Læsetid: 7 min.

Afrikas blødende hjerte

14. juni 1999

Forhandlinger om fred i Congo begynder snart. Men freden har ikke mange chancer
i De Store Søers område, som er sunket ned i et morads at etnisk had, lovløse grupper og fattigdom

FREDSFORSØG
Der bliver næppe sat punktum for blodsudgydelserne i Den Demokratiske Republik Congo, når ledere fra alle lande i det centrale Afrika efter planen mødes til fredsforhandlinger i Zambias hovedstad, Lusaka, 26. juni. Selv om lande som Rwanda, Angola og Uganda tilsyneladende har fået kolde fødder i forhold til den nu ti måneder lange borgerkrig, så er billedet så broget og interesserne så stærke, at freden har lange udsigter.
Den 1. juni annoncerede den afgående sydafrikanske præsident, Nelson Mandela, at der skal holdes et topmøde om krigen i Congo (tidligere Zaire). Krigen har kostet tusinder af mennesker livet blandt andet som følge af massakrer f.eks. mod tutsier i august 1998 og mod hutuer i januar i år. Samtidig er mindst 50.000 mennesker ifølge FN's flygtningeorganisation, UNHCR, jaget på flugt.
Borgerkrigen har øget den regionale spænding, da ikke mindre end otte lande ud over Congo er indblandet. Congos præsident, Laurent Kabila, har på sin side Namibia, Angola, Zimbabwe, Chad og Sudan. Oprørsbevægelsen Den Congolesiske Sammenslutning for Demokrati (RCD) har Uganda, Rwanda og Burundi på sin side. Da freds-topmødet blev lanceret sagde Mandela:
"Hverken Kabila og hans allierede eller oprørerne og deres allierede kan vinde denne krig. Konflikten koster mange menneskeliv, og det er på denne baggrund, at behovet for en fredelig løsning står meget klart."
Uganda og Rwanda har tidligere på året erklæret ensidig våbenhvile, men der er stor usikkerhed om, hvorvidt de bliver overholdt. Regeringen i Angola har rigeligt at gøre med at føre krig mod UNITA-oprørerne og har stort set trukket sig ud. I Zimbabwe, som efter sigende bidrager med omkring 10.000 soldater, er der stor intern modvilje mod fortsat engagement blandt andet på grund af store tab. I Congo er Kabila trængt af de udenlandske allieredes dalende engagement, en nedslidt hær og et ry blandt dele af befolkningen for at være værre end forgængeren, despoten Mobuto. Oprørsbevægelsen RCD plages af intern strid om magten.
Der er med andre ord nogle forhold, der presser i retning af en våbenhvile, som der er lagt op til forud for mødet i Lusaka.
"Parternes krigstræthed, og det at situationen virker så fastlåst, kan øge chancen for indgåelsen af en våbenhvile-aftale i Lusaka. Bare det at få Laurent Kabila til at forhandle med oprørerne, som han hidtil har nægtet, vil være et skridt fremad," siger lederen af Center for Afrikastudier i København, professor Holger Bernt Hansen.
I dag er Congo de facto delt i et Øst- og Vestcongo, men en officiel deling af landet bliver næppe gennemført.
"Siden de afrikanske lande fik deres uafhængighed i 1960'erne har de fastholdt grænserne for dog at have et holdepunkt. På den baggrund, og da OAU (Organisationen for Afrikansk Enhed, red.) sidder med ved forhandlingsbordet i Lusaka, så er det usandsynligt, at vi vil se en deling af Congo. Måske en forbundsstat med udstrakt selvstyre, men det er dog heller ikke særligt sandsynligt. Det mest realistiske er nok, at man får en våbenhvile med en de facto deling af landet. Under våbenhvilen vil Kabila-siden så formodentlig stiltiende acceptere, at Uganda og Rwanda opretholder en sikkerhedszone i det østlige Congo, så de kan forhindre hutu-militser i at lave indfald ind i deres lande," siger Holger Bernt Hansen.

Speget affære
Krigen i Congo illustrerer på mange måder den mudrede situation i De Store Søers område (Congo, Burundi, Rwanda, Uganda, Kenya og Tanzania). Bortset fra Tanzania har landene interne konflikter, der påvirker hele den regionale situation. Katalysatorerne for kampene i området er ikke så meget ønsker om ægte demokrati med mindretalsbeskyttelse.
"For 30 år siden satte oprørere etiketten socialisme på deres kamp. I dag siger alle, at de kæmper for demokrati. Det gælder også oprørerne i Congo, der reelt kæmper for magt, egen- og lokalinteresser," siger Bernt Hansen.
Årsagerne til konflikterne i De Store Søers område er ifølge forskellige kilder især:
*Flygtninge. Hutuer fra Rwanda herunder især de fanatiske og bestialske soldater fra Interahamwe-militsen har især siden folkemordet i Rwanda i 1994 huseret i den østlige del af Congo og angrebet ind i Rwanda og Uganda. Flygtede tutsier fra Burundi og Rwanda har også gennem mange år pustet til ilden i regionen.
*Etniske spændinger. Det er en gængs opfattelse, at der stort set kun lever tutsier og hutuer i Burundi og Rwanda. Men fakta er, at disse to grupper også findes i det østlige Congo, det sydlige Uganda og det vestlige Tanzania.
Oprindelig var betegnelserne hutu og tutsi mere kaste-betegnelser end etniske betegnelser. Tutsierne var de bedrestillede kvægbrugere, mens hutuerne var de fattigere jordbrugere. Det vil sige, at en hutu kunne blive til en tutsi, hvis han fik kvæg i større målestok.
Kolonimagten Belgien øgede imidlertid forskellen mellem de to dominerende grupper, og efter kolonimagtens tilbagetog har politiske grupperinger i begge grupper øget den etniske identitet med blodige massakrer til følge som i Burundi 1972 og Rwanda 1994. I dag sidder tutsier på magten i Rwanda og Burundi, og de formår at holde hutu-majoriteten nede. Her er altså grundlaget for en kamp mod udelukkelse fra det politiske og økonomiske liv samt en historisk bevidsthed i begge grupper, der fører til hævndrab og stor mistænksomhed.
Forskere taler om "tutsi-problemet" og drager en parallel til jøderne. Her er et mindretal af veluddannede og velstående mennesker, der vil have deres eget land. Før man finder en eller anden model, som kan sikre beskyttelsen af tutsi-minoriteten, så bliver der ikke fred i De Store Søers område.
*Fattigdom. Indkomsterne, levealderen og alfabetisme skraber bunden i landene. Ifølge FN ligger landene fra plads nr. 143 og nedefter på listen over 174 lande.
Ifølge Institut for Fredsforskning i Oslo har der fra 1989 til 1997 været 40 krige. 22 af disse fandt sted i det sydlige Asien og Afrika syd for Sahara, og det får instituttet til at konkludere, at der er en sammenhæng mellem fattigdom og væbnede konflikter.
*Økonomiske interesser. Statsledere og deres inderkredse i området har særdeles store økonomiske interesser på spil, og mange af dem er grådige. Rwanda og Uganda tjener godt på borgerkrigen i Congo. Ikke blot via eksport af guld og diamanter, men også på simpel plyndring af områder. Ugandiske soldater har hærget helt op til 1.000 km. ind i Congo.
For at finansiere krigen har Laurent Kabila efter sigende pantsat store dele af mineindustrien til zimbabwiske forretningsfolk, som i dag siges at kontrollere det meste af det statslige mineselskab Géramines. Det er angiveligt en væsentlig del af forklaringen på, at Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, fastholder, at fattige Zimbabwe trods store tab skal fortsætte med at have soldater i Congo.
*Grænserne. Da kolonimagterne delte Afrika i mellem sig, blev grænserne trukket efter, hvem der havde kontrol med hvad. Dermed blev mange etniske grupper delt ud på forskellige lande, hvilket til stadighed skaber kontroverser.

EU og USA udenfor
Konflikterne i området har de seneste år fået lov til stort set at sejle deres egen sø. EU, USA og FN så passivt til, mens hutuer slagtede tutsier og moderate hutuer i Rwanda i 1994. Der var heller ikke indblanding, da tutsier gik til angreb på flygtningelejre i Congo i 1996. Oprørskrigen i Congo mod diktator Mobuto blev støttet på sidelinien af USA, mens den nuværende borgerkrig foregår uden større indblanding fra Europa eller USA.
Lysten til og mulighederne for indgreb i afrikanske konflikter bliver mindre og mindre. For eksempel har USA brændt fingrene i Somalia og FN i Angola.
I et indlæg i Information tidligere på året skrev seniorforsker ved Center for Udviklingsforskning, Gorm Rye Olsen, om opgøret i Afrika med arven fra kolonitiden:
"Opgøret drives frem af sin egen indre dynamik, hvor omverdenen - og ikke mindst Europa - vil være henvist til rollen som tilskuer. Europæerne kan få lov til at levere nødhjælp og katastrofebistand, mens den langsigtede udviklingshjælp mere og mere mister sin betydning."
Bernt Hansen er ikke enig og siger:
"Jeg er ikke helt så opgivende i forhold til udlandets muligheder for at påvirke situationen i Afrika. Men det er korrekt, at vi har meget få redskaber. Vi kan kun tage små skridt ved for eksempel at arrangere forsoningsmøder. Noget af det mest effektive ville være at få standset de store våbenleverancer til Afrika, men det er næppe realistisk."

FN stiller ikke op
Hvis det ender med en våbenhvileaftale i Lusaka, så er der stillet forslag om udstationering af en fredsbevarende styrke fra FN.
"Jeg tror ikke, at FN vil stille fredsbevarende styrker til rådighed. Men en civil mission kan måske komme på tale eventuelt i samarbejde med OAU," siger Bernt Hansen.
En våbenhvileaftale for Congo kan også meget vel vise sig at være værdiløs, for det er langt fra givet, at de mange forskellige fraktioner af hutuer, tutsier og lejesoldater i det østlige Congo vil efterleve den. I tidsskriftet Current History skriver Afrika-eksperten, tidligere professor ved University of Florida, René Lemarchand, om krigen i Congo:
"Mosaikken af bevæbnede fraktioner er den ubekendte faktor i denne krig, og den kan blive den uventede bremseklods, hvis og når fredsforhandlinger kommer i gang. Det liberianske scenarie er den analogi, som springer i hu. I mellemtiden, mens etnisk had rodfæstes, og hævndrab fortsætter uhindret, desto sværere bliver det at få våbnene til at tie og stoppe nedstigningen til helvede."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her