Læsetid: 2 min.

Afgang og undergang

7. juni 1999

Bob Brookmeyers danske elever, det andet og (foreløbig?) sidste hold fra Rytmisk Musikkonservatoriums komponistlinje, præsenterede nye værker

KONCERT
Normalt anmelder vi ikke elevkoncerter, men det der onsdag aften foregik i jazzhuset, var heller ikke nogen almindelig elevkoncert. De ni danske komponister, som ved denne lejlighed præsenterede nye værker, er alle fuldt professionelle musikere med adskillige år i det offentlige musikliv bag sig.
De er da også kun elever i den forstand, at de har fulgt den amerikanske jazzkomponist og -arrangør Bob Brookmeyers to-årige overbygningsuddannelse på Rytmisk Musikkonservatorium. En uddannelse på det p.t. højest tænkelige internationale niveau, i overensstemmelse med det der jo fra starten var ideen med det rytmiske konservatorium.
Uddannelsen har spændt fra big band musik til mere eksperimenterende besætninger, ofte med overskridelse af genregrænser.
Aftenens første afdeling præsenterede derfor fem værker, som alle anvendte strygekvartet i kombination med varierende jazzbesætninger. Ret homogent i Jesper Riis' "Rainworks" for strygekvartet plus rytmegruppe; helt jazzfjernt, kompositionsmusikalsk i John Høybyes "Dialogus" og Niels Gerhardts "Goju", den sidste med fem blæsere tilføjet; mere jazzmusikalsk i Jørgen Lauritsens "Krystal og mørke" og Ture Larsens "The Boot on the Other Foot for a Change", begge med Copenhagen Art Ensemble tilføjet.
Selv om musikken i de to sidste stykker åbnede sig mere og i det sidste endog gav plads for en fritrytmisk klaversolo, var første afdeling dog som helhed præget af meget stram, partitur- og direktions-bundet musiceren næsten uden soloer.

Uden strygerne
Også i anden afdeling blev der dirigeret unødigt meget, ofte som ren tempo-markering, hvad man jo havde Copenhagen Art Ensemble's fremragende rytmegruppe til. Alligevel var det, som om et låg blev taget af, da Art Ensemblet (udvidet til fuld big band besætning) helt overtog tribunen. Musikken kunne nu løfte sig, ånde frit, rive med, hvor velgørende.
Og mens Maj-Britt Kramers "The Ocean Never
Sleeps" forblev en anelse mumlende i udtrykket, uden rigtigt at komme i sving, og T.S. Høegs "Mista BB, You Pushed My Wall" til trods for uortodokse detaljer ikke levede op til komponistens sprællemands-direktion, så var afdelingens første og sidste stykke til gengæld koncertens mest levende.
Maiken Ingvordsens "Urban Angel" kom med sit friske mellemtempo som næsten en åbenbaring oven på pausen og det forudgående, og Tomas Francks "Origo" havde den vitalitet, som også bærer komponistens tenorsax-spil. Franck var den eneste af komponisterne, der også var solist i sit eget stykke, men de andre havde fremragende hjælp fra bl.a. pianisten Thomas Clausen, saxofonisterne Claus Waidtløw og Lotte Anker, kornettisten Kasper Tranberg og trommeslageren Anders Mogensen.
Så på godt og ondt blev koncerten en bekræftelse af kompositions-uddannelsens relevans og af det helt uacceptable i, at den hermed nedlægges. Det vender vi tilbage til.

*Rytmisk Musikkonservatoriums komponistlinjes afgangskoncert 1999 i Copenhagen JazzHouse onsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her