Læsetid: 6 min.

Bauhaus Berlin (II)

5. juni 1999

Intermetzo

Man gnider sig i øjet - og én gang til - thi hvor man stod på sin mødige fod i fjor og bivånede en kaotisk byggeplads med kraner, betonblandere og hektisk aktivitet også om søndagen - og som forrige år igen var et hul i jorden - rejser sig nu en ny bydel med træbevoksede gader, bedagede træer som de har hentet på roden, rislende kanaler med broer, pladser med caféer - stole og borde på fortovet i den varme forsommersol - et overdækket, uoverskueligt stort, rigt befolket indkøbskvarter, et musikteater og folkeliv.
Og nye gadenavne: Marlene Dietrich-Straße bl.a. Det skulle hun bare vide, at byen hun forlod i vrede og fortvivlet afmagt over Goebbels' barbari nu ligefrem har skænket hende en hel ny gade. Natklubber i hendes navn er her også og et overdimensioneret spillekasino, der vidner om - man må jo tilgodese visse forhåndenværende fordomme - tyskernes organisationsdille. Alle spil af enhver art bragt sammen i én arkitektonisk struktur under et særpræget post-postmodernistisk selvbærende tag med skrue. Værsgo og gambl! Man må gå ud fra at de vilde fugle af faget finder mere skumle omgivelser i dyrkelsen af denne last, som Hans Fallada skildrer hårrejsende i Wolf unter Wölfen fra 30'erne. Den tidligere frontsoldat, frikorpsmand og platugle Wolfgang Pagel lader sin skæbne - i forvejen uløseligt knyttet til den berlinske inflationære undergangsstemning - afgøre af croupierens forræderiske kugle. Fra spil til spil styrer - eller rettere styres - hovedpersonens fjed mod undergangen. Såfremt Wolfgang Pagel senere ville have orienteret sig i de centrale kvarterer, hvorfra han søgte ud til elendige spillebuler i Oranienstraße, bag Alexander Platz og i Prenzlauer Berg og passerede kendte knudepunkter i byen, ville han i et utal af år efter sammenbruddet kun have fundet en flad ruinmark gennemskåret af en pervers mur.

Her lå ellers oprindeligt et af Pagels og hans medborgeres holdepunkter i bylandskabet, som få havde fantasi til at forestille sig Berlin foruden. Men topografien blev som bekendt onduleret til det uigenkendelige. Hele denne del af Berlin simpelthen forsvandt, hvilket jo er smerten ved dette sted. De færreste troede vel, at det nogensinde mere ville lade sig genrejse.
Men hvor det opgivne Potsdamer Platz - sin tid således et af kæmpebyens nervecentre - gik til grunde, er åbnet et nyt. Generøsiteten og hasten, hvormed det et sket, lover et og andet for fremtiden. For her er allerede rart at være. Spørgsmålet er kun, om der er folk nok.
Det hævdes at være tilfældet. I dette ubegribeligt omfattende byggeri har Berlins bystyre indpasset en boligmasse, der så vidt oplyst svarer til en normal gennemsnitsbeboelsesprocent.
Det hævdes - skeptikere vil se det, før de tror det - at disse mål for enhver pris vil blive overholdt, for det er en god gammel erfaring, at det ikke nytter at forsøge at skabe liv i et vedtaget nybyggerområde ved blot at udflytte kulturinstitutioner og andet af slagsen.
Uanset at foreliggende berlinske fladmark faktisk lå i den absolutte midte af en millionby, er livindpustning en håbløs affære, såfremt man ikke i takt hermed bygger boliger og skaber grundlag for dét levende liv, som kun sovende mennesker om natten i deres egne senge paradoksalt nok kan bibringe stedet.
Tilsyneladende er vor hjemlige byplanlægning på vej ud i den sædvanlige fadæse i Ørestaden. Danmarks Radios ambitiøse byggeplaner derude tilsyneladende støttes af regeringen, fordi man har problemer med at gøre Amager-projektet bymæssigt troværdigt. I fald disse planer ikke kombineres med en helt anden byggedynamik og beboelsestrang, som for en umiddelbar betragtning er svær at forestille sig, har disse planer alle muligheder for at ende i goldhed, slukket og lukket efter fem.
Et nyt Københavns Universitet og en efter danske forhold gigantisk digitaliseret med tiden overflødig multimedievirksomhed med eller uden koncertsal og eventuelle operafaciliteter ændrer ikke den kendsgerning at folk på besøg eller på arbejde eller studier om dagen i den del af ydre Amager skynder sig hjem og sover dér om natten.
Det bliver der ingen by af og livet i Ørereden et postulat. Man bliver træt ved tanken om endnu engang at skulle opleve disse aldrig færdige institutionsbyggepladser, hvor hjem- og rodløse funktionærer flakker rundt og bliver stadig mere fremmede for livet uden for. Ikke at forglemme den dynamik disse gigantinvesteringer og en divisioneret universitetsindhusning kunne tilføre et i forvejen søvnigt københavnsk - åndsliv er måske for meget sagt - men så liv da.

Så vidt det kan skønnes, har berlinerne som antydet undgået grundlæggende brølere i denne egentlige genopførelse af byen efter krigens katastrofe. For første gang er der jo sammenhæng i bestræbelserne og et samlet potentiale i baglandet til en ny hovedstad.
Spørger man sig selv, hvor pengene skal komme fra - et uundgåeligt spørgsmål for en dansk bonderøv på visit hos Den Store Bastian - finder man delvis svaret i Berliner Gropius-Bau. Den fine, dristigt restaurerede udstillingsbygning fra o. 1880, tegnet og opkaldt efter - ikke den rigtige Gropius, der hed Walter, og som var ham der foruden sit arkitektoniske nybrud med Bauhaus var gift med Alma Mahler, You know - men onklen Martin - rummer for tiden: Einigkeit und Recht und Freiheit. Wege der Deutschen 1949-1999. Med andre ord en retrospektiv udstilling om tyskernes såvel fælles som adskilte historie fra republikkens eller republikkernes start for 50 år siden til genetableringen af den gamle rigsdagsbygning som centrum for det fællestyske demokrati og Berlin som hovedstad.
Udstillingen er delt op i en fænomenologisk og en kronologisk etage. Tilsammen udgør dette ikke ubetydelige museumsareal en instruktiv indføring i nobolandets frygt, elendighed, fornedrelse, besættelse, deling, ny begyndelse og genrejsning. Dels i den kiksede bonde- og arbejderstat i øst, dels i det superproduktive, mirakeløkonomiske velfærdssamfund med indbyggede brudflader og rå kapitalisme i vest. Det sidste forekommer mest relevant, når spørgsmålet om pengene til den igangværende renovering af Hauptstadt Berlin til stadighed må stilles af den benovede besøgende.
Ved en hastig gennemgang af de erhvervsorienterede udstillingsafsnit i Gropius-Bau, går det op for beskueren, hvis vedkommende ikke vidste det, at vesttyskernes økonomiske styrke i den grad - og siden Marshall-hjælpen satte skub i skivet - har været karakteriseret af en iøjnefaldende selvforsyning: alt fra teskeer til tandlægeboremaskiner, fra læderremme til luksusbiler, fra kunstige græsplæner i ruller til genteknologi, fra barnevogne til højhastighedstog (når det da ikke går galt) har de præsteret i hastigt afsættelige mængder.

Det tyske samfund ligner i virkeligheden Joakim von And, der næppe tilfældigt er af tysk herkomst. Selv da Anders And engang bliver betalt af den rige onkel for at bruge hans penge, blive af med dem for ikke at skulle bygge en større pengetank, skovler von And blot endnu flere penge ind - af den simple grund at han i forvejen ejer alle fabrikker, alle produktionsmidler, alle forretninger der er værd at tale om. Sådan er dét.
Som følge af periodiske svingninger - efter genforeningen og demonteringen af de værste miljøbomber - i en ellers stabil økonomisk fremgang har omverdenen måske været forledt til den tro at Tyskland kunne være i alvorlige økonomiske vanskeligheder. Det skal man nok ikke trøste sig med, hvis man i den anledning har trøst behov.
Midt i aktiviteterne, som anbefales overskuet ved en tre timers turistrundfartstur i de 2-etages åbne busser fra Kudam - vejret er næsten altid bedre i Berlin - spørger man sig jo som næste spørgsmål: hvorledes det går med selvopgøret? Man skulle jo tro at rigtige tyskere ikke gider høre mere. Jævnfør den omstridte værnemagtsudstilling om almindelige tyske soldaters medskyld i grusomhederne under Anden Verdenskrig, kunne det se ud som om den fase i det nye Tysklands historie er forbi. Men tendensen i en anden henseende er modsat. Besøges gode berlinske boghandlere som f. eks. den i Gropius-Bau, præger en stadig strøm af nyudgivelser om nazi-tiden markedet. Mens Berlins rolle som Europas centrum - igen - er ved at være åbenbar, raffinerer de gesamlede tyskere forhåbningsfuldt rollen som anstændig stormagt i Abendlandets partnerskab for fred.

*Gropius udstillingen varer til 3. oktober og er åben daglig fra tirsdag til søndag fra 10-20. og er gratis!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu