Læsetid: 5 min.

Bo-Bi Bar connection

28. juni 1999

Seriemord ved sommertide 8

Resumé: Efter at have fundet liget af mediefiguren Synnøve Svendsen fortsætter forfatteren Purkmistr sin afsøgning af filmsbranchen for mulige seriemordere. Emnerne er legio.

Nu var det om at holde tungen lige i munden! For denne sammensværgelse kunne meget vel vise sig at være langt mere kompleks og kompliceret, end man ved første øjekast kunne forvente. Men samtidig kunne løsningen også være ganske enkel. Det var ikke til at blive klog på.
På den ene side befandt jeg mig nu i periferien af en branche der var kendt for sine frygtelige personopgør og sine dramatiske skandaler. Sidst var det jo nær gået ud over Henning Camre, formanden for Det Danske Filminstitut. Denne gamle røver havde jo i sin tid været forstander for Filmskolen, så han vidste lidt om, hvordan man snor sig ud af besværligheder. Sidst havde han ladet sig avancere væk fra budgetproblemerne og var rejst til England lige inden Rigsrevisionen kom efter ham. Og nu havde han igen vist sin fantastiske overlevelsesevne. Producenter og instruktører og skuespillere havde krævet, at Camre gik af, eller at der i det mindste blev afholdt et 'stormøde'.
Og komplottet mod Camre løb ud i sandet, da Camre under 'stormødet' lovede bod og bedring og snart efter gav sig til at fordoble bevillingerne til de mest forbitrede og højtråbende af hans kritikere. Den snu Camre betalte sig fri af sine fjender, og da han samtidig lukkede Peter Aalbæk ind i varmen, forstummede selv de mest hadske og kritiske stemmer, og et nyt makkerpar så dagens lys i filmsverdenen: Aalbæk og Camre. Kunne dette magtglade makkerpar stå bag sommerens barbariske hændelser? Måske var krigen i filmsbranchen alvorligere end som så - man måtte jo ikke glemme, at stridighederne havde været så alvorlige, at f.eks. Thomas Vinterberg greb til ekstremer, og truede med det værste, der kunne ske for dansk underholdning: At lave sine film i Sverige...
Jo, hårde og umenneskelige trusler havde det ikke skortet på, når denne branche rigtigt foldede sig ud. Man kunne næsten se tragedien for sig, hvis denne trussel blev virkeliggjort, og f.eks. Zentropa fulgte trop. Så ville det være slut med Morten Korch og kvindeporno. Hvad personprofil angik, kunne jeg komme i tanke om adskillige potentielle mordere i denne branche. Men motivet?

Det var her, den var helt gal. Hvad skulle filmsbranchen have imod f.eks. den marxistiske litteraturprofessor og hans lille protegé? Og hvorfor gå efter den højre-socialdemokratiske socialminister? At de nakkede medieklovnen Grodal var til at forstå - men hvorfor alle disse mærkværdige begrundelser?
Det gav ikke mening, måtte jeg konkludere mens jeg traskede ned mod Klareboderne og Bo-Bi Bar. Hvad skulle jeg iøvrigt dér? Hvorfor mente den tilsyneladende velunderrettede Anders Lillelund Madsen, at jeg netop skulle møde op på Bo-Bi Bar... der var der da ikke noget at komme efter.
Og så med ét slog det mig, som lyn fra en klar himmel: Det var jo netop det, der var! Hvor var det dog indlysende! Svaret lå lige for hånden, og forklaringen på alle disse frygtelige hændelser var slet ikke så kompliceret, som jeg havde bildt mig ind. Der var ingenlunde tale om komplicerede sammensværgelser - det var tværtimod meget menneskeligt. Vi havde at gøre med menneskelige urdrifter! Motivet bag alle disse drab var slet og ret jalousi, simpel jalousi. Og gerningsmanden kunne ikke være andre end den enkle og ukomplicerede Christian Fassbinder-Thomsen!
Hvor var det dog simpelt! Fassbinder-Thomsen havde jo i mange år optrådt i avisernes polemiker, og var frygtet og berygtet blandt dem, der stadig tog ham alvorligt. Denne mand var farlig, hvis han følte sig krænket - og det havde han følt sig ligeså længe, man huskede. Hans tilværelse var jo opbygget omkring fire meget enkle grundprincipper, nemlig 1 at Rainer Werner Fassbinder var genial, 2. at Freud var genial, 3. at Fassbinder-Thomsen selv både var genial og miskendt, og 4. at en eller anden hystade - helst under 30 og gerne fra provinsen - ligeledes var genial. Det sidste princip ikke så stålsat som de to første, og de geniale kvinder i Fassbinder-Thomsens omgangskreds kunne veksle lidt. Men i en periode havde Anja Andersen da været inde i varmen, vidste jeg, for Fassbinder-Thomsen havde jo skrevet det litterære værk Anja - legebarn og furie til netop Super-Anja. Senest var fokus blevet rettet på nyligt afdøde Lotte Svendsen, som Fassbinder jo havde helliget en hel film, nemlig quasi-
dogme-filmen Den Blå Munk, hvor Svendsen blev citeret for den vittige bemærkning at 'jeg vil gøre alt for at komme ind i filmsbranchen, bortset fra det, der giver kønssygdomme'.

Denne vittighed stod også citeret en del gange i dagbogen bag filmen, det spændende værk Sygdom forvandlet til død, som forklarede alt om Fassbinder-s opfattelse af Fassbinder-s genialitet, sin egen miskendte genialitet og om Svendsens genialitet samt - som et underliggende tema, en såkaldt 'undertekst' - hendes indtagende personlighed. Ydermere skulle Fassbinder-Thomsen i længere tid have været i gang med en hel roman dediceret til nyligt afdøde - en bog om en midaldrende filminstruktørs forelskede betagelse af en yngre, kvindelig instruktør, som han - da det jo var fiktion - havde valgt at lade være født og opvokset på Bornholm...
Den formforvandling, den formforvandling, tænkte jeg idet jeg gik ind i Bo-Bi Bar. Hvor var det dog enkelt! Den moderne kvinde er noget mere udfarende og promiskuøs end kvinder af Fassbinder-Thomsens generation, og da Fassbinder- havde opdaget, at Svendsen også på dette punkt var meget moderne, var han gået amok og havde i en blodrus opsøgt, hvad han i sin grænsepsykotiske paranoia havde opfattet som afdøde Svendsens elskere eller bejlere, og en efter en havde han myrdet disse sagesløse mennesker, hvorefter han havde maskeret sine nådesløse henrettelser med politiske begrundelser og pseudoideologiske forklaringer...

Taktikken var nær lykkedes, og det var tæt på, at jeg også selv var røget på denne vildmand og havde ladet mig narre som en novice. Men nu vidste jeg altså bedre! Det var jalousi, denne den mindst indtagende menneskelige egenskab og samtidig den ældste og mest magtfulde... simpel jalousi, var det og intet andet!
Sagen var altså nærmest opklaret, og det eneste jeg behøvede var at vente indtil Fassbinder-Thomsen kom ind i baren for at få sin formiddagsøl. Så kunne han blive konfronteret med sandheden, og givetvis ville han derpå bryde sammen og tilstå, således at jeg nemt kunne tilkalde mine to ekscentriske politivenner, og alt ville blive opklaret og ført til doms, og sommeren kunne igen blive den idyl, vi danskere kender og elsker. Alt var altså i orden, tænkte jeg, bortset fra at jeg da vist nok måtte sørge for lige at smutte på toilettet inden Fassbinder dukkede op.
Men da jeg åbnede døren til det lille toilet bagerst i lokalet, mødte der mig et syn så forfærdende, at hårene rejste sig på mit hoved og jeg måtte skrige. Dette var dog alligevel det grusomste, jeg endnu var blevet konfronteret med...

Fortsættes i morgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her