Læsetid: 6 min.

UCK's frivillige ender som kanonføde

28. maj 1999

UCK's frivillige sendes i kamp efter to ugers træning i Albaniens bjerge. Mange ender som kanonføde i den nærmest håbløse kamp mod serberne og for et frit Kosovo

UCK
HELSHAN - En deling unge rekrutter stormer en imaginær serbisk stilling. Det er en af de mange tusinde små albanske bunkere i udkanten af en skov på skråningen oven for lejren, der ret realistisk gør det ud for en stærkt befæstet fjendtlig bation.
Det er en hård opgave for de fremtidige soldater i Kosovos Befrielseshær (UCK). Med sløringsnet og grene om hjelmene maser de op ad skrænten, men koordineringen lader meget tilbage at ønske.
Om få dage vil disse soldaterlærlinge blive sendt af sted for at forstærke en skrøbelig front, som uophørligt bekydes af serbisk artilleri. De er uden den mindste militære erfaring og ofte kun bevæbnet med deres gode vilje, men den har de også i overflod.
De frivillige, der kommer til træningslejrene i det nordlige Albanien, får i gennemsnit to ugers undervisning, dvs. kun antydningen af en militær uddannelse.
"De er kanonføde," indrømmer bataljonschefen.
"I modstandskampen under Anden Verdenskrig ville de fyre dér ikke have holdt i 48 timer."
Denne ekspertvurdering kommer fra en mand, der selv har kæmpet i Kosovo. Da han blev såret, haltede han sig på fem dage frem til grænseområdet, hvor han blev opereret på et hemmeligt hospital. Herfra blev han - rystende af feber og med væskende sår - overført til UCK's bagland i Albanien.
Under alle strabadserne holdt han sig oppe ved håbet om at kunne være med til at samle mandskab og materiel til sin stærkt svækkede enhed. Den har i to måneder været forskanset i i det sydvestlige Kosovos bjerge under hårdt pres fra Beograds styrker, som stadig er aktive trods NATO's luftangreb.
"Det er en yderst vanskelig situation," indrømmer han. "Sidste gang vi var i radiokontakt med vores stillinger, blev de bombarderet af serberne med kanoner, kampvogne, ja endda fly. De sætter ikke infanteriet ind, for deres soldater er ikke meget for nærkamp. Derfor vil det ikke lykkes dem at knuse os."
"Serberne kontrollerer vejene; vi har stadig bjergene og skovene. Hvis vi havde ammunition, kunne vi tilføje dem store skader. Men vi mangler alt - mad, cigaretter. Vi har opfordret de civile indbyggere til at forlade området, for vi kan ikke længere garantere deres sikkerhed."

Very big businessman
Officeren lægger ikke skjul på sin skuffelse. Han havde troet, at han i Albanien ville finde den nødvendige støtte til at bringe bataljonen på fode igen. Rekrutterne er der, men de kan ikke klare den lange tur til fods ad små bjergstier gennem de serbiske linjer.
De våben, som UCK's eksilledere havde lovet, glimrer ved deres fravær. I lejren i Helshan træner de frivillige i at marchere i takt med en stok over skulderen i stedet for et gevær.
Ved indgangen til basen står en professionel fotograf og opfordrer de nye soldater til at lade sig forevige på et martialsk billede med en gammel Kalasjnikov, som han har medbragt til formålet.
Officeren i Helshan-lejren ringede til alle de slægtninge, venner og kontakter, han kunne komme i tanker om, og opnåede endelig at få et møde i stand med en "very big businessman". Under samtalen i læderstolene på et hotel i Tirana var den halvtredsårige 'forretningsmand' i Prince of Wales-ternet jakkesæt - sidste London-mode - yderst imødekommende.
Men hans forretningsmetoder fremgik af et enkelt stykke papir fuld af store tal: Priserne i albanske lek, D-mark og amerikanske dollar for alle de våben, der for tiden er på markedet. Officiel kurs for illegale varer: Morterer, raketter, ammunition, kikkert til at se i mørke med, moderne radioer - ja, selv anti-luftskytsmissiler. Til gengæld kunne han garantere regelmæssig levering, hvilket ikke er tilfældet med de våben, der blev stjålet fra den albanske hærs lagre under opstanden i 1997.

Jagten på våben
Jagten på dem - den vigtigste kilde til UCK's udrustning - er en besværlig sag. For det første skal man finde frem til mellemmænd, som formodes at vide, hvad der er blevet stjålet. I kystbyerne i det sydlige Albanien er den lokale mafiaboss ikke til at komme uden om; det er ham, der fastsætter vilkårene for transaktionen.
Så skal man se varerne, som ikke ligger på et lager eller i en kælder. Man bliver dirigeret til en lerklinet gård i en lille fredelig landsby. I staldens fodertrug ligger stålløbet til en 75 mm kanon uden rekyl, under halmen i hønsehuset tre maskingeværer og noget ammunition. Så over i laden, hvor en affyringsrampe til en anti-kampvognsraket gemmer sig under en dynge bjælker. Hele arsenalet kan fås for den nette sum af godt 100.000 kr. Kontant betaling.
Pengene kommer fra "en rig ven", som har tjent en formue i byggebranchen, og som "altid er parat til at støtte sagen", dvs. Kosovos uafhængighed. Efter alt at dømme er penge ikke UCK's største bekymring; derimod er der visse problemer med transporten af våbnene.
"Det er ulovligt," siger UCK-officeren, "og den albanske regering lader os ikke gøre alt, hvad vi gerne ville. Flere af vores soldater er blevet arresteret af politiet. Derfor har vi været nødt til at finde nye leveringsmåder."
Der benyttes mange eufemismer i et land, hvor den vigtigste økonomiske aktivitet stadig er smugleri.

UCK lider store tab
De første måneders kamp på grænsen mellem Albanien og Jugoslavien har kostet UCK dyrt.
Den serbiske hær har anbragt artilleristillinger på alle bjergrygge og tøver ikke med at trænge ind på albansk territorium for at sikre sig bedre positioner at skyde fra.
"Vores kolonner led tab på gennemsnitligt 50-70 procent, når vi forsøgte at komme ind i Kosovo med det udstyr, en mand kan bære på ryggen - dvs. ikke de store ting," indrømmer en UCK-leder i Kukes.
"Formålet var at åbne en forsyningskorridor. Det var en livsvigtig opgave, som berettigede generalmobiliseringen." Og altså også et blodbad på dårligt forberedte frivillige.
Resultatet har været magert. UCK-guerillaerne kan notere èn eneste sejr: Den 9. april erobrede de en kaserne i landsbyen Koshare, som ligger på en bjergskråning i en snæver dal få kilometer inde i Kosovo. Men det var en succes, som var afgørende for soldaternes moral.
"Efter 15 måneders krig, kæmper vi endelig igen på vores eget territorium," smiler Luni, kommandant for en af de bataljoner, der holder denne stilling.
Og for første gang kører lastbiler i pendulfart mellem våbendepoterne, træningslejrene i Tropoja i det nordlige Albanien og den lille 'befriede' lomme.
De fleste UCK-enheder i dette område tilhørte oprindeligt Republikken Kosovos Væbnede Styrker (FARK) og var loyale over for præsident Ibrahim Rugova, indtil de gik over til UCK i juli 1998.

Hæren fører ikke politik
Det er et forhold, som guerillasoldaterne ikke er meget for at tale om, og det irriterer nogle af de Kosovo-albanske ledere i Tirana, der er knyttet til de mere radikale strømninger inden for modstandsbevægelsen.
"Folkene i Tirana sidder på komfortable hoteller og bruger størstedelen af deres tid på at fordele ministerposter mellem sig," klager en UCK-leder i Kukes.
"Jo nærmere man kommer fronten, jo større er sammenholdet. I Kukes er splittelsen ikke så stærk. Den bliver endnu mindre i Tropoja, og inde i Kosovo eksisterer den slet ikke. Hæren fører ikke politik; den kæmper for at befri Kosovo, ikke for en eller anden regering. Når krigen er forbi, vil vi holde valg, og så kan befolkningen vælge sine ledere."

© Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her