Læsetid: 6 min.

Barak satser på de religiøse

29. juni 1999

sraels ministerpræsident forsøger at danne koalition med de tre religiøse partier: Men bitter strid i det ultraortodokse Shas-parti besværliggør opgaven for Barak

I
TEL AVIV - De ti mandater, vi havde før valget, var hundrede gange mere værd end de 17 vi står med i dag," sagde en aktivist fra det israelske ultraortodokse parti Shas forleden til Information. Kilden foretrækker at være anonym, for udtalelsen dykker lige ned i en bitter strid - både i og uden for partiet - som han klogeligt ønsker at holde sig fri af.
Ved valget til Knesset den 17. maj var Shas den mandatmæssigt store vinder, men efterfølgende blev det hurtigt tydeligt, at de 460.000 stemmer måske kunne blive vanskelige at omsætte i gangbar politisk mønt. Hvilket på mange måder har vist sig at være sandt, for et par af partiets ønske-ministerier er allerede gået dem næsen forbi.
Men Shas anser ikke slaget for tabt, selvom den store eufori efter valgsejren forlængst har lagt sig og er blevet afløst af et mere nøgternt syn på de politiske realiteter.
Israels kommende ministerpræsident, Ehud Barak, gik til valg på et budskab om ny folkelig samling: "Jeg agter at være hele Israels ministerpræsident", fastslog han flere gange før og efter israelerne gik til stemmeurnerne, hvor vælgerne viste ham sin tillid og samtidig gav Benjamin Netanyahu en gevaldig næse for sin fastkørte slingrepolitik.
Men Baraks Arbejderparti, som i overensstemmelse med den nye kurs havde skiftet navn til Eet Israel, sejrede ikke mindst på løftet om at gøre kort proces med de religiøse partiers uforholdsmæssigt store indflydelse.

Satser på religiøse
Ehud Baraks tidsafmålte frist for at danne regering er gået ind i sin sidste uge, og lidt overraskende ser det nu ud til, at han søger at få alle tre religiøse partier med i sin koalition. Det Nationalreligiøse Parti har gennem den seneste tid i en vis udstrækning lagt bosætterbevægelsen og sine ultranationalistiske synspunkter bag sig, og Forenet Torajødedom fortsætter med at have en strengt ultraortodokst religiøs dagsorden.
Shas derimod fører sig aggressivt frem med ambitioner om at blive det dominerende parti, som ønsker at sætte et religiøst præg på mange sider af den israelske dagligdag, og de føler sig sikre på at have den fornødne folkelige opbakning.

Social protestbevægelse
"Shas er ikke noget traditionelt religiøst parti, men en slagkraftig social protestbevægelse," siger Avi Diskin, professor i politologi ved Det hebraiske Universitet i Jerusalem.
"Da den opstod i midten af 80'erne mødte den stor sympati på grund af det sociale arbejde, som stadig er bevægelsens fundament. Men samtidig er det netop dette, som har bidraget afgørende til at uddybe modsætningsforholdet mellem landets ashkenasiske elite (europæiske jøder, der havde magten i de første år efter Israels grundlæggelse, red.) og de mindrebemidlede sefardiske jøder (som kommer fra den arabiske verden, red.), under dække af at være en sekulært-religiøs konflikt. Dette er hovedproblemet for Barak."
Ehud Barak gik i høj grad til valg på domsfældelsen af Shas' frontfigur gennem de sidste ti år, Arye Deri, en sag og en person, som er vigtig for at forstå fænomenet Shas.
Som indenrigsminister i begyndelsen af 90'erne sørgede Deri for en ikke helt legal overførsel af store kommunale midler til det Shas-kontrolledere fond El HaMaayan. Herfra finansieres partiets store sociale arbejde, bl.a. et selvstændigt skolevæsen, som udover religiøs undervisning appellerer til landets sefardiske arbejderklasse ved at tilbyde gratis skolefritidsordning og flere andre ydelser, som går langt ud over, hvad det offentlige kan præstere.

Heltestatus
Deri er født i Marokko i 1957. I hjembyen Meknes sprang han tre klasser over og kunne afslutte grundskolen som 9-årig. Men da familien kort efter ankom til Israel for at starte en ny tilværelse viste det fremherskende arbejderzionistiske skolevæsen ingen forståelse for for den usædvanligt velbegavede dreng, og satte unge Arye i tredje klasse, selvom han egentlig skulle have været i fjerde. Dér kunne man ikke lære drengen noget.
Deris forældre var, som de fleste marokkanske indvandrere, traditionelt religiøse, og selvom de var langt fra den ultraortodokse jødedom, tog de glade imod tilbuddet fra en ashkenasisk yeshiva om at tage sig af drengens videre uddannelse. Det samme skete for hundredevis af andre sefardiske indvandrere, der hermed i religionen fandt et passende middel til at give igen overfor den traditionelle zionisme, som de følte havde forstødt dem.
Dermed var koblingen mellem Israels forarmede og frustrerede sefardiske arbejderklasse og ultraortodoks jødedom på plads, og da Shas kom til verden i 1986 opstod hurtigt en slagkraftig social protestbevægelse bag partiets ultraortodokse ydre.
Til dette mål egnede den unge, velbegavede Arye Deri sig godt, og en kometkarriere gennem partiapparatet til
indenrigsministerposten i 90'ernes begyndelse skaffede ham hurtigt heltestatus i brede dele af befolkningen.

Holder gryden i kog
Som forudsætning for at tage Shas i betragtning i koalitionsforhandlingerne stillede Ehud Barak tidligt i forløbet partiets åndelige leder, tidligere overrabbiner Ovadia Yosef, overfor et svært valg: enten måtte han fjerne sin protegé Arye Deri fra politisk indflydelse, eller også måtte han glemme alt om at komme ind i det gode selskab.
Shas' mange vælgere havde tilkendegivet deres støtte til Arye Deri, som uanset hvordan man vendte og drejede det blev anset som den forfulgte uskyldighed.
Efter et mislykket forsøg på alligevel at holde Deri nær magtens centrum bag kulisserne, måtte Ovadia Yosef tage endnu en nedværdigelse ved at gå til præsident Ezer Weizman for om muligt at få dennes benådning af Deri til at stille partiet gunstigere. Weizman afslog benådningen.
"At Shas efter denne ydmygende behandling ikke foretrak en plads i oppositionen kan kun forklares ved partiets behov for at holde sig ved magten for fortsat at kunne finansiere de mange sociale aktiviteter," fortsætter Avi Diskin. "Det var simpelthen vigtigt for dem at holde gryden i kog."
Dette synspunkt har der imidlertid været delte meninger om inden for Shas, og for første gang nogensinde har man set intern splid i partiet og åbent oprør mod Ovadia Yosefs beslutninger.
Den ene fløj har i overensstemmelse med den åndelige leder og Deri arbejdet for en plads i Baraks koalition, mens den anden har kunnet se fordelen i at holde sig i opposition og dermed styrke udgangspunktet til næste valg om fire år.
"For Barak har overvejelserne været nogenlunde de samme. Han får visse vanskeligheder ved at forklare beslutningen om at tage Shas med i regeringsamarbejdet, især over for hans mange russiske vælgere, som kom til i protest mod Netanyahus leflen for de religiøse partier. Men på den anden side er det taktisk klogt at tage Shas med, for ikke at give dem mulighed for at vinde nyt politisk terræn på beskyldninger om sekulært, ashkenasisk hovmod."

Ministerposter tildelt
I løbet af weekenden afsatte Ehud Barak to af de ministerier, som Shas har insisteret på, til anden side.
Undervisningsministeriet er gået til den diametrale modpart, Yossi Sarid fra venstrefløjspartiet Meretz. Og det russiske indvandrerparti Israel BaAliya har fået lovning på indenrigsministeriet, hvor det besluttes om en indvandrer er jøde eller ikke.
Dette er et punkt, hvor navnlig Shas længe har haft et horn i siden på den russiske indvandring, som påstås at have ført mange ikke-jøder til Israel.
Tilbage står tilbud om nogle ministerier, som set med Shas-briller er langt mindre værdifulde, og set i lyset af hvor store kameler Shas har måttet sluge for at nå så vidt, vil kun tiden vise om Ehud Barak har magtet at lægge låg over den truende religiøst-sekulære konflikt og ny splittelse i befolkningen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her