Læsetid: 9 min.

Van Dyck 1599 - 1999

22. maj 1999

Antwerpen celebrerer bysbarnet Antoon van Dyck i anledning af 400 året for hans fødsel. Udstillinger viser os en flaneur fra 1600-tallet, en virtuos, intelligent og visionær kunstner, der elskede luxus og berømmelse, og som døde af denne tilbøjelighed som 42-årig

Der er gået van Dyck i den smukke, flamske by Antwerpen. Overalt vajer vimpler med hans navn, og hans kontrafej med solsikke kigger ned på os fra husfacader, ligesom kager, beklædning og chokolade hylder ham og bærer hans specielle signatur. Antwerpen har investeret små 25 millioner kroner i de tre udstillinger om byens kendte 1600-tals kunstner, og alle billetter er solgt på forhånd, primært til udlandet, med det resultat at mange af byens borgere føler sig skammeligt forfordelt, fordi de ikke kan få billetter til udstillinger, de endda selv har finansieret over skattebilletten. Værkerne er nemlig hjemkaldt fra hele verden, og udstillingerne er således en enestående mulighed for at få et førstehåndsindtryk af denne delvis oversete kunstner, der i kunsthistorien i århundreder har stået i skyggen af Tizian, Vermeer, Rubens, Velázquez og Rembrandt.
En lignende udstillingsmanifestation fandt imidlertid sted for 100 år siden - også som en joint-venture mellem Royal Academy of Arts i London og Det Kongelige Museum for de Skønne Kunster i Antwerpen.
Men fortjener Van Dyck nu også al den opmærksomhed? Er han nu så god, at det berettiger til at udgive kataloger med en samlet vægt på 6,5 kg og alt det andet van Dyck-merchandising, der med søvngængeragtig sikkerhed følger i kølvandet på alle internationale udstillinger i disse år, hvor begivenheden står i centrum, og turistindustrien hopper med på det kulturelle godstog for at udløse øget billetsalg til flyselskaberne og høje belægningsprocenter i hotellerne? Ja, afgjort! Han er så ganske sikkert rejsen og alt besværet værd, thi hans billeder er dybt interessante og meget, meget raffinerede. Van Dyck besad en kombination af tre uovertrufne egenskaber, der gør en maler til en mester: Et fuldstændigt fotografisk blik, med hvilket han på ganske få minutter kunne scanne en persons fysiognomi, en brilliant teknisk kunnen og en særegen form for emotionel intelligens. Han følte sig næsten altid draget af sine portræt-ofre, vandt hurtigt deres sympati, hvilket betyder, at de kigger ud på os med empati og sand nysgerrighed - fordi de kiggede på ham, naturligvis - og der opstår en særegen 'skopisk' empatisk trekant mellem betragter, maler og betragtet. Så selv om det er samfundets absolutte top, han portrætterer, forlenes denne mægtige elite med en menneskelighed og en Lebendigkeit, som hører til sjældenhederne i 1600-tallets ellers ofte stive portrætkunst. De 'tages' med samme sikre skønhedssans som vore dages fotomodeller, der optræder på de glittede blades sider.

Van Dyck var en mester i iscenesættelse. Han bad sine kunder om at medbringe deres smukkeste klæder, og han forstod kunsten at iklæde dem disse opulente gevandter på den mest flatterende og fascinerende måde. Og så forskønnede han dem lidt, gav dem et par manieristiske træk; de er lige langstrakte nok, som om de om et øjeblik letter og svæver videre op i det blå - ikke ulig El Grecos manieristiske menneskefremstillinger - og de har disse berømte Van Dyck'ske hænder, dvs. nogle fornemt uvirksomme, hvide, lange og slanke fingre, der aldrig har rørt en karklud, men som synes forædlet af samlivet med guld og perler, eller som leger elastisk let som ballerinaers hvide ben hen over spinetternes elfenbenstangenter, hvis ikke de berører blødere dele...
I Van Dycks atelier ved Themsen ankom de adelige kunder i kareter dagen lang. Van Dyck sørgede for en behagelig, dannet samtale, han hyrede klovne og musikere til at underholde sine rige kunder, mens de opholdt sig i hans hus, og der blev serveret rigelige lækkerier til ganen. Når den portrætterede havde siddet ca. en halv time, nikkede Van Dyck for dermed at antyde, at nu var seancen forbi. Og ind kom en af hans assistenter med et nyt lærred og en ny palet, så han kunne begynde på den næste. Dagen lang. Når han havde fanget sin rige kundes ansigtstræk, hyrede han en stand in til at sidde for sig, iklædt dennes gevandter. Det var en industri, 1600-tallets svar på Warhols The Factory.
Van Dyck var selv en dandy, der levede stærkt og døde ung. Han var rastløs, et følelsesmenneske, beretter øjenvidner, og han flakkede om. Med sig i kareten havde han sit udstyr og fem tjenere! Han holdt elskerinder, festede og levede i sus og dus. Men han arbejdede også særdeles hårdt for disse goder. Han elskede livet ved de europæiske hoffer. Han forgudede rigdom og luksus. Han døde som 42-årig af anstrengelserne, af mangel på hvile, af vellevned og måske også af frustration over manglende anerkendelse, for det mærkelige er jo, at skønt han var Charles I's protegé - han fik 200 pund om året for at blive knyttet til hoffet som den unge engelske konges hofkunstner, blev slået til ridder i 1632 og desuden fik opgaver til op over begge ører af de øvrige europæiske hoffer og af den romerske kirke - så følte han sig alligevel lettere forbigået i forhold til den 21 år ældre nestor Pieter Paul Rubens, der i årevis fik alle bestillingsopgaver i den rige by Antwerpen. Han måtte fortrække til andre byer som London, hvor han boede i flere omgange og til Italien, hvor han boede i seks år, fra 1621-27, og hvor han mødte den venetianske skoles mestre, først og fremmest Tizian, der inspirerede ham og førte ham videre ad de visuelle raffinementers veje, som var nye og ubetrådte for en flamlænder, der havde lært hos barokmaleren med de kødfulde modeller, Rubens. Skønt Rubens selv var fortrolig med de italienske mestre gennem ophold i det skønne land, så er Rubens' malemåde mere tredimensional, mere skulpturel og voluminøs end Van Dycks mere diskrete og æteriske. Van Dyck er kvindelig, elegant og let, mens Rubens er maskulin, dramatisk og tung, for nu at sige det lidt firkantet.

Allerede som tiårig blev Antoon van Dycks (1599-1641) anlæg for den bildende kunst sat i system og videreudviklet. Han er malerkunstens svar på Mozart. Han kunne male selvbevidst og selvfølgeligt allerede i 12-13 års alderen, som var der tale om en fuldmoden kunstner. Se blot det selvportræt her på siden, som han malede i 1613-14, altså som 14-15-årig. Et billede, fremstillet med fuldstændig sikkerhed. Han betragter os over sin højre skulder, som ser han os i et glimt, som var der tale om et fotografi. Han bruger frækt hvidt til at forhøje virkningen, f.eks. 'opstår' hans krave v.h.a. et enkelt hvidt strøg med penslen, hans hår står i al sin gyldenrødlige glans som flammer rundt om hans rødmossede ansigt med de fine træk, og hans svulmende læber og nysgerrige, kække blik viser en lidenskabelig, men også intelligent ildsjæl.
På det tidspunkt var malerkunsten en af de vigtigste 'industrier' i Antwerpen, malerværksteder leverede altertavler og religiøs kunst til Holland, Tyskland og til Den nye Verden. Malerne var velhavende, og Rubens levede som en prins. Den lille, fine udstilling med tegninger af Van Dyck og hans samtidige vises i Rubens Hus, og der var ingen smalle steder der. Et virkeligt stateligt, men samtidig hyggeligt hus i den typisk nederlandske stil, som vi kender fra Vermeers mange interiørstudier. Her er skakternede flisegulve, robuste spiseborde med tykke orientalske duge, himmelsenge, blyindfattede ruder og et ildsted i hvert rum. En herlig stil, som hvad angår komfort, hygge og skønhed næppe er overgået siden. Rubens byggede til, anlagde en have i italiensk stil og fik opført portaler i italiensk renæssancestil. Intet under, at Van Dyck blev tiltrukket heraf.
Van Dyck var det syvende barn af en velhavende klæde- og silkekøbmand, og har uden tvivl selv boet således. Hans far havde et stort hus på Antwerpens Grote Markt, byens centrale torv ved den store gotiske katedral og med rådhuset, og som tiårig kom han i lære hos Henrik van Balen, formand for Antwerpens malerlaug og ansvarlig for de kunstneriske uddannelser i byen. Pieter Paul Rubens tog ham til sig som sin assistent, da han var ca. så gammel som på omtalte tidlige selvportræt her på siden.

Flandern lå i slutningen af 1500-tallet i krig med Spanien, der på det tidspunkt havde erobret Nederlandene. Det var en krig for økonomisk og religiøs selvstændighed, og det lykkedes for det nuværende Holland at rive sig løs og erklære sig som republik. Holland sluttede sig til den nordeuropæiske protestantisme, mens de sydlige Nederlande, Flandern, måtte overgive sig til Spanien og forblive katolsk. I 1609 blev der sluttet fred, og Philip II af Spanien udnævnte sin datter Isabella og hendes tilkomne, Prins Albert af Østrig, til at regere over Flandern, og de residerede i Bruxelles. Den økonomiske krise med hollændernes lukning af den vigtige flod Schelde, som forbinder Antwerpen med havet og af den deraf stagnerende handel blev efter fredsslutningen vendt til en fornyet økonomisk vækst, der dannede grobund for nye formuer og dermed nye bestillingsarbejder hos byens malere, der udover stormesteren Rubens og hans assistent van Dyck også talte Jacob Jordaens, Gerard Seghers, Caspar de Crayer og Jan Breughel den Yngre, der var van Dycks ven.
Van Dycks var dog andet og mere end portrætmaler. Han bestræbte sig på at blive historiemaler og kirkemaler. Den store udstilling med hans malerier åbenbarer en barokmaler, der formår at inderliggøre Biblens beretninger. Han gav modreformationen et dybt personligt præg, dvs. han betoner jomfru Marias vigtige rolle. Hans stil blev formet i Italien, mest af alt efter indtryk af den venetianske renæssances mestre, og han opnår en sjælden følelsesfuldhed i sine fremstillinger af f.eks. Jesusbarnet. I det hele taget var Van Dyck en gudbenådet børnemaler. Han kunne nemlig med sit fotografiske blik fange deres udtryk og nedfælde det lynhurtigt, som det sker i omstående, henrivende olieskitse af Charles I's døtre fra 1637.
For Antoon van Dyck selv blev det kun til en uægte og en ægte datter. Han nåede lige akkurat at gifte sig og skrive sit testamente, før han stillede silkeskoene. Hans kone, en skotsk født hofdame til dronning Henrietta Maria, Mary Ruthven, fødte ham en datter, og otte dage efter døde van Dyck.
En nær ven til van Dyck, Sir Kenelm Digby, fortalte sin vens liv til italieren Pietro Bellori, der nedskrev beretningen i en bog. Om hans død står der:
"Antoon vendte tilbage til England. Kort herefter døde han i London og overdrog fromt sin ånd til Gud som en god katolik i året 1641. Han blev begravet i Saint Paul's Cathedral, til stor sorg for kongen, hoffet og til evig sorg for alle kunstelskere. Antoon van Dyck efterlod sig kun lidet jordisk gods, på trods af al den rigdom han havde optjent, han havde brugt det hele på at leve overdådigt, mere som en prins end som en maler."

*'Van Dyck maleren' kurateret af Christopher Brown fra National Gallery i London i Antwerpens Kongelige Museum for de Skønne Kunster, til 15. aug. Herefter i Royal Academy of Arts i London 11. sep.-10. dec.
*'Landskabsskitser og akvareller af Van Dyck og hans samtidige' i Rubens' Hus, Antwerpen, til 20. aug.
*'Van Dyck - en talentfuld grafiker ' i Museum Plantin-Meretus/Stedelijk Prentenkabinet, Antwerpen til 22. aug. Herefter i Amsterdams Rijksmuseum, 9. okt. 1999-9. jan. 2000

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu