Læsetid: 5 min.

Om at være lykkelig

22. maj 1999

I en verden, der styres af idéen om lykken, er der ingen skyldige og ingen ofre. En glad og løssluppen horde styrter i strakt galop mod lykken. Det virkelige liv er altid i morgen - nu'et er blot en latterlig mellemtid

QLUMMEN
Jeg har desværre ikke tid i dag," sagde jeg til min irske kollega, digteren fra Dublin, som inviterede til frokost i byen. "Jeg har tænkt mig at bruge pausen på at skrive noget om at være lykkelig".
"Jeg forstår, at du har været der", svarede han, og som vi snart skal se var det faktisk slet ikke nogen tosset udtalelse.
Men den efterlod mig alligevel med det samme ubehag, som når min veninde, præstinden fra Folkekirken, med jævne mellemrum evaluerer sit eget liv under rubrikken lykkelig/ulykkelig, og også tit forsøger at få mig ind i spørgeskemaet.
"Er du lykkelig?" klinger hun så frigjort og klokkerent, at jeg går ud fra hun på én eller anden måde sætter svaret direkte ind på kontoen up there. Selv har jeg det nærmest som i en spændetrøje: Jeg kan ikke svare nej uden samtidig at forklare i detaljer hvorfor; og især hvorfor jeg ikke gør noget ved det, altså ser at blive lykkelig, og dét i en vis fart.
Eller også kommer jeg til at tænke på gymnasietidens lettere neurotiske Goethe-linjer:

Himmelhoch jauchzend
zu Tode betrübt
Glüchlich allein ist die Seele die liebt

Eller også på det sidste skænderi med gemalen, hvor valget på et ret hot tidspunkt forekom mig at stå mellem brødkniven eller spring over balkon. Der kan man ikke sige, at jeg var ret lykkelig.
Eller også på den kendte franske radiostation, Cheri FM.
"Tillykke, Monique, De har vundet en rejse til Senegal... Beach Hotel, 80 km fra Dakar. Det bliver en super ferie. Hvad siger De så, Monique?"
Monique siger ikke noget. Hun hulker højlydt ud i hele Frankrig.
"Prøv at samle Dem lidt, Monique," forsøger speakeren sig..
"Jeg er bare så lykkelig," svarer Monique, stadig grædende.
"Jamen, så er alt jo som det skal være," siger speakeren lettet og afbryder fluks samtalen.
Pointen er selvfølgelig, at hvis man forsøger at finde ud af, hvad det egentlig drejer sig om, det dér med lykken, risikerer man at ende på en galeanstalt. Men siden hvornår er det egentlig blevet så vigtigt at være lykkelig?

Det står efterhånden de fleste af os klart, at vi lever i en epoke præget af brud, hvor hidtidige opfattelser af, hvordan verden og tingene hænger sammen er til grundig revision. Økonomisk og ideologisk krise; vækst-, princip-, og utopikrise. Dette brud skal nok foreløbig hverken dømmes som godt eller dårligt, men blot konstateres.
Alligevel er det interessant at minde sig selv om, at det faktisk nu er 20 år siden vi allesammen troede på noget. På hvad? På en form for fremtid, en verden uden uretfærdighed, uden kønsdiskrimination, ydmygelser eller udbytning. Eller på en verden hvor undervisning var lig med frihed, eller på en videnskab, der ville gøre os allesammen klogere. Det var som om, at hvad, der kunne komme efter den Store Forandring, kun kunne være godt og bedre.
I dag hører man, at al forandring kun kan være forandring til det værre. Og mange føler sig forråede. Nu hader de alle dem, der skaber "ismer" (enhver -isme rimer på fascisme) med samme kraft, som de i går bar dem i deres hjerter. Ingen ser, at det at prætendere et pragmatisk forhold til en verden "uden ideologier" er skæbnesvangert dømt til selv at blive en ideologi, og faktisk en endnu mere tvivlsom én, eftersom den præsenterer sig selv som objektiv og neutral.

I denne tomhed, hvor al revolutionær eller blot alternativ tænkning forlængst er draget på tilbagetog, er der opstået en besynderlig ny idé - idéen om lykken. En ny imperativ kategori, pålagt os - i et vist omfang går jeg ud fra - af det markedsorienterede og spekulationsprægede samfund: "Vær lykkelig!" Man skal være lykkelig, "nyde livet", "udfolde sig", "realisere sig selv", "overskride sine grænser", - altsammen udtryk, der stammer fra den samme kilde - lykken.
Lykken, med den irrationelle natur, der ikke kan stilles spørgsmål til, er blevet en tilstrækkelig (og unik) årsag til at retfærdiggøre alle handlinger. Det er ligegyldigt, hvad du gør, bare du bliver lykkelig af det. Idéen om lykken passer som hånd i handske til den statiske vision om en uforanderlig virkelighed, der er fulgt efter utopiernes tid. En idé som hverken er projekt eller fremtid, men snarere en standsning af tiden, en stoppen op ved image'et, der ligner lykken: Privat ejendom, rejser, familier, fritid. Sande luftspejlinger, for når man nærmer sig dem svipser løftet om lykke lige så stille deruda' - og giver plads til ulykken.
Det er det, der før i tiden hed fremmedgørelse. Forbrugersamfundet kan ikke forhindre folk i at begære, men det fremmedgør deres begær ved at vende det mod den kommercielle profit.
Som på teatret under prøverne er intet helt sandt eller falskt. Kærlighed, revolution, forskning, lidelse og reflektion - dvs. alt det der beror på en beslutning - udspiller sig i forestillingens konsumerbare, én-dimensionale verden. Fiktionens verden er det virkelige liv, men der sker bare aldrig rigtig noget.
I en verden, der styres af idéen om lykken, er der heller ingen skyldige og ingen ofre. En glad og løssluppen horde styrter i strakt galop mod det nye mål. Det virkelige liv på den anden - på lykkens - side. Det virkelige liv er altid i morgen. Nu'et er blot en latterlig mellemtid.
Så derfor har min irske kollega nok ret: Man kan ikke eje lykken, man er i den. Det er derfor, at de, der er lykkelige, ikke ved, at de er det. For at se lykken skal man være ude af den. Den, der siger, at han er lykkelig, lyver, og ved at påberåbe sig lykken, synder han mod sig selv, for nu at blive i det sprog. Kun den, der siger: Jeg var lykkelig, er tro mod sig selv - og sin lykke...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu