Læsetid: 3 min.

UCK samler alle politiske fløje

28. maj 1999

UCK's grundlæggere står politisk milevidt fra hinanden. Men de er enige om, at 'præsident' Ibrahim Rugova har forhindret Kosovos befolkning i at forsvare sig

UCK's bagland
UCK's grundlæggere er en forbløffende blanding af marxistisk-leninistiske, albansk-inspirerede studenter og radikale, stærkt anti-kommunistiske nationalister. De kan imidlertid enes om at kritisere 'præsident' Ibrahim Rugova og hans parti, Kosovos Demokratiske Liga (LDK), hvis pacifistiske strategi efter deres mening har forhindret befolkningen i at opbygge et militært forsvar over for serberne.
UCK's talsmand, Jakup Krasniqi, betragtes som leder af den mest forhandlingsvenlige gruppering inden for den provisoriske regering, som blev dannet efter forhandlingerne i Rambouillet i marts.
Den 30-årige Hashim Thaci - den egentlige leder af UCK i eksil - er ministerpræsident i denne provisoriske regering. Bag ham står de militante kredse, der valgte den væbnede modstand, da Beograd ophævede Kosovo-provinsens selvstyre i 1989. Thaci har sørget for at sikre sig støtte fra indflydelsesrige folk som f.eks. 'Albanerklanens' leder, Xhavit Haliti, der står for forbindelserne til myndighederne i Tirana og bestyrer UCK's pengekasse. På den måde kontrollerer han en del af de midler - anslået til 300 millioner dollar - der er kommet fra Kosovo-albanere i udlandet.
"Hashim Thaci har stof til en politiker i sig. Han er snu, hård og tålmodig - en organisator med fremtidsvisioner. Han har næsten ingen seriøse konkurrenter," siger en fransk diplomat.

Europas foretrukne
"Generelt foretrækker europæerne ham frem for Jakup Krasniqi. Og selv om det ikke behager den amerikanske ambassadør Christopher Hill, kan han regne med støtte fra USA's udenrigsministerium og CIA. Tiden vil vise, om han kan bevare den tillid, som kommandanterne i felten viste ham under Rambouillet-forhandlingerne." Selv officerer tæt på topledelsen synes at have svært ved at svare på det spørgsmål; tilhørsforhold til klaner og fraktioner spiller ofte en større rolle end den politiske fortid.
Ikke desto mindre mener de alle, at én mand sidder inde med nøglen til mysteriet; den meget diskrete Azem Syla, der er forsvarsminister i Thacis regering.
Han blev i 1981 dømt til fem års fængsel. Men siden stod han i spidsen for den væbnede kamp, indtil UCK første gang påtog sig ansvaret for en aktion, mordet på to serbiske politifolk i Drenica i 1993. I dag leder han omstruktureringen af oprørsstyrkerne.
Den seneste udvikling har fået UCK's ledelse til at indlede en gennemgribende reform af oprørsstyrken. I al diskretion er ordren til 'generalmobilisering' siden den 1. maj blevet glemt til fordel for en 'partiel mobilisering', som ikke kræver så mange menneskeliv.
"Vi har for mange frivillige og for få våben," indrømmer en af de officerer, der står for rekrutteringen. "Nu koncentrerer vi os om at tiltrække specialister som f.eks. artillerister, radiooperatører og læger."

Kursændring
Der er altså tale om en kursændring, som de kredse, der kæmper for fuld uafhængighed nu, kun tøvende har accepteret: Opbygningen af en solid militær styrke i Albanien, der en dag kan trænge ind over grænsen, synes at gå forud for drømmen om at udvide de 'befriede områder' inde i Kosovo. Som udtryk for denne nye linje koncentrerer den respekterede tidligere generalstabschef Bislim Zyrapi sig nu om logistikken og forsyningerne i direkte samarbejde med Azem Syla. Derimod synes den øverstkommanderende for UCK, hvis lederevner har været stærkt omdiskuteret, at være skubbet ud på et sidespor.
"UCK er en ret velstruktureret hær, som forsøger at få det bedste ud af de forhåndenværende midler," siger Shefki Abdulahi, der er talsmand for militære anliggender.
"Nu må vi forberede os på fremtiden. Vi er begyndt at reorganisere os med henblik på en langvarig krig. Uden infanterivåben fra NATO, der kunne skabe en vis ligevægt, har vi intet andet valg. Selv om det tager længere tid, end vi kunne ønske, er vores mål stadig at befri Kosovo."

© Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her