Læsetid: 3 min.

I 1950'ernes glasklokke

11. juni 1999

Pleasantville er langt henad vejen en beåndet, underfundig fantasi om konformitetens
blide tyranni

NY FILM
Efter The Truman Show kommer Pleasantville. Igen en spidsfindig samfundsvision, der udfolder en pletrenset idyl-utopi - her den amerikanske tv-drøm om det regelrette, evigt solbeskinnede lillebyliv i parcelhuset bag stokroserne og det hvide stakit.
Pleasantville sigter ikke så ambitiøst og aktuelt som The Truman Show, idet den vender blikket tilbage mod 1950'erne og faktisk selv har en rem af den nostalgi, som den nutidige hovedperson, den unge, lettere nørdede teenager David ligger under for.

Fortidslængsel
David er til op over begge ører besat af den sort-hvide tv-serie Pleasantville fra 1950'erne, der skildrer livets forudsigelige gang i Lidenlund.
Når man som David er et skilsmissebarn i en aids-tid med dommedagsvarsler om ozonlagsnedbrydelse, er det ganske nærliggende at drømme sig tilbage til et fortidigt uskylds-univers, som det tager sig ud i sitcom-serien Pleasantville - uden tanke på, at den slags eskapisme dengang havde Anden Verdenskrig, Den kolde Krig og atombomben som forudsætning.
Grundiéen er så, at David og hans erotisk livlige søster Jennifer transporteres fra nutidens USA over i dette stivnede tv-univers, hvor mappe-far altid kommer hjem fra arbejde sent på eftermiddagen, forklæde-mor altid står parat med maden, basketballholdet altid vinder, og sex simpelt hen ikke eksisterer.
Manuskripforfatteren Gary Ross - kendt for Big og Dave - debuterer som instruktør og får umiddelbart en masse finurlige pointer ud af at konfrontere David og Jennifer med denne komisk karikerede udgave af 1950-konformitet.
David er i starten bange for at bryde den isolerede lilleverdens iboende love, intet i denne statiske idyl må forstyrres, mens Jennifer skaber forhøjet puls med sine erotiske initiativer, og snart er balancen brudt.
Og gradvis udvikler filmen sig til en udviklingshistorie om at opdage sanser og intellekt, kunst og kærlighed, nysgerrighed og eventyrlyst, inden for rammerne af en småtskåren, ensrettet verden, hvor konservatismen efterhånden må ruste op og derved får et totalitært skræmme-anstrøg.

Farvernes frembrud
Da filmen først - lidt knirkende - har fået de to søskende transporteret fra den banale virkelighed over i det sort-hvide tv-univers, arbejder Gary Ross et langt stykke af vejen frydefuldt inspireret med et koncept, der har mindelser om mangt og meget - fra Woody Allens Den røde rose fra Cairo til Francois Truffauts Fahrenheit 451 - men alligevel rammer sin egen meget indtagende, naivistisk eventyr-tone af drømmeagtig forundring.
Ikke nok med, at Ross spidder trivi-seriestilen med underfundig præcision: eventyret får en poetisk dimension, når han sætter farve på den sort-hvide fladhed. Roser bliver røde, paradisets æble grønt, og Davids mor ændrer i sansernes rus status til colored, med alt hvad det indebærer af diskriminationsfare. Bøgernes tomme sider fyldes magisk med skrift, og rockmusik sætter gang i træge kroppe.
Filmens musikbrug er iøvrigt sjældent velmotiveret, fra Gene Vincents udødelige Be-Bop-A-Lula til - mere subtilt - Take Five med Dave Brubecks kvartet.

Pragtpræstationer
Samtidig ændrer Bud status og modnes til at blive lederen af borgernes uundgåelige oprør mod byens livsfornægtende love og bornerte diktatur.
Her glider filmen over i en mere ordinær udviklingshistorie, der rigeligt skematisk fordeler rollerne mellem gode og onde. Og da først farverne og livsglæden har fået overtaget, kunne man godt have ønsket en afsmitning på Ross meget afmålte, checkede stil. Lidt mere anarki og gnist i instruktionen havde klædt filmen i denne sidste trediedel, hvor der i stedet prædikes lidt for mange selvfølgeligheder.
Men skuespillerne redder meget hjem. Tobey Maguire, der huskes fra The Ice Storm, er tiltalende ufrelst som David, og Reese Witherspoon med pekingeserprofilen og de mobile panderynker er en utraditionel, pudsig udgave af byens frække pige.
Men det er de ældre medvirkende, der bedst rammer fablens underfundige poesi. Jeff Daniels' blide drugstore-ejer, der gradvis opdager et kunstmaler-liv udenfor rutinerne. Joan Allens underdanige husmor, som rummer en sanselig kraft, der kan sætte et træ i brand. Og sidst, men ikke mindst William H. Macys dybt desorienterede, rørende husfar, der ikke begriber et muk af det hele og efter sin kones bortgang henvises til at leve af oliven på glas.

*Pleasantville. Instruktion og manus: Gary Ross. Am. (Dagmar, Scala, Palads, Drive In Bio, Lyngby Teatret)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her