Læsetid: 2 min.

70'erne på dåse

14. juni 1999

Jamiroquai sørger for, at det ikke kun bliver ved minderne om discoens årti

NY CD
En gang blev Mick Jagger spurgt, hvad han syntes om Rolling Stones' plader i 70'erne. Det vidste han ikke, hvad han skulle svare til, da han simpelthen ikke kunne huske, hvad han havde lavet i det årti.
Det forholder sig en del anderledes med 29-årige Jason Kay, den Ferrari-glade leder af gruppen Jamiroquai. Selv om han kun var en lille knægt dengang, har han slået sig op på en musik, der benytter sig så meget af 70'ernes stilarter, at man skulle tro, han i sin barndom havde fået skiftet ble på et diskotekstoilet. Det indtryk får man af den storsælgende plade Traveling Without Moving fra 1996 og på den nyeste, Synkronized. Den er hele vejen igennem funky og groovy, svingende og gyngende, så det til sidst bliver alt for meget.
Indledningsnummeret og første singleudspil, "Canned Heat", er som de fleste af de andre på pladen et veltunet popnummer med en sexet bundrytme krydret med strygere. Rytmen lugter af Sly & The Family Stone og de forlorne strygerarrangementer af Jeff Lynnes superorkester Electric Light Orchestra.
De vulgære violiner har sine steder en ganske melodisk effekt, men i nummeret "Butterfly" bliver det simpelthen for meget.
Jamiroquais insisteren på at introducere selv de værste levn fra discoens første år er ofte farefuldt tæt på det vamle.

Originalitet savnes
Referencerne står med andre ord så meget i kø for at komme frem, at man i nogle af numrene godt kan have svært ved at se, hvor Jamiroquai selv står i den sammenhæng. Der er ingen tvivl om, at musikken virker her og nu og formidler en intimitet, der passer godt til diskotekernes små dansegulve, men i forhold til sidste plade er de gode popsange i undertal.
Bemærkelsesværdigt er det således, at de numre, der for alvor skiller sig ud, er dem, hvor Jamiroquai løsriver sig fra fortiden eller i det mindste føjer lidt til. "Destitute Illusions" med Toby Smiths dybe keyboard er et afslappet intermezzo inden "Supersonic" toner frem. Et nummer med en brusende rytme, bygget op omkring Wallis Buchanans spil på didgeridoo, det australske blæseinstrument med den karakteristiske rungende lyd.
Endvidere findes "Deeper Underground" som bonus på CD'en, Jamiroquais i forvejen kendte hit fra sidste år. Dette pragtfulde nummer drives også frem af Smiths keyboard og er eneste lyspunkt i Roland Emmerichs rædselsfulde øglefilm Godzilla fra sidste år.
Men det er ikke nok til at skjule, at Synkronized er en svag plade, da Jamiroquai åbenbart kun synes at være i stand til at gentage i forvejen godt afprøvede koncepter.
Som Povl Kjøller for et par år siden var manden i centrum herhjemme for en nærmest skræmmende dyrkelse af fortiden, er Jamiroquai retropoppens førstemand, der på godt og ondt gør alt for at 70'erne ikke bliver glemt.

*Jamiroquai: Synkronized. Produceret af Al Stone. Sony Music. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her