Læsetid: 2 min.

Væk med volden!

22. maj 1999

David Lynch er ny Guld Palme-favorit med sin smukke, varme alderdomsskildring
'The Straight Story'. Også japaneren Kitano lægger volden på hylden

CANNES
CANNES - Det lykkedes alligevel! Man frygtede det værste, da rygterne begyndte at gå om David Lynch' totale 'omvendelse' med The Straight Story - der netop er en ligefrem historie, straight som en lineal, og forsager al den djævelskab, Lynch har gjort til sin specialitet.
Faktisk lykkes hans gearskifte så godt, at The Straight Story efter formiddagens applauderede presseforevisning giver Cannes-festivalen en ny Guld Palme-favorit her på falderebet - side om side med Atom Egoyans Felicia's Journey med Bob Hoskins og Pedro Almodóvars Alt om min mor.

Mesterpræstation
Lynch vender tilbage til Elefantmandens overtoner af ømhed og humanisme i - den i øvrigt autentiske - beretning om den 73-årige Alvin Straight, som rejser flere hundrede mil gennem Iowa og Wisconsin for at forsone sig med sin syge bror.
Da den stædige, egenrådige Straight ikke har kørekort og ikke gerne lader sig køre, foretager han rejsen på en motordrevet græsslåmaskine. Tempoet er behersket, men oplevelserne af natur og mennesker på vejen så meget desto mere intense og givende.
Filmen domineres af Richard Farnsworth' utroligt varme, bevægende præstation som den afklarede, harmoniske gamling on the road. Og Lynch finder en ny ren tone af lyrisk generøsitet og lune.
"Det var historiens følelsespres og den måde, den skildrede fænomenet 'tilgivelse', der tiltrak mig ved manuskriptet," sagde Lynch ved pressekonferencen.

Kitanos road-film
Også en anden instruktør kendt for film om vold optræder med et humanistisk præget festivalbidrag. Det er produktive japaner Tekeshi Kitano, der brød endeligt igennem i Vesten med gangsterfilmen Hana-Bi og nu fortsætter sit triumftog med en lille charmer i en helt anden genre, den bittersøde komedie.
Kitano har i Kikujiros sommer (næsten) lagt volden på hylden - "jeg opdagede, at jeg havde svært ved at identificere mig med mit ry: at være den, der lavede gangsterfilm fulde af vold og kamp på liv og død," siger han. Og i stedet lancerer han sig selv som en tøffelhelt, dagdriver og spiller, der påtager sig at rejse med en ensom ni-årig dreng på jagt efter sin ukendte mor.

En vis distance
Det er blevet til et charmerende moderne road-eventyr om en barnlig voksen og et voksent barn og deres spirende venskab. Centreret om hans egen skægt originale figur: en småsvindler og døgenigt, der begår noget nær samtlige pædagogiske brølere i samværet med drengen, men alligevel opnår kontakt.
Kitano kalder selv filmen "en billedbog", og en visuel nydelse er den da også. Sentimentaliteten lurer i den lidt for insisterende underlægningsmusik, som Kitano lægger særlig vægt på denne gang, men det rørstrømske tager ikke overhånd. Som Kitano sagde ved pressekonferencen:
"Det gennemgående ved mine film er, at de handler om distancen mellem mennesker. Jeg har selv fra en tidlig alder lært en vis reservation og blufærdighed. Så der er ikke så mange smil og tårer i min nye film, som der ville være i en vestlig historie af samme art."
Heller ikke Kitano er uden chance for Guld Palme-succes. Man kan sige, at både han og Lynch er gået i kloster i henseende til voldsanvendelse. Dog nok kun midlertidigt. Men hvor det klæder dem!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her