Læsetid: 2 min.

Vismand: Euro'ens fald godt for Danmark

29. maj 1999

Selvom euro'en fik det lidt bedre i går, er der udsigt til nye svækkelser, spår økonomer

Ydmygelsen kan være lige om hjørnet for euro'en. En række økonomer fra verdens største banker spår, at den nye ØMU-valuta meget snart kan nå ned på samme værdi som den amerikanske dollar.
Sker det, vil der være tale om en svækkelse over for den amerikanske valuta på mere end 18 procent, siden introduktion af euro'en den 4. januar i år.
Det sker efter en uge, hvor euro'en nåede ned på at koste 1,04 amerikanske dollar, svarende til en svækkelse på 12 procent siden nytår. Svækkelsen skyldtes denne gang, at EU tirsdag aften gav Italien lov til at ændre målsætningen for underskuddet på de offentlige finanser i år.
I stedet for et underskud svarende til to procent af bruttonationalproduktet er forventningen nu et underskud på 2,4 procent.
Frygten for yderligere budgetlempelser og overskrifter i Financial Times, der talte om den første sprække i stabilitetspagten, fik valutamarkedet til at sælge euro.
Og selvom der fortsat er et godt stykke op til stabilitetspagtens grænse, der siger, at budgetunderskuddet i ØMU-landene højst må være tre procent, forventer de store banker en fortsat svækkelse af euro'en, siger seniorøkonom Ralf Hoffmann fra Deutsche Bank i London.
"Euro'en vil fortsat være svag på kort sigt på grund af den seneste stribe af nyheder, der opfattes som negative af de finansielle markeder. Derfor kan det den meget vel blive yderligere svækket de næste to til tre måneder," siger Ralf Hoffmann til Information.
Han tror ikke, at prisen for en euro bliver mindre end prisen på en amerikansk dollar, men betegner det alligevel som en nærliggende mulighed. Det samme gør Michael Saunders, europæisk cheføkonom i den amerikanske investeringsbank Salomon Smith Barney.
"Det ser ud til, at folk stadig ikke har forstået, hvor stærk den amerikanske økonomi er i forhold til den europæiske. Derfor vil svækkelsen af euro'en fortsætte," siger han til Information.
Mest markant er valutastrateg Jane Foley fra det britiske finanshus, Barclays Capital. Ifølge Frankfurter Allgemeine Zeitung, forventer hun, at euro'en bliver svækket til 0,97 dollar.

Redningsaktion
De udsigter bryder ingen af de 11 ØMU-lande sig om. Og den tyske centralbank, Bundesbank, sendte derfor sin øverste chef på redningsaktion i går. Ifølge det finansielle nyhedsbureau Bloomberg, sagde Bundesbank-præsident Hans Tietmeyer, at Tyskland ikke ønskede en yderligere euro-svækkelse.
Det løftede kursen på euro over 1,05 dollar. Men måske kortvarigt, vurderer BG Banks cheføkonom, Keld Holm: "Den psykologiske fristelse for at teste niveauet omkring en dollar for en euro er meget stor for markedet. Og derfor kan den foreløbige svækkelse meget vel blive selvforstærkende."
Det er til gengæld godt for Danmark, påpeger den økonomiske overvismand, professor Niels Kærgård fra Landbohøjskolen, København.
"Da den danske krone følger euro'en tæt, gør en svækkelse i forhold til den amerikanske dollar Danmark mere konkurrencedygtig. Vores varer bliver billigere i udlandet, og det er til gavn for den danske betalingsbalance. Selvom økonomer har ry for altid at være bekymrede, får man får jo nærmest et lille positivt smil på," siger Niels Kærgård.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her