Læsetid: 7 min.

Verbalt æderi og finsmageri

11. maj 1999

Ved modtagelsen af Statens Litteraturråds pris

TAKKETALE
En af de første gange jeg mødte og talte med en vaskeægte litteraturkritiker - og lad mig her indskyde at jeg ved en ægte litteraturkritiker forstår en person, der som det hedder hos Joyce i The Dead, "elsker at føle på omslaget til nytrykte bøger og blade i dem"; en altid sulten person, der spiser en virkelig god bog, som var den en kage eller en saftig bøf, men som til gengæld er ved at brække sig, når han læser et makværk; en person, der villigt indlever sig i andre menneskers erfaringer, tanker og drømme, men som på den anden side heller ikke går af vejen for at slå bøger ihjel, når det behøves - første gang jeg mødte sådan én, var i januar 1975. Hvad han hed, skal jeg lade være usagt, for jeg vil om et øjeblik besudle hans eftermæle, men vi mødtes hjemme hos mig for at koordinere vor forårsundervisning ved danskstudiet på Islands Universitet. Han ringede fra baren tæt ved og meddelte, at han var på vej, og fem minutter efter sad han hos mig med kaffe og kage. Samtalen gik trægt, overmåde trægt; men efter to timer havde vi da forespurgt og formodet os gennem dagsordenen, så jeg spurgte, om han mon ville have et glas gin. Det ville han gerne. Og med ét undergik manden en sælsom forvandling. Pludselig kunne der snakkes om alt, især om hans glæde ved nye bøger og kærlige omsorg for de gamle. Da vi skiltes, bemærkede jeg, at det dog var formidabelt som han var livet op. "Já," sagde han, "en tókst thú alls ekki eftir thví, ad ég var blindfullur, thegar ég kom?" - Lagde du da slet ikke mærke til, at jeg var skidefuld, da jeg kom?

Den følgende sommer kørte min kone og jeg første gang rundt om Island og kom til en afsides bygd, Borgarfjördur Eystri, på det nordøstlige hjørne af landet. Da vi købte lidt ind i Brugsen faldt jeg i snak med uddeleren, som straks tilkaldte en lokal, som skulle forevise landnamsjorden Bakki. Mens vi ventede på denne guide - det viste sig at være landsbytossen - spurgte manden i Brugsen, hvor jeg i grunden så kom fra, hvortil jeg svarede, at jeg boede "fyrir sunnan" eller sydpå, hvilket både kan betyde på Sydlandet og i Reykjavik. "Nú," sagde han, "ert thú thá fjósamadur?" Så er du måske røgter og fodermester?
Næ, jeg underviste såmænd i litteratur på universitetet. "Nå," sagde han, "så må du kende sønnen fra gården her længst oppe i dalen, han læser biologi." Bagefter fandt jeg et påskud for at spørge om vej på netop dén gård. Senere faldt det mig ind, at dét med at være fodermester egentlig passede meget godt.

Så gik der tre år til. Vi rejste fra Island, og Torben Brostrøm skaffede mig nærmest omgående ind ved Information, generøs som han var og er. Og her har jeg så siden passet mit job som røgter på freelancebasis og muget ud i litteraturen - et hverv, som fordrer, at man ser stort på, om man får lort på fingrene. En smudsig metier, som på Information kan røgtes i tillid og frihed, med mulighed for, at de skrivende, i gode perioder, får gødning, blomstrer og sætter frugt.
Når jeg begyndte denne beretning med at se tilbage på Island, hænger det sammen med, at jeg mener, déroppe at have lært noget væsentligt. Jeg havde slugt bøger fra jeg var 13-14 år, og jeg havde på Københavns Universitet haft helt enestående lærere; men som udsendt lektor kom jeg simpelt hen til at stå véd min glæde ved Danmark og dansk litteratur. Man fungerede som kulturambassadør og forventedes at kunne karakterisere, referere og citere det bedste af det, vi havde med hjemmefra. Man blev set på som dansker og konfronteret med mennesker, der holdt af, elskede er et bedre ord, deres egne forfattere, de levende såvel som de navngivne og navnløse døde.
Jeg husker f.eks. en aften og nat tæt ved Geysir og Gullfoss, en lys og meget våd nat, under et nordisk modersmålslærermøde i slutningen af 70'erne, hvor en nu afdød islandsk sagaforsker og litterat fremsagde hele Jón Helgasons digt fra sin hjemstavn, "A Raudsgili", som det hedder.
I øvrigt samme kvad, som Poul P.M. Pedersen engang sendte i egen fordanskning til Berlingske Aftenavis. Det var ham, om hvem William Heinesen sagde: Her i Tórshavn plejer vi at kalde ham "Det krybende Uldtæppe". Nå, men dette uldtæppe indfandt sig stolt på Det Arnamagnæanske Institut, som dengang havde til huse i Proviantgården, og bad om foretræde hos professor Helgason. Gæsten blev lukket ind, men kort efter røg døren op, og Poul P.M. Pedersen kom løbende ud, skarpt forfulgt af Jón Helgason, som med løftet papirkniv råbte: "Hvis De nogen sinde understår Dem i igen at oversætte et digt af mig, så slår jeg Dem virkelig ihjel!"

Digtere kan være lidt ømskindede. Nok skænker de jo gavmildt deres værk til verden, til hele det læsende fællesskab, og nok pålægger de sig selv, derefter at tænke på noget andet; men de fleste af dem hænger ved deres tekster, som forældre, der kun med ængstelse og omsorgsfuld bekymring ser deres børn blive voksne.
Dén binding må en litteraturkritiker se stort på. Kritikken må i videst muligt omfang glemme producent og produktion for i stedet at forholde sig til produktet og spørge: Kan der læses her? Det indebærer en forpligtelse til at møde værket på dets højeste ambition, uanset om denne er forfatteren bevidst, og det medfører et krav om evne og vilje til her og nu at aktivere alt hvad man har, af receptivitet, verbal forvandlingsformåen, litterær hukommelse, kvalitetssans og smag. Kritikeren må på egne (og andres) vegne turde oprette en kunstnerisk standard, udkaste definitioner, stipulere en norm, trække en grænse.
Og han må kende sin egen begrænsning - f.eks. over for visse forfatterskaber og afarter af litteratur, men også i forhold til kritikkens uskrevne etik, som man desværre bedst tilegner sig ved at forsynde sig mod den, når man går efter manden og ikke bolden, opkaster sig til evighedsdommer over en lang, ihærdig indsats, benytter andres kritik som tremetervippe for sin egen skamløse selvpromovering eller ofrer et skrivende menneskes offentlige ansigt for en sølle ekstrabladsvits.

Kritikken skal trække en grænse, som dårlige bøger vil støde imod og gode springe over, elegant. Og kritikken skal kende sin egen grænse, i ydmyghed over for i morgens velkendte evne til at vælte hele spillet. Det betyder i praksis, at den dag, man på Information skal uddele stjerner eller Pegasusser eller måske vurdere bøger på en vinsmagerskala fra 0 op til 100, så er jeg stået af.
Men når alt dette er sagt, vil jeg også have lov at slå mig selv for munden. For subjektivt set handler litterær kritik ikke om forpligtelser og krav, grænsedragning og fin etik. Det handler tværtimod om læselyst, en yderst sammensat følelsesmæssig og sanselig og intellektuel tilbøjelighed, der når, vi taler om "kortkritik", altså dagbladsanmeldelser, minder om alt muligt andet end lige litteratur.
For nu at tage det tungeste først, så indebærer glæden ved at læse og samtidig vurdere poesi og prosa en vidunderlig frihed til igen og igen at tænke over tilværelsens store spørgsmål: Hvem er vi, hvor kommer vi fra, hvor går vi hen, hvad koster det, og kan man blive syg af det? Og hvis man bliver syg, dør man så af det? Og hvis man dør, kommer man så op eller ned? Og hvis man kommer op, kan man da omsider fatte til bunds, hvad Grundtvig egentlig mente? Og hvis man kommer ned, får man så barskab og aircondition? Kortere og mere seriøst: Der er i litteraturkritik et element af teologi.
Men lysten ved at læse kvalitativt og principielt implicerer også en filosofisk dimension, dvs. kritisk blik på de begreber og kategorier, hvori vi tænker tilværelsen, og afprøvning af nye, øjeåbnende vinkler på det, vi ellers troede at kende så godt.

Hvad nu videre angår læsningens psykologiske og sanselige aspekter, påminder kritikkens lyst kraftigt om erotik i bred forstand. En kritiker må kunne lade sig henrykke og bjergtage, forføre blot på den fascination og kraft, der udgår fra et andet menneskes erfaringer, tanker og drømme artikuleret i værkets formsprog.
Jeg har allerede antydet, at den kritiske konsumption rummer en hel del verbalt æderi og finsmageri. Selv spiser jeg, har jeg nu opdaget, alt - undtagen muligvis kallun - men afskyr fimset gastronomi: "Der var ingenting på tallerkenen, det hele var på regningen," som en berømt fransk opportunist skal have sagt.
Endelig ligger der i den kritiske lyst en vigtig tidsdimension. At omgås nye bøger, tænke over dem, smage på dem, af og til spytte dem arrigt ud, dette foregår hos en dagbladsanmelder som regel under et vist tidsmæssigt pres. Det kan indimellem være rædsomt, men er også befordrende for koncentrationen. Man er i en situation, der ligner de sportsgrene, som defineres ved en skarpt afgrænset bane, en bold eller en puck, to hold, et sæt regler - og så et ur, der tikker mod deadline. Det kan, når kritikken fungerer som sportsgren, kulminere i eufori.
Tak for både prisen og æren. Selv om æren kun holder, indtil man kvajer sig næste gang, føles det vældig befriende, sådan at få lov fra selveste Staten til at blive ved med, hvad man har allermest lyst til.

Serie

Hjemstavn

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her