ædru tilstand

8. maj 1999

Ved juletid for halvandet år siden havde jeg en bemærkelsesværdig oplevelse. Jeg var inde i en sløv periode, hvor jeg så flere timers fjernsyn hver aften. Jeg var grundig træt oven på en stor arbejdspræstation, så aftenerne gik med en flaske rødvin, iblandt det der var værre (eller bedre), og ikke megen fornuft. Lillejuleaften måtte jeg gå i seng med hoste og høj feber, og juleaften konstaterede en læge, at jeg havde en herlig lungebetændelse. Altså: på med penicillinen!
Klog af skade insisterede jeg på, at jeg ikke ville begynde kuren, før vi havde spist julemiddagen og navnlig drukket den fortrinlige rødvin, jeg i min afkræftede tilstand havde trukket op til luftning. Når man er på antibiotika smager hverken mad, vin eller spiritus af noget.
Så fulgte fjorten dage på vand og, om ikke brød, så næsten ligegyldigt hvad. Jeg fandt ud af, at det egentlig er ganske sundt med sådan en lille lungebetændelse engang imellem, som hjælp til almindelig afvænning. Men det havde frygtelige konsekvenser. I min totalt ædru tilstand var det blevet mig umuligt at se fjernsyn. Jeg kunne ikke holde ud at se på lortet. Og det gik op for mig, at det må indgå i tv-stationernes beregninger, hvornår den danske befolkning er så bedøvet af gode, våde varer, at de kan komme godt fra at sende hvad som helst.

På det seneste er der for mig ikke tvivl om, at tv-stationernes markedsanalytikere er nået frem til, hvad jeg selv ville have gættet på, at fra fredag til søndag kan man, generelt, regne med, at ikke mangen en dansker går ædru i seng. Ellers ville de ikke vove at byde os det, de gør. Jo, måske tror DR en smule på, at vi er nogle, der holder lidt igen hen under søndag aften, fordi vi snart skal i gang med en ny arbejdsuge. Men ellers...
Nu er det ikke, fordi jeg vil fremhæve den ene station for den anden. Men den fynske leverede en af de bedste udsendelser, jeg har set i meget, meget lang tid. Og det bedste er, at dette blot var den første af fire under titlen Høje Historier. Gamle, erfarne, socialbevidste, kærlige Poul Martinsen og hans unge medarbejder, Anders Riis-Hansen, har inviteret sig selv inden for i højhusmiljøet i Lundtoftegade lige op ad den rædselsfulde motorvejsoverføring ved Nordre Fasanvej, Bispeengbuen. Her har de to tv-folk givet sig tid til at lære beboerne at kende, har givet dem tillid til, at man ikke er ude på at udlevere dem, endsige gøre nar ad dem. Men også tid og ro i selve fortællingen. Dybde. Og kærlighed.
Man kan mærke, at de to mediefolk kan lide de mennesker, de er iblandt. Og det smitter. Vi kommer til at holde af dem, som var de vores egen familie. Vi lader os overrumple af den solidaritet, der viser sig at hersker blandt mange af beboerne i denne storbylandsby. Dog ikke mere, end at en ensom sjæl kan ligge og dø i fred og først blive forstyrret, når kroppen er gået i opløsning og plager naboerne. Det er første gang jeg har overværet en begravelse, hvor følget bestod af præstens hund. Hvordan Martinsen og Riis-Hansen bar sig ad med at smutte uden om al sentimentalitet, nåede jeg ikke at fange. Så bragende godt var det. Hold øje med genudsendelser. Og glæd jer til de næste tre - alle om torsdagen.

Det slår mig, at ingen af disse mennesker ville have skilt sig ud fra dem, der har befolket skærmen de sidste uger ved grænserne til Kosovo, og som før deres flygtningetilstand havde samme glæder og sorger som Lundtoftegades beboere. Almindelige menneskers.
Samme aften havde DR2 en samtale mellem Hanne-Vibeke Holst og Benny Andersen. Vi kunne konstatere, at Hanne-Vibeke er ligeså forelsket i Benny, som vi andre er. På ikke op-, men udfordring fra hende holdt han en tale til nationen, som blev en kort omskrivning af, hvad hans mor sagde til ham og hans søskende, når de trængte til en opsang: "Husk, vi er en robust nation! Og vi har ingen nerver. Og hvis vi har, så viser vi dem ikke offentligt. Og kan I så opføre jer ordentligt!" Men Benny har selv skrevet:

Jeg står i et lille neurotisk land
beboet af smilende gale

PS.: En lille bemærkning til Martinsen og Riis-Hansen: Hvorfor får Nino Rota ikke credit for sin musik, som han har komponeret til Fellini's Amarcord?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her