Læsetid: 3 min.

Biernes blomsterbal

15. juni 1999

Inge Ellegaard botaniserer med penslen i sine nye malerier, der i metaforens form genfortæller den gamle historie om kønnenes forening

Udstilling
Inge Ellegaard har det med at bruge af vores kulturs grundliggende fortællinger i sine malerier. De citerer og kommenterer det store stof, som menneskeheden til alle tider har gennemlevet; det er fortællinger om kønnet, om døden og de store sammenstød mellem det gode og det onde. Samtidig 'væver' hun disse billedfortællinger med grove og højst forskelligartede penselstrøg i den vilde stil for derigennem at vove sig ud i et anti-æstetisk ærinde.
Ellegaards kunst har gerne et dobbelt sigte; hun har en behørig afstand til det, hun fortæller, idet hun er ironiker om en hals. Samtidig har hun fra debut'en omkring 1980 skabt en kunst, der ved første øjekast tager sig grim og uindbydende ud, men som hvis man ser ordentlig efter og tager sig tid - folder sig ud og har et langt virke med en vifte af associationsmuligheder og med mange og underfundige visuelle drillerier i form af udfordringer for øje og tanke. Derved, netop derved, bliver hendes projekt et af de seriøse.
Selv har jeg fornøjelsen dagligt at vågne op til et af hendes meget radikale malerier fra midtfirserne, 'Et sofastykke', der virkelig grimasserer og peger fingre ad trommesalsmalerierne, men som samtidig ejer en hæslig, men uafviselig visuel styrke. Man betragter et piletræ, der hænger ud over en sø. Det lyder yndigt, men det er et af dansk kunsts grimmeste, men også morsomste frembringelser med strittende grene og en stamme, der i betænkelig grad minder om det klæge stof, som kommer ud af vores indre. En skovsø efter den store øko-død? Et deformt træ efter et atomnedslag? Gennem dekonstruktionen af idyllen genererer Ellegaard ny betydning, genføder en for længst opgivet genre og lader den opstå i et nyt lys.

Livsglade bier
Nu har Ellegaard, jeg havde nær skrevet 'Ingegaard', for der synes stadig at være noget af en landmandskone tilbage i denne landmandsdatter ved siden af en sofistikeret ikonoklast (billedstormer), begået en række malerier, der dels er malet, og dels er 'skrevet' med brug af en myreflittig, skraverende kuglepen, hvilket hun har excelleret i ved flere lejligheder på det seneste.
Hendes nye malerier forener ofte en geometrisk baggrund - vel sagtens inspireret af heksagone bivoksplader - med en organisk blomsterforgrund, og de mange indfoldede rosenblade med ikke så få referencer til det feminine køns fysiske indretning modtager et utal af sitrende, livsglade bier, der manøvrerer ind og ud imellem bladenes labyrinter. Der er også et hav af amarylus'er, der stritter mere eller mindre erigeret.
I baglokalet hænger tre malerier, der billedliggør de etiske og moralske problemer i forbindelse med genmanipulation og kloning.
Det er ikke hendes vigtigste udstilling, denne her, men den lader os kigge ind i hendes laboratorium, hvor prøver og eksperimenter til stadighed bliver til. Billederne vil til december indgå i en større udstilling i DCA Gallery i New York sammen med de dekorative, omend nok lidt overbemalede glasfade med malede bier på mønstret baggrund, som Ellegaard også har skabt.
Inge Ellegaard er forankret både i en klassisk, figurativ maletradition og i en postmoderne æra, der ikke rigtig kan tage noget helt alvorligt. Det har resulteret i en surreel, urolig og skæv kunst med vægten lagt på symbolværdi og fortolkning af det givne. Den er ikke for fastholdere, men det er netop det, der gør billederne anderledes og seværdige.

*Inge Ellegaard: Nye arbejder. Bie & Vadstrup, St. Strandstræde 19B, 1. sal, Kbh. Ti.-fr. 12-18, lø. 11-14. Til 19. jun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her