Læsetid: 2 min.

Vestdanmark tager flere Kosovo-flygtninge

12. maj 1999

Regeringen opgiver at presse Hvidovre, mens flere jyske kommuner gør klar til modtagelse af krigsflygtninge

Mens statsminister Poul Nyrup Rasmussen tirsdag bekendtgjorde, at regeringen har opgivet at tvinge den københavnske forstadskommune Hvidovre til at huse Kosovo-flygtninge, fortsætter kommuner vest for Storebælt med at indgå aftaler med Udlændingestyrelsen om at indkvartere flygtninge.
Kommunerne Brædstrup og Jelling i Vejle Amt samt Ebeltoft i Århus Amt kan i den nærmeste fremtid byde velkommen til et antal Kosovo-albanere.
Dermed bliver de tre kommuner føjet til listen over jysk-fynske kommuner - Randers, Børkop, Odense, Middelfart - som allerede har modtaget eller er ved at gøre klar til modtagelsen af flygtningene.
Efter hvad Information erfarer, er også Fredericia samt en række vestjyske kommuner inde i billedet.
Hvidovres borgmester Britta Christensen (S) havde inden regeringens udmelding tirsdag nødtvungent påtaget sig at indkvartere 50 flygtninge i den tidligere militærforlægning Avedørelejren:
"Jeg må understrege, at vi siger 50 flygtninge - og ikke 51," som hun sagde til Berlingske Tidendes tirsdagsudgave.

Beskæmmet
"Jeg bliver beskæmmet, når en kommune som Hvidovre opkøber en ejendom for at undgå flygtninge," siger Børkops borgmester Leif Skov (S) til Information med henvisning til, at kommunalbestyrelsen i Hvidovre for nylig blev hasteindkaldt for at købe Avedørelejren, efter at Udlændingestyrelsen havde vist interesse for bygningerne.
Børkop Kommune skal indkvartere 400 Kosovo-flygtninge i den tidligere åndssvageinstitution Kellers Park i Brejning - et lille bysamfund med 2.500 indbyggere.
"Vi føler os forpligtet over for det, vi ser i Kosovo, og vi betragter ikke flygtningene som nogen ulempe for kommunen," siger Leif Skov. Han venter de første Kosovo-albanere til Brejning Kristi Himmelfartsdag.
Længere nordpå i Vejle Amt ligger Brædstrup Kommune, hvor Venstre-borgmesteren Preben Andersen er tilsvarende imødekommende:
"Situationen er så kritisk og kaotisk, at vi er nødt til at hjælpe de mennesker her og nu," siger Preben Andersen.

Jelling klar lørdag
Brædstrup Kommune er efter kontakter med Udlændingestyrelsen indstillet på at huse 100-120 Kosovo-flygtninge - fortrinsvis børn, som har mistet én eller begge forældre - på et tidligere amtsligt plejehjem, hvor der for nogle år siden har boet bosniske flygtninge.
Jelling Kommune i Vejle Amt vil allerede fra lørdag være klar til at modtage 40-45 Kosovo-flygtninge i to barakker i en tidligere flygtningelandsby, oplyser borgmester Niels Kjærgaard (V).
"Vi har erfaring fra indkvarteringen af mere end 350 bosniske flygtninge, og det har haft et fornuftigt forløb. Lokalbefolkningen har en positiv holdning til at løse den opgave, vi er blevet pålagt," siger Niels Kjærgaard.
I hovedstadsområdet har Udlændingestyrelsen ud over Avedørelejren i Hvidovre blandt andet interesseret sig for Kommunehospitalet i København og for Dansk Flygtningehjælps kursusejendom Lynæsfortet i Hundested.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu