Læsetid: 5 min.

Der er boligmangel

26. juni 1999

Jeg går ind for en ny pinsepakke, hurtigst muligt, så jeg kan få et sted at bo for rimelig betaling

Qlummen
I søndags gik det op for mig, hvad ordene "60 procents stigning i løbet af fire år" egentlig betyder. I egenskab af økonomisk journalist på nærværende dagblad har jeg skrevet den sætning utallige gange i artikler om priserne på det private ejendomsmarked. 60 procent på fire år. Det var en væsentlig begrundelse for pinsepakkens økonomiske stramninger sidste forår, at boligejerne ikke skulle låne penge i deres mursten og danse Danmark ud over konvergenserne i en salig forbrugerrus.
Meningen var altså, at boligpriserne skulle falde - og ejendomsmæglerne malede da også de økonomiske djævle: ruiner, falitter og tvangsauktioner på væggen - eller i det mindste holde op med at stige.
Faldet er priserne nu ikke. De har holdt sig nogenlunde i ro efter pinsepakken. Desværre. For jeg skal finde et vinterhi for rimelig betaling, inden det bliver oktober, og efterårsstormene gør mit yndige, men naturligt stærkt ventilerede kolonihavehus ubeboeligt for andre end isbjørne. Og havde - gentager havde! - derfor tænkt, at jeg skulle erhverve mig mit livs første ejerlejlighed.
Altså indkøbte jeg søndagsberlingens boligsektion pakket ind i halvanden kilo avis til lige med to rundstykker hos haveforeningens marketender for at danne mig et overblik over mulighederne.
Suk. Jeg kunne lige så godt have købt en celofanindpakket depression.
I den absolut billige ende var en to-værelses ret langt ude på Amager med toiletrum - man behøver ikke at se den indretning for at vide, der er tale om træk-og-slip i det gamle klædeskab - og brusekabine i soveværelset. 40.000 i udbetaling og 2.600 netto om måneden. Men, som en veninde, der har erfaring med ejerboliger, sagde:
"Det der med netto skal du ikke regne med. For de medregner aldrig fællesudgifterne i opstillingen. Så udgiften bliver altid mindst 1.200 oven i."
Med andre ord ville disse to værelser med toiletrum langt ude på Ama'r summe sig op til 3.800 plus varme om måneden.
Der var også en annonce for en lidt mere attraktiv toværelses med badeværelse i Marstalsgade på Østerbro. På trods af det virkelig er en gade, der kan kaldes helt almindelig, kostede dette 43 kvadratmetereneboerhi 60.000 i udbetaling og 4.300 om måneden. Netto. Altså reelt mere end 5.500 om måneden.
Og så er det, jeg spørger: Hvem fa'en har råd til det?

Jo - dem, der sælger en ejerbolig og flytter til en ny har selvfølgelig, fordi deres gamle bolig er steget i samme takt med den ny. Min veninde regnede ud, at hun havde tjent 100.000 om året i de 15 år, hun har boet i sit hus. Så gør det ikke så meget, at den 107 kvadradmeter store, nye lejlighed uden prisdrivende moderniseringer, hun har fundet i en helt almindelig gade i København, kostede den formidable sum af 1.3 millioner.
Sådan er boligmarkedet splittet op for nogle, der allerede er inden for i ejervarmen og andre, der er udenfor. Derfor går jeg i mit stille sind rundt og håber på en ny pinsepakkeagtig økonomisk kur, der kan få priserne til at dale sådan cirka 60 procent i løbet af de næste fire år.
Jo, jeg ved godt, det vil ramme dem, der har købt ejerbolig inden for de sidste fire år, lige så hårdt som da kartoffelkuren ramte plet i 1987 og strøede tvangsauktioner ud over landkortet. Men lige på det punkt frister egoismen - det er enten dem eller mig, der er ude eller inde på ludobrættet, så længe markedskræfterne får lov til at gøre køberen af et sted at bo til deltager i et terningespil om prisfald og - stigninger.
... Hørte jeg nogen sige lighed og tryghed eller noget i den retning ...?

Jeg har ikke råd til at betale 5.500 om måneden. Eller rettere: Eftersom jeg hører til de ti procent af befolkningen, der tjener mest, kan jeg godt bruge mellem 40 og 50 procent af min udbetalte løn til at bo, og skære ned på de andre dele af privatforbruget, som ikke er strengt nødvendige, men gør livet nemmere og sjovere.
I den forstand truer hjemløsheden ikke. Jeg har bare ikke lyst til at bruge så meget af min disponible indkomst på en bolig - og synes faktisk heller ikke, det er rimeligt.
Men de, der tjener mindre end mig, og det er som sagt de fleste, kan ikke have råd til en husleje af den størrelse. Bare i den nære omgangskreds af kolleger og venner kender jeg da også tre, der mere eller mindre desperat - desperationen hænger sammen med om der er børn eller ej - leder efter en permanent bolig, mens de bor midlertidigt til fremleje.

Derfor blev jeg også umiddelbart fornøjet, da jeg læste i Jyllands-Postens Københavnertillæg, at overborgmester Jens Kramer Mikkelsen nu mener, at "tiden er inde til, at vi igen bygger almene boliger i København." Det har "vi" nemlig ikke gjort i de seneste fem år.
Når Kramer Mikkelsen pludselig er kommet på bedre tanker, skyldes det konklusionen i en splinterny rapport: Kommunen vil fremover gå glip af skatteindtægter i størrelsesordenen 80 millioner kroner om året, fordi der er mangel på gode lejelejligheder i byen.
Både arbejdsgruppen bag rapporten og overborgmesteren frygter, at Øresundsbroen kommer til at betyde, at arbejdskraften (det er sådan vi hedder i kommunalt rapportsprog) til de nye virksomheder i Øresundsregionen bosætter sig i Sverige og lægger deres skattekroner derovre.
Hvis broen sætter gang i boligbyggeriet i København, bliver der da endelig noget godt at sige om den. Men begrundelsen irriterer mig. Som om de lange ventelister i boligselskaberne ikke er tilstrækkeligt signal om, at der er rasende mangel på lejeboliger og tegn på, at overborgmesteren burde have styrtet rundt og lagt grundsten istedet for at stoppe det almene boligbyggeri.
Jeg har for eksempel været skrevet op i alt, hvad der kan opdrives af almennyttige boligselskaber i fem år. Men det hjælper ikke på min snart akutte boligmangel, eftersom ventetiden til en af de 70.000 lejligheder i København, som kommunens boligbutik reklamerer med på sin hjemmeside, er 7-8 år! Gentager: syv til otte år.
I øvrigt har kommunen lige fået den behagelige overraskelse, at der bliver overskud på de næste års budget på 387 millioner. I år 2001 forventes et tilsvarende overskud, og det stiger til en milliard i år 2003. Borgerrepræsentaionen skændes allerede om, hvad pengene skal bruges til. De borgerlige vil have skattelettelser, mens Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten vil bruge pengene til skoler, daginstitutioner og idrætsanlæg.
Jeg foreslår: boliger.

I min jagt på en god og billig bolig loggede jeg i øvrigt ind på Boligministeriets hjemmeside, og fandt dels ud af, at den kun beskæftiger sig med boligmangel blandt nye studerende - de er åbenbart tilstrækkeligt mange og ens til at de er til at få øje på - dels, at boligminister Jytte Andersen nu også er blevet Ligestillingsminister. I sidste uge. Det er vist historiens mindst omtalte ministerudnævnelse.
Næh, på mærkelig måde er det blevet umoderne at beskæftige sig med boligmangel og uligestilling selv om de uløste problemer springer i øjnene, hvis man gider at lukke dem op.
Hvordan er det gået til?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu