Læsetid: 4 min.

Hvor Vesten begynder

19. maj 1999

I turistbrochurerne fremstilles Fort Worth, Texas, som en 'cowtown', en gammel 'boom-town' med ægte 'frontier-stemning'. I realiteten er det så som så med The Wild West

Det Vilde Vest
FORT WORTH, TEXAS - Udsigten fra sjette etage på Ramada Plaza Hotel er der sådan set ikke noget i vejen med. Herfra kan man se ind over Forth Worths bymidte, med en seks-otte glassiloer, som stritter op mellem resterne af det, der engang var en driftig lille kvægstation, strategisk velplaceret på The Chisholm Trail, kvægsporet mellem Mexicos grænse i syd og Kansas i nord.
Det er først, da jeg forsøger at åbne døren ud til balkonen, at problemerne begynder. Jeg hiver og slider i håndtaget, inden jeg får øje på det lille skilt: 'Balcony Closed For Your Protection'. Lige præcis hvad det er, jeg skal beskyttes imod, fremgår ikke. Her står man så, midt i et af Texas' historiske knudepunkter, i strålende solskin, spærret inde bag tonede ruder, prisgivet den enerverende summen fra airconditionanlægget.
Fornemmelsen af at befinde sig i en glasklokke forstærkes de følgende dage.
Dengang - i 1850'erne - var Fort Worth sidste chance inden turen gennem det øde Oklahoma for at få provianteret med kaffe, bønner, whiskey og ammunition. Og byen bryster sig da også af sin farverige historie, med blodige indianerkrige, livlige kvægauktioner og de støvede gaders brogede blanding af cowboys, drifters og outlaws.
Det var her, man i 1850 trak en linie ned over prærien og sagde til indianerne, at de bare havde at holde sig vest for stregen - og derved fostrede udtrykket 'out where the West begins'. Det var her, den professionelle gambler Luke Short i 1887 gennemhullede den tidligere sherif 'Long-Haired' Jim Courtright på fortovet foran bulen White Elephant i en af Western-historiens mest berømte pistoldueller. Det var her, The Wild Bunch med Butch Cassidy og The Sundance Kid i spidsen slog sig ned i 1898 for at holde lav profil efter en række vellykkede kup. Og det var her, Bonnie & Clyde tre årtier senere lejede sig ind på Right Hotel i Stockyard District - en af parrets pistoler hænger stadig på væggen i hotelværelset.

Palle alene i verden
I dag kan det imidlertid være svært at få øje på sporene efter byens glorværdige fortid. De fleste steder føler man det, som om skiltet fra balkondøren ikke bare gjaldt hotelværelset, men hele byen: 'Forseglet for Deres sikkerhed'.
Man bemærker det i gaderne. Spadserer man, føler man sig som Palle alene i verden. Trods udmærkede og nærmest klinisk rene fortove er fodgængere stort set et ukendt fænomen. Bortset fra en lille gruppe hjemløse omkring busstationen, der kan finde på at tigge en mønt, når man går forbi, synes alt liv at udspille sig bag skyskrabernes spejlblanke glas. Selv biler er der forbløffende få af i gaderne. En gang imellem fanger blikket en vogn, der lydløst glider ind i et af downtowns utallige parkeringshuse, men ellers er det kun den varme luft, som står og sitrer over den bløde asfalt, mens kontordamerne står på isskøjter i frokostpausen på de indendørs iceskating-rinks i de mange malls.
På Sundance Square - midtbyens omdrejningspunkt - spankulerer byens turistchef rundt, iført bredskygget Stetson og spidssnudede cowboystøvler, men duften af kolort er for længst blæst væk, og vil man se et levende dyr, er man henvist til at tage ud til det historiske Stockyard District, et par miles nord for centrum, der i dag er indrettet som en westernkulisse af olympiske dimensioner.
Her bliver man mødt af cowboys, der velvilligt svinger lassoen eller opfører fortidens skuddueller som situationsspil. Og i Billy Bob's Texas, verdens største honky-tonk, en bar med plads til 6.000 gæster, kan man både lære at danse square dance og overvære autentisk bull-riding, hvilket faktisk er en af de eneste lokale attraktioner, som kan få adrenalinen til at stige bare et par grader. Bagefter kan man gå ud i souve-nirbutikken og købe et par tørrede og udhulede tyrenosser på størrelse med en håndtaske.

Den sidste gunman
Tilbage på hotellet kan jeg se ud over Water Gardens, et parkanlæg, der dækker det område, som tidligere udgjorde den berygtede bydel Hells Half Acre, en ren røverrede af bordeller, spillebuler og saloons.
Det var her, Sundance Kid forelskede sig i en pige i Fannie Porters bordel, den samme pige som under navnet Eunice Gray drev Waco Hotel helt op til 1962, hvor hun omkom i en brand, 77 år gammel. Og det var her, Butch Cassidy planlagde sit sidste store kup, angrebet på Great Northern Train i Montana, en julidag 1901.
I tusmørket kan jeg ane et par mexicanere, der ruller rundt nede i parken i et fordrukkent slagsmål, men ellers ånder alt fred. De romantiske drengedrømme om Det Vilde Vesten fordamper stille og roligt ud under stjernehimlen, og jeg resignerer med en lokalhistorisk bog. Her opdager jeg, at det faktisk slet ikke er så længe siden, at Fort Worth fostrede sin sidste gun man.
Sent om aftenen den 21. november 1963 landede Air Force One i Carswell Air Force Base uden for Fort Worth. John og Jacqueline Kennedy blev kørt ind til Texas Hotel, hvor de tilbragte natten i præsidentsuiten, og næste morgen talte John F. Kennedy til 5.000 Fort Worth-borgere på parkeringspladsen foran hotellet. Han undskyldte, at førstedamen endnu ikke var klar: "It takes a little longer to put herself together. That's why she's prettier than we are."
Senere på dagen kom nyheden. Præsident Kennedy var blevet skudt i nabobyen Dallas. Drabsmanden var fra Fort Worth: Lee Harvey Oswald.
Jeg lægger bogen fra mig og giver mig til at zappe på fjernsynet for at høre nyt om Kosovo. Forgæves. Alle kanaler er optaget af den nationale selvransagelse efter episoden på Columbine High School i Littleton, Colorado. Amerikanerne har deres egen krig at tænke på. En krig, som på en eller anden måde hænger sammen med Fort Worths historie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her