Læsetid: 6 min.

Vejen til sandheden

20. maj 1999

Nyt fra forskningen. Første større danske livtag med ét af den moderne europæiske filosofis hovedværker

Disputats
Ét er at tænke, noget andet er at tænke filosofisk. Til forskel fra hverdagens tanker og forestillinger om dette og hint, er den filosofiske refleksion kendetegnet ved, at den også har tækningen selv som genstand, og kritisk undersøger muligheden for sikker erkendelse. Hvad hverdagens bevidsthed tager for givet, at der er nogenlunde overensstemmelse mellem tanker og genstand, er i filosofien ofte årsag til store principielle besværligheder.
Den såkaldte transcendentalfilosofi, der vender blikket fra erkendelsens genstand til erkendelsens selv, kulminerer omkring år 1800, hvor en række tyske filosoffer forsøger at opstille systemer for at afklare spørgsmålet om den menneskelige erkendelsesevne. Et at de mest omfattende og optimistiske svar på dette spørgsmål blev opstillet i G.W.F. Hegels (1770-1831) værk Åndens fænomenologi (1807). Som det er tilfældet med mange af den europæiske filosofis hovedværker foreligger Åndens fænomenologi ikke i dansk oversættelse, og den danske forskning på området er begrænset. I en lang årrække måske også under indflydelse af Søren Kierkegaards vrængbillede af Hegel, som en filosof der troede han kunne gennemtænke hele eksistensen.

Ækvipollensmetoden
Det er således et længe ventet bidrag til indsigt i Hegels filosofiske tænkning, der nu foreligger i form af filosoffen Jørgen Hugglers disputats om Hegels skeptiske vej til den absolutte viden. En analyse af Phänomenologie des Geistes.
Som titlen antyder er det særligt to sider af Hegels bog, der har afhandlingens interesse. Dels Hegels skeptiske måde at argumentere på, dels en bestemmelse af det Hegel kalder absolut viden.
I første del af afhandlingen analyseres den særlige argumentationsstrategi, som Hegel har valgt. I forlængelse af Oplysningstidens idealer ønsker Hegel at præsentere en måde at tænke på, hvor forudgivne meninger og uholdbare dogmatiske antagelser efterhånden udelukkes. Jørgen Huggler viser hvordan Hegel overtager de antikke skeptiske filosoffers såkaldte ækvipollensmetode, hvor et synspunkt må stå sin prøve ved at blive modstillet et lige så "gangbart alternativt". Vejen til sandheden går på den måde paradoksalt nok ad tvivlens vej, hvor en formodet sandheds gyldighed måles i forhold til dens evne til at klare sig over for alternativer. Hegel håber på den måde, at finde frem til en "ækvipollensfri position", dvs. sandheden. Dermed er naturligvis på ingen måde sagt hvad sandheden er, blot hvordan den efterstræbes. I den forstand er Åndens fænomenologi en diskuterende filosofisk undersøgelse, der finder frem til et sandt (holdbart) standpunkt undervejs. Hegels fremgangsmåde er således karakteriseret ved standpunkter af tiltagende kompleksitet, hvor tidligere antagelser bukker under for mere nuancerede: "Hyppigt i PhG ("Åndens Fænomenologi". red.) kommer det til at fremstå, at genstanden ikke er, hvad den af bevidstheds-positionen blev antaget for at være, ved at Hegel viser, at genstanden for dens viden er mere kompliceret, end den antog". I den forstand går vejen til sandheden over desillusion: man troede det forholdt sig på en bestemt måde, men nu véd man bedre.

Tro og erkendelse
Den skeptiske metode, som Hegel benytter sig af, er en dynamisk tænkning, der hele tiden er indstillet på at revidere sin opfattelse. Et af de fremskridt i erkendelsen som Hegel undersøger mest intensivt er overgangen fra de former for menneskelig bevidsthed, der har 'billedkarakter', dvs. forestillinger og anskueliggørelser, som man kan støde på i religion og kunst, til begrebslig tænkning.
Man mærker tydeligt Hegels opfattelse af det Jørgen Huggler beskriver, som de "sansemæssige forestillingers begrænsede gyldighed", og omvendt Hegels tiltro til den begrebslige tænknings mulighed for at komme bagom sig selv og se sine forudsætninger i øjnene. Begrebet er ifølge Hegel i erkendelsesmæssig henseende garant for et mindre vilkårligt forhold til virkeligheden, end vore forestillinger.
I afhandlingens mest spændende passager gennemgår Jørgen Huggler Hegels analyse af kristendommens måde at forhold sig til Gud på. Også når det gælder tro er Hegel af den opfattelse, at den begrebslige tænkning er mere dækkende i forhold til troens indhold, end forestillinger og fortællinger. Kristendommen forholder sig nok til én overjordisk Gud, men gennem bestemte personer og historiske begivenheder. En tro, der bygger på forestillinger gør sig derfor sårbar over for den beskyldning, at dens gudsforestillinger "blot er projektion af bevidstheden". Hegels ærinde er ikke at opløse den kristne tro. Tværtimod vil han give den et mere sikkert erkendelsesmæssigt grundlag hinsides dens tilfældige historiske iklædning i de kristne fortællinger. Jørgen Huggler taler ligefrem om Hegels "reformulerede Lutherdom".
Uanset at Hegels kritik af kristendommens utilstrækkelighed udspringer af en solidaritet med dens indhold, gør henvisningen til den tyske filosof Ludwig Feuerbachs indvending indtryk: Tager man den kristne forestillingsverden væk, fjerner man samtidig den form, som egner sig bedst for religionens indhold.
For enden af alle disse opgør med forestillingens form befinder sig det Hegel kalder den absolutte viden, som groft sagt er den tilstand, hvor de billeder og forestillinger, der optræder i den menneskelige bevidsthed, er overvundet til fordel for begrebet. Den absolutte viden er således en tilstand, hvor sandheden erkendes uafhængigt af "de lokale, temporale og subjektive omstændigheder under hvilke den fremtræder".

Frihedens filosof
Jørgen Hugglers afhandling holder det akademiske arbejdes kardinal-dyder i hævd: en sproglig stil uden de store armbevægelser, udførlige diskussioner med andre Hegel-fortolkninger, forsigtige konklusioner og dæmpede men vægtige perspektiveringer. I betragtning af den hegelske filosofis sværhedsgrad kan Jørgen Hugglers arbejde med dets nærlæsninger af Åndens fænomenologi blandt andet have den funktion, at åbne for en grundig og kompetent diskussion af værket.
I en vis forstand har Jørgen Huggler valgt at beskæftige sig med en utidssvarende filosofi, eftersom Hegels filosofiske bestræbelse på at tilvejebringe sikkerhed i argumentation og erkendelse var det sidste store heroiske forsøg på - på et systematisk grundlag - at analysere den menneskelige bevidstheds evne til at tilegne sig omverdenen, gennem rationel begrebslig tænkning.
Omkring Hegels død i 1831 skiftede tidsånden markant til fordel for betoningen af, at mennesket ikke er et væsen, der er sig selv gennemsigtigt. På den ene side betonede den gryende naturvidenskab, at mennesket var determineret udefra af natur og samfund, på den anden side betonede den fremvoksende psykologi, at mennesket var determineret indefra af det ubevidste.
Selv om Hegels filosofi, set fra nutiden, foretager en unødvendig indsnævring af fornuften ved at knytte den udelukkende til begrebslig tænkning, og en unødvendig mistænkeliggørelse af kunstens og religionens evne til at sige noget forpligtende og væsentligt, så forbliver han uanset sit rygte en frihedsfilosof. Dén Hegel Jørgen Huggler præsenterer er ikke én der ville beherske verden gennem erkendelse, men én der troede på, at menneskets frigørelse hænger sammen dets erkendelsesevne. Således lever de hegelske intentioner videre efter det idealistiske filosofiske systems død. Eksempelvis ville de færreste i dag formentlig mene det er muligt, at skabe en sikker filosofisk begrundelse for de frihedsrettigheder, der er nedfældet i erklæringerne om menneskerettigheder med Hegels filosofiske redskaber. Ikke desto mindre spiller de en stadig større rolle i politik og økonomi, globalt set.
Uanset hvor abstrakte diskussionerne og hvor fremmedartet sproget i Hegels filosofi i dag kan forekomme, er den i sidste ende et bidrag til forståelsen af "mennesket og dets stilling i naturen og i historien". Hegels bestræbelser på at skabe erkendelsesteoretisk orden i et sansemæssigt kaos bidrager ifølge den sidste bemærkning i Jørgen Hugglers Hegel-afhandling til en forståelse af, hvordan mennesket med sin fornuft "kan gøre sig friere, mindre bundet af uigennemsigtige kræfter, og mere dueligt til at leve i det konkrete, men også åndelige fællesskab med andre mennesker".
Hegels abstrakte samfundsengagement opstiller stadig en standard for nutidig filosofisk tænkning.

*Jørgen Huggler: Hegels skeptiske vej til den absolutte viden. En analyse af Phänomenologie des Geistes. 363 s., 298 kr. Museum Tusculanums Forlag

*Forsvaret finder sted fredag d. 21 maj kl. 14.00 præcis på Aarhus Universitet i Auditorium 025, bygning 324

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her