Læsetid: 4 min.

Et anfald af mismod

19. juni 1999

KALENDER
DER ER IKKE noget så kedeligt som at kede sig. Det er normalt en påført tilstand, under møder, ensformigt arbejde, tvungne ventetider uden stimulanser. Nogle mennesker elsker at stå i kø, for selskabs skyld eller i forventningens glæde, andre harmes over at skulle bruge tid på det og bruger da tiden til at harmes. Det er dog altid et indhold. At havne i hjælpeløshedens ensomhed i venten på selve tidens udløb er en truende moderne skæbne.
I den tidlige ende af livet, mens store børn venter på at blive større, kan utålmodighedens kedsomhed indfinde sig for at fordrives med idelige cykelture, rastløse handlinger uden mål, bedøvende druk og almindelig ubalance. Hvis ikke fantasien og tanken tager over, kræver man underholdning.
"Hvad angår kedsommeligheden i kirken, så giv mig hellere en rødkælk eller en peripatetisk kat," skrev Samuel Butler (1835-1902) i sin notesbog uden nærmere at uddybe ønsket. Han reagerede mod sin præstelige far og mod viktorianismens hele ånd i skrift og tale, måske mere end i livsførelse. Han lærte af en kammerat et kneb at kende under skolens morgenbøn. Drengen, der knælede over for ham, ansigt til ansigt, lavede de nydeligste små bobler af sit spyt og sendte dem til vejrs med tungespidsen ligesom sæbebobler en miniature. Samuel Butler traf aldrig siden nogen, der var i stand til at frembringe frit svævende spytbobler, og det lykkedes heller ikke for ham selv at tilegne sig kunsten trods 55 års ihærdig træning. "Men det er i virkeligheden den slags ting, der råder bod på gudstjenestens kedsommelighed, mens ingen af de messebøger, jeg hidtil har set, kan gøre noget som helst andet end at forøge den."

AT BØRN gennem tiderne har kedet sig bravt under gudstjenester er der mange belæg for ud over synet af fnisende kordrenge. At multiplicere de gyldne salmebogsnumre på væggens tavler, er en kendt øvelse, hvis man har sans for tallege. Selv foretrak jeg i hine tider at studere fugerne mellem de røde munkesten, lade blikket skabe labyrintiske mønstre eller forfølge sporet af usynlige vandreres svimlen ad de knækkede hvide veje højt op mod hvælvingerne i Kalundborgs femtårnede kirke. Uendelige ruter, mens prædikenen slæbte sig af sted i de små mundboblers klerikale syntaks.
Far Verden, far vel! Jeg kjedes nu længer at være din Træl! lød det med Kingos mæle. Jeg er nu ikke vis på, om den salme var på repertoiret som andet end mundsvejr. Den højere længsel bort fra verdslighedens tant var ikke lige de gode borgeres sag, opsat som de var efter den kirkelige opbyggelse at komme hjem og gøre forretninger om mandagen.

MEN MED LÆNGSEL har den meste kedsomhed at gøre. Forsvinder længslen, er tungsindet tilbage. Ked, kede, kedelig, kedsommelig, kedsomhed er fyldige opslag i Den Store Danske Ordbog. Kedsomhedsbegrebet spiller en såre aktiv rolle i sproget med mange herlige litterære eksempler. Også Encyklopædien er med på kedsomhed, med den flammende definition: "Den sindstilstand man er i, når man keder sig," oplyst af et Søren Kierkegaard-citat fra hans Diapsalmata, hvor den spleenramte æstetiker slanger sig på sofaen: "Jeg ligger henstrakt, uvirksom; det eneste, jeg ser, er Tomhed."
Denne tomme, impulsløse tilstand virker selvfremkaldt og dermed interessant, så betydningsfuld, at dette selvreflekterende Jeg må udtrykke tilstanden, skrive den med retorisk verve. I tomheden ser han jo det hvide, appellerende papir. Han er også påståelig tæt på den sidste af de syv dødssynder, acedia, åndelig sløvhed. Der er noget animerende ved dødssynder.
Encyklopædien fortæller om energifremkaldende tomhed, og med smag er en rhesusabe valgt som eksempel. Når en sådan anbringes alene i en lukket kasse, udfolder den stor opfindsomhed i at finde åbningsmekanismen til et lille vindue, hvorfra den vil kunne se, hvad der sker udenfor. Flidens belønning. Man kunne jo også have nævnt Leonora Christina, der stavlede noget sammen, så hun kunne komme op til gluggen og se, hvad der skete på pladsen foran Blåtårn.
Det kunne hedde længsel, livsvilje, karakterstyrke som hun at bære mere end en snes års isolationsfængsel. At have en sag som Nelson Mandela. Andre politiske fanger får stjålet deres liv. Der skal i almindelighed ikke så lang tid til i dansk retspraksis, før der indtræder mentale forstyrrelser hos den indsatte.

NÅR TOMHEDEN uden for isolationen er endnu større end indenfor, har vi skræmmebilledet af den moderne civilisation, som f.eks. Samuel Beckett fremstillede den i Slutspil: Hamm i rullestolen, Clov travende hvileløs omkring i rummet, forældrene resignerede i skraldespanden. Stilstand, repetition, ulidelig gentagelse af øde ritualer. I væggen en glug, hvor Clov engang imellem stiller en stige hen for at se ud i tomheden.
Havde det været i dag, var det vel en tv-rude med amerikansk docusoup. Der er kedeemner nok, når virkelighedens rædselsdramer tager slut og er glemt. Måske er det derfor, mange søger en kirke med mere skinnende bobler end dem, den anden Samuel, ovennævnte Butler, fik syn for.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu