Læsetid: 14 min.

100 år for barbariet

26. juni 1999

Det 20. århundrede blev det mest morderiske i verdenshistorien. På højden af sin udvikling slog det moderne menneske flere medmennesker ihjel i krig, end man har gjort i alle tidligere århundreder tilsammen

Det 20. århundrede startede smukt. I en ånd af fred og fremskridtstro, båret oppe af videnskabelige og teknologiske landvindinger og af intellektuel og kulturel kreativitet.
"Jeg hæver mit glas," sagde den russiske balletmester Sergej Diaghilev i 1905. I en skåltale for "et af de største øjeblikke" i historien, ved udsigten til den ny og ukendte kultur som det moderne menneske var i færd med at skabe.
Det 20. århundrede sluttede i blod. En mand i Kosovo fortæller:
"En gruppe på seks mænd kom og tvang kvinderne og børnene ud af husene. Den første nat brændte de over 50 butikker og 35 huse. De tog 11 mænd og slog dem ihjel, og i nogle tilfælde skar de deres kroppe i stykker. De smed ligene på gaden, så alle kunne se dem. Ingen vovede at fjerne dem."
Hvordan kunne det gå sådan? Hvordan kunne en civilisation, der står på den historiske højde af sin udvikling i teknologisk og økonomisk forstand, give grobund for rendyrket barbari? Rigere end nogensinde, mere oplyste og bedre i stand til at kommunikere med hinanden myrdede mennesker løs på hinanden. Med knive og køller, forblindede af had. Eller med køligt, computerprogrammeret overlæg og laserstyrede missiler.
"Det 20. århundrede demonstrerede, at fremskridt og barbari kunne eksistere side om side," skriver den britiske historiker Clive Ponting i sin store bog om århundredet, The Pimlico History of the Twentieth Century.
"Hvis jeg skulle opsummere det 20. århundrede, så ville jeg sige, at det skabte de største håb, som menneskeheden nogensinde har næret - og ødelagde enhver illusion og ethvert ideal," har den britiske musiker Yehudi Menuhin sagt.
Det er ikke en proportionsforvrængning. Ikke et optisk bedrag under indtryk af aktuelle rædselsberetninger fra Balkan. Det 20. århundrede blev det uden sammenligning blodigste i menneskehedens brogede historie.
"Det mest morderiske århundrede i historieskrivningen, både med hensyn til omfanget, hyppigheden og varigheden af den krigsførelse, der fyldte det," skriver den store britiske historiker Eric Hobsbawm i mammutværket Ekstremernes århundrede.
Selv fraregnet de to verdenskrige - som naturligvis ikke kan fraregnes - myrdede flere mennesker hinanden i dette århundrede end i noget forudgående.

Det amerikanske Worldwatch Institute har i en aktuel rapport, Ending Violent Conflict, samlet den eksisterende viden om ofrene for menneskehedens væbnede konflikter op gennem historien. Tallene fortæller, at skønsmæssigt 3,7 millioner mennesker blev ofre for krige gennem de første 1.500 år efter Kristi fødsel. Det var perioden med Romerrigets storhed og fald, med folkevandringer og sammenstød i Europa, korstogenes 'hellige krig' og Hundredeårskrigen mellem Frankrig og England.
I det 16. århundrede indebar krige 1,6 mio. ofre og i det 17. århundrede 6,1 mio. døde - med Trediveårskrigen i Europa som den blodigste. Det 18. århundrede bragte bl.a. den franske revolution, begyndelsen på Napoleons-krigene og i alt syv millioner dræbte. Det 19. århundrede blev vidne til Opiumskrigen mellem Kina og England, Krim-krigen mellem Rusland og Tyrkiet, den amerikanske borgerkrig, en blodig krig mellem Paraguay og Brasilien-Argentina, Preussens krig mod Frankrig m.fl. I alt 19,4 mio. mennesker satte livet til, ifølge opgørelsen fra Worldwatch Institute.
Lægger man disse ofre for 1.900 års militant menneskelig dårskab sammen, så får man et samlet tabstal, som udgør en trediedel af det antal mennesker, vi har slået ihjel i statskrige og borgerkrige inden for de seneste hundrede år. Ser man på hele menneskehedens lange historie, kan man roligt fastslå, at det århundrede, som nu lukker, og som på en række felter markerer det højeste udviklingstrin i artens historie, har bragt flere krigsofre end det sammenlagte antal ofre i alle tidligere århundreder, siden vi kravlede ned fra træerne.
Worldwatch sætter antallet af krigsofre i det 20. århundrede til ca. 110 millioner, Clive Ponting angiver150 mio. som det sandsynlige tal, mens Eric Hobsbawm siger 187 mio. døde. Eller et krigsoffer hvert 20. sekund, uafbrudt fra århundredets start til dets slutning, hvis man har hang til absurde gennemsnitsbetragtninger.
En relevant kommentar er, at jo flere mennesker der er på kloden, desto flere er der naturligvis også til at slå ihjel og blive slået ihjel. Eftersom Jordens befolkning vokser, behøver et stigende antal krigsofre således ikke nødvendigvis at afspejle en øget brutalisering.
Også det har de grundige folk på Worldwatch Institute gransket. Med det facit, at hvor krige i det 16. århundrede medførte 3,2 dødsfald pr. 1.000 verdensindbyggere og det 18. århundrede 9,7 pr. 1.000, så eskalerer barbariet i vort århundrede til 44,4 krigsofre pr. 1.000 indbyggere.
Konklusionen er uundgåelig: I det 20. århundrede har mennesket udviklet sig til det mest voldelige og aggressivt krigsførende væsen i historien. Summen af årtusinders menneskelig erkendelse og visdom parret med evnen til at skabe mere velstand og velfærd end nogensinde har tilsyneladende bragt et moderne menneske, der har vist sig mere barbarisk, mere primitivt og mere opfyldt af dødsdrift end nogensinde.

Et århundrede er et langt og omskifteligt tidsrum, og kloden rummer mangfoldige kulturer, varierende samfundstyper og forskelle i historisk bagage. Der har været perioder med relativ fred, perioder med uafbrudt krig, ligesom der er egne af kloden uden konflikt og samtidig regioner med stedse uro eller krig. Derfor er det fristende at afvise, at der overhovedet er fællestræk og karakteristika for århundredet og for den hele klode, som kan bidrage til at forklare barbariet.
Som f.eks. Erling Bjøl påpeger i bogen Hvorfor krig?, er det en standende debat blandt historikere, om man skal søge makro- eller mikroskopiske forklaringer på voldelighederne, om den enkelte krig skal ses i lyset af overordnede, fælles udviklingstræk i tiden eller om den snarere skal tilskrives konkrete begivenheder i en given situation.
Tallenes tale er overvældende. Mens der i den lange periode fra år 1500 og frem til det 20. århundredes begyndelse kan registreres i størrelsesorden fem krige med mere end én million ofre, så omfatter vort århundrede følgende liste af krige, konflikter og folkedrab i millionklassen: Første Verdenskrig, den russiske borgerkrig, Anden Verdenskrig, den kinesiske kulturrevolution, Koreakrigen, Vietnamkrigen, krigen om Biafra, krigen i Cambodia, Bangladesh' løsrivelseskrig, krigen i Afghanistan, borgerkrigene i Mozambique, i Sudan og i Rwanda.
Hertil en lang, lang række af 'mindre' krige og væbnede konflikter mellem lande eller internt i enkeltlande - i disse år foregår der omkring 30 sådanne morderiske opgør rundt om på kloden. Deres forskelligheder til trods er det svært at frigøre sig fra fornemmelsen af, at der - også - ligger fælles, makroskopiske udviklingstræk bag barbariet.

En iøjnefaldende faktor, som er speciel for vort århundrede og kan være med til at forklare det stigende antal blodige konflikter er den voldsomme befolkningstilvækst. Der lever i dag fire gange så mange mennesker på kloden som ved århundredets begyndelse. Ved indgangen til det ny årtusind bliver der hvert år næsten 95 millioner flere om at dele de goder og udfoldelsesmuligheder, kloden tilbyder. Op igennem århundredet er forskellige egne af kloden i stigende grad kommet under pres på grund af de voksende befolkningsmasser. Og når et sådant forstærket pres på landbrugsjorden i givne områder, på fødevareforsyningen, på mulighederne for at skaffe sig bolig og beskæftigelse kombineres med nationale, etniske, religiøse eller historiske modsætningsforhold, med umodne eller korrumperede politiske systemer, så er vejen kort fra frustration til voldelig konflikt - borgerkrig eller statskrig. De nødlidende masser udpeger sig syndebukke eller gør oprør mod lederne. Eller lederne starter ekspansionskrige for at aflede opmærksomheden eller sikre nationen større råderum.
Selv om velstanden er steget kolossalt i det 20. århundrede - industriproduktionen er f.eks. vokset med en faktor 40 - så er nøden det også. Gabet mellem rige og fattige - lokalt, regionalt og globalt - er vokset.
"I 1960 havde de 20 procent i toppen af det globale samfund en indkomst, der var 30 gange indkomsten hos de 20 procent i bunden. I begyndelsen af 1990'erne havde de 60 gange så meget," noterer Worldwatch Institute.
40 millioner mennesker menes i øjeblikket at dø om året af sult eller sygdomme betinget af under- og fejlernæring.
"For de fleste af de mennesker, der levede i det 20. århundrede, er der ikke megen tvivl om, at tegnene på fremskridt blev overskygget af det regulære barbari, der karakteriserede deres daglige liv," skriver Ponting.

I Afrika, hvor den procentuelle vækstrate for folketallet er så høj som tre procent om året - ti gange vækstraten i f.eks. Europa - er gennemsnitsindkomsten og den personlige levestandard faldet i en række lande. Presset på det naturgrundlag, der skal sikre føden, er tilsvarende steget, og dét skaber et underliggende pres, en utilfredshed grænsende til desperation, som er med til at forklare de blodige folkedrab og krige i bl.a. Mozambique, Sudan og Rwanda i århundredets sidste årtier.
Etniske modsætninger og politiske lederes magtbegær er sikkert af samme karakter som før i historien, men de tilføjes i stigende grad en dimension af kamp om det materielle og naturgivne eksistensgrundlag. Bestemt af det stigende folketal og af de politiske systemers manglende evne eller vilje til at fordele de eksisterende goder og fremskridt.
Filosoffen Hannah Arendt formulerede allerede midt i århundredet det synspunkt, at befolkningsvæksten og dét, at folk bliver jord-, hjem- og arbejdsløse, skaber en oplevelse af, at livet - folks eget liv og andre menneskers - bliver mindre værd. Man er overflødig, ikke til nytte. Hvilket sænker tærsklen for, hvornår man forgriber sig på naboen eller nabofolket, og hvornår man er villig til at risikere sit eget devaluerede liv i voldelige forsøg på at tilkæmpe sig plads, ressourcer eller bare en position, en form for kontrol med tilværelsen. Ligesom det sænker totalitære lederes tærskel for overgreb på f.eks. etniske og religiøse mindretal i nationen. Om Balkan er overbefolket, kan nok diskuteres, men den økonomiske og sociale nød, som primært af andre årsager - bl.a. de økonomiske sanktioner mod Jugoslavien - er tiltaget voldsomt i 1990'erne, er set i denne optik med til at forklare såvel Milosevic' tilskyndelse til at forfølge og fordrive det Kosovo-albanske folk som hans soldaters og paramilitære banders villighed til at slagte landsmænd, herunder mennesker der førhen måske var naboer.
"Det er svært at fatte en sådan tanke," skriver Hans Magnus Enzensberger i essayet Med udsigt til borgerkrigen om tesen om menneskets faldende værdi for den totalitære leder, for naboen og for det enkelte menneske selv som funktion af befolkningspres og pres på ressourcer, jobs og boliger.
"Men det er ikke kun befolknings-, migrations- og flygtningestatistikken, som viser, hvor trangt det er blevet på planeten. Også hverdagen demonstrerer det. Arbejds- og hjemløsheden, megalopolernes forvandling til slum, overfyldte lejre og skibe viser igen og igen i hvert fald det ubevidste, at vi er for mange, og den blinde reaktion på det er en psykotisk slåen om sig til alle sider," skriver Enzensberger.
Man forsøger at skaffe sig af med de overflødige, konkurrenterne - hvad enten det er Kosovo-albanere, serbere, hutuer, tutsier. Eller indvandrerfamilien på den anden side af Nørrebrogade, fordi den har tilranet sig de parkeringspladser, man mente selv at have krav på.

En afgørende anden forklaring på det 20. århundredes ekstreme blodighed er den teknologiske udvikling. Den teknologiske evne til at slå mennesker ihjel er blevet fantastisk forøget. Hør bare - for nu at tage en Kosovo-frisk beskrivelse af dagens såkaldte 'smarte våben', fra det amerikanske militærs egne eksperter:
"I 1944 måtte 108 B-17 fly kaste 648 bomber for at ødelægge et punktmål. I Vietnam krævede et tilsvarende mål 176 bomber. I dag kan nogle få præcisionsstyrede våben klare jobbet."
Den enkelte bombe, det enkelte våben har fået langt større præcision og destruktionskraft. Og da hverken arsenalerne eller villigheden til at bruge af dem i en given krig er blevet mindre - NATO foretog over 30.000 raids under Kosovo-krigen - er det samlede potentiale for at ødelægge og slå ihjel blevet mangedoblet.
Ser man på udviklingen siden århundredets start, så var f.eks. så fredelige opfindelser som jernbanedriften og bilen medvirkende til, at Første verdenskrg blev så blodig. Evnen til hurtigt at transportere tropper og våben til fronten muliggjorde f.eks. slaget ved Verdun, hvor to millioner mand kæmpede og en million blev ofre. Før toget og bilen var den slags ikke muligt.
Flyvemaskiner og u-både muliggjorde tilsvarende i århundredets første årtier krigsførelse og drab på måder og med en effektivitet, som menneskene i det 19. århundrede var afskåret fra eller forskånet for. Radar, telekommunikation, computere, elektronik og laserteknologi er andre nye, i deres væsen civile, teknologier, som op gennem århundredet har effektiviseret krigsførelsen og nedslagtningen af fjenden.
Hertil kommer så de egentlige våben. Stadig større rækkevidde, stadig større præcision, stadig større gennemslagskraft. Og stadigt flere af dem. Siden Anden Verdenskrig er der f.eks. taget 650 nye missiltyper i anvendelse i krige verden over. Og, vurderer Worldwatch, i sammen periode brugt skønsmæssigt 3.500 milliarder dollar på international våbenudvikling. Sådan må det gå, når de militære instrumenters kompleksitet og formåen hele tiden forøges - dagens angrebsfly koster f.eks. 2.000 gange så meget at fremstille som de, der blev brugt under Anden Verdenskrig - omkring 45 mio. dollar er prisen på det F-117 Stealth-fly, som USA fik skudt ned i starten af Kosovo-krigen.
Ved indgangen til 1990'erne toppede de samlede globale militærudgifter ved et beløb på 1.300 milliarder dollar årligt - mere end udgiftsniveauet, da Anden verdenskrig var på sit højeste. Og villigheden til at sprede de effektive, moderne våben til alverdens krigsherrer og terrorregimer synes ubegrænset. Våbenhandlerne sælger i disse år for omkring 43 milliarder dollar årligt.

Man kunne sige, at såvel den demografiske som den teknologiske udvikling er selvstændige udviklingstræk, som viser sig at øve indflydelse på krigsførelsen op gennem århundredet. Man kunne også spørge, om der er mere direkte forhold omkring det moderne menneskes adfærd og normer, der kan forklare, hvorfor vi i det mest avancerede århundrede også er blevet de mest ihærdige dræbere?
Hans Magnus Enzensberger er en af dem, der peger på krigens ændrede karakter. Han taler om en 'Ny Verdensuorden', der står i borgerkrigens tegn. De krige, hvor man blæste til angreb i en ideologis eller tros tjeneste, er stort set forsvundet. Lige så de ærefulde slag, hvor parternes tropper så hinanden og døden i øjnene og kæmpede med åben pande. Endog stormagtskrigene er - efter Anden Verdenskrig - ophørt. I dag er krig en beskidt affære uden æresbegreber, med rov og plyndring som afgørende drivkraft, og med civile som de primære ofre. Det er borgerkrige og eskalerende etniske konflikter, der præger billedet. I perioden 1989-97 var kun 6 ud af 103 væbnede konflikter internationale. Og hvor 70 procent af ofrene under Anden verdenskrig var civile, anslås 90 procent af ofrene for 1990'ernes konflikter at være civile.
Kosovo-krigen og før den krigen i Bosnien har - ligesom borgerkrigene i Afrika og Afghanistan - med alt for stor tydelig demonstreret, hvordan snigskytteangreb, drab og lemlæstelse af kvinder og børn hører til den moderne krigs orden.
Gerningsmændene er blevet "autister" siger Enzensberger. ikke drevet af overbevisninger, men af blindt had og destruktionstrang. "Volden har gjort sig fuldstændig fri af ideologiske begrundelser," skriver han.
Destruktionstrangen og dødsdriften kan opstå og forstærkes i selve den grusomme krigssituation - også amerikanske soldater i f.eks. Vietnam har i breve, samlet i bogen An Intimate History of Killing af Joanna Burke, vedgået at have voldtaget fjendens kvinder og at have opnået voldsom lystfølelse ved at se fjenden blive lemlæstet. Men Enzensbergers synspunkt er, at destruktionstrangen, fraværet af værdier og det at ville leve i nuet uden tanke for konsekvenser og uden tanke for fremtiden - at det er karaktertræk, der kommer før selve krigshandlingen.
Det er et træk, der karakteriserer mennesket - dvs. mange mennesker, alt for mange mennesker - ved det 20. århundredes afslutning. Den såkaldt meningsløse vold begået mod sagesløse snarere end mod rivaliserende bander i verdens storbyer er udtryk for præcis samme slags borgerkrig, ført af mennesker som i den moderne verden er blevet ramt af "overbevisningssvind" og autisme. Af lige dele destruktionstrang og selvdestruktionstrang, en blanding af had til det bestående og selvhad.
"Massakren er blevet underholdning" skriver Enzensberger - både den man ser andre udøve og den, man selv tager del i.
Og autismen rammer også magthavere. Hvordan skal man ellers forstå Slobodan Milosevic, som nu i et årti målrettet har styret sit land mod ruin. Ingen politisk overbevisning, intet program kan forklare, hvad der driver en præsident til med uhørt konsekvens at ødelægge sit land, sit folk og sin egen langsigtede position. Man kan tale om serbiske stormagtsdrømme, men en intelligent mand som Milosevic må kunne indse - i det mindste efter Bosnien - at hans fortsatte fremfærd må føre til ruin. Milosevic kan kun forstås på samme måde som den moderne borgerkrigs andre autister kan forsås: Som opfyldte af øjeblikkets magtberuselse. Fordi det ikke er til at få øje på andet at lade sig opfylde af.

Når den civiliserede vestlige verden i humanismens navn går ind og blander sig, er det ikke det samme. Men på visse punkter ligner det. NATO gik i krig for at forsvare menneskerettighederne, men man glemte rettighederne for de mennesker, som blev ofre for bomberne. Civile i Kosovo og Serbien. Enten direkte bombeofre eller ofre fordi deres arbejdspladser, deres infrastruktur, deres boliger og deres lands økonomi blev bombet. Når det blev sådan, var det fordi også NATO-landene har forladt nogle af krigens æresbegreber.
Den samme fejhed, som præger snigskytterne og voldtægtsmændene i de serbiske rækker, gør sig gældende, når NATO ikke tager kampen mand til mand på marken, men kaster sin dødbringende sæd fra skyerne og rammer soldater, kvinder og børn næsten i flæng. Fra 5.000 meters højde bliver fjenden en abstraktion og voldsmanden immuniseret. At dét kan få lov at passere kunne også ligne en konsekvens af den autisme, Enzensberger påstår har grebet det moderne samfund.
På et andet plan kunne man også kalde det en slags autisme eller i det mindste manglende evne til medfølelse, at EU for et tiår siden bidrog til situationens gradvise degenerering på Balkan, da man efter Murens fald valgte at bruge kræfterne og pengene på at uddybe det eksisterende EU-projekt for de allerede 'frelste' lande. I stedet for at udvikle i bredden og tilbyde Balkan den deltagelse og den velfærdsfremgang, som måske kunne have afværget ødelæggelsesprocessen.
På randen af det 21. århundrede er det den globale og individuelle mangel på medfølelse, fraværet af holdepunkter og tvivl om værdier, der i den globaliserede markedsøkonomis tidsalder repræsenterer den største risiko for, at det ny århundrede fortsætter i det gamles blodige spor. Med autister og nødstedte i fortsatte desperate og ødelæggende opgør og de begunstigede enten tilbagetrukne i deres velfærd eller svævende som retfærdighedens grusomme engle højt over ofrene.
Som Clive Ponting slutter sin bog:
"Med udgangspunkt i den måde, verden udviklede sig på i det 20. århundrede og med fordelingen af økonomisk og politisk magt ved århundredets afslutning vil verden gennem de kommende årtier fortsat være karakteriseret af fremskridt for en minoritet og barbari for det overvældende flertal."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu