Læsetid: 3 min.

Bos biler og flyvere

2. juni 1999

Kristian Pedersens doktordisputats er bygget op om en drengs tegninger gennem fjorten år

DISPUTATS
Bo har tegnet fra han var to år. Det er der ikke noget usædvanligt i. Det er mere interessant, at hans far har gemt alle tegningerne, og allermest påfaldende at Kristian Pedersen har fået et værk ud af det, som han forsvarer for den pædagogiske doktorgrad på Danmarks Lærerhøjskole i dag.
Vi følger Bo gennem 14 år ved at betragte hans tegninger og ved at få et kort rids af hans opvækst. Det er på mange måder det, man kalder et almindeligt liv. Måske er det dog overraskende, at hans forældres skilsmisse, da Bo er syvethalvt år gammel, overhovedet ikke afspejles i hans tegninger.
Bo er en dreng, hans tegninger viser interesse for tingene omkring ham, især laver han tegninger af bil- og flyvermodeller og så laver han sportsbilleder, som ligner dem, man ser i avisernes actionfotos. Det kan tilføjes, at Bo efterhånden tegner usædvanlig godt.
Men nu er det ikke bare en skildring af en pragtfuld drengs udvikling. Det er en doktordisputats (bygget på studiet af en eneste person), og så belastes fremstillingen af de meget tunge bæreraketter, der skal til, når man skal være så alvorlig.

Mangler indlevelse
Vi får nogle hypoteser, og de skal gerne bekræftes gennem de indgående undersøgelser. Forfatteren indrømmer ærligt nok, at disse hypoteser selvfølgelig ændrer sig undervejs gennem forskningen, så de så at sige bliver rettet ind mod det mål, de skal beskyde, og derfor er velegnede til sluttelig at ramme målet.
Hovedhypotesen er den, "at der via et barns forbrug og aktive fremstilling af ting, billeder og andre æstetiske former eksisterer en påvirkning fra det nutidige samfunds masseproduktion og massekommunikation af disse fænomener." Bortset fra at det er knudret, så er det også et kejtet sprog, så lad os lige få det på dansk: De varer og de billeder, der spyttes ud på markedet, påvirker børn og kan ses i deres billeder mv. Ja da, keine hexerei.
Der er selvfølgelig præciseringer af denne banalitet i form af underhypoteser. På dansk lyder de sådan: Påvirkningen kan ses i barnets billeder. Især når barnet kan arbejde frit og ikke får opgaver, der fører det i en anden retning. Påvirkningen er størst på områder, barnet ikke har nogen direkte erfaring med (men kun oplever via medier).
Påvirkningen fra massemedier er mere omfattende end fra kunsten.
Det er så banalt, som det fås. Og det reducerer Bo og hans designcenter til ingenting. Her er ingen billedanalyser. Her er ingen indlevelse i en faktisk spændende dreng. Her er kun katalogiseringer og optællinger.
Noget af det mest oplysende ved afhandlingen er faktisk den gennemgang af tidligere litteratur, der også altid skal foreligge, når man laver en disputats. Her viser det sig, at sådanne indgående enkeltstudier lavede man for mange år siden, men denne afhandling er den første i nyere tid.

Glastårn
Undersøgelsen fører til overvejelser over billedundervisningen i skolerne, og de krav til ændring, der springer ud af undersøgelsen. Kristian Pedersen skriver: "Det var uantageligt, at fagets lærere gennem faglitteratur forblev ubekendt med, at børn og unge i nutiden er engagerede i massekulturens og hverdagsæstetikkens forskelligartede kulturer." (Nå, det er vel ikke ligefrem fagbøgerne, der hindrer den iagttagelse). "Det var ligeså uantageligt, at lærere ikke havde kundskaber om børns og unges kulturelle forudsætninger for at modtage en billedundervisning."
Ja men, hvad er det dog for et glastårn, Pedersen forudsætter? Enhver lærer, især hvis hun også er forælder, ved da, at børn tegner Barbie og Batman.

*Kristian Pedersen: Bos billedbog - en drengs billedmæssige socialisation. 362 s., rigt ill. af Bo Sommer. 295 kr. Dansk psykologisk Forlag

*Forsvares for den pædagogiske doktorgrad på Danmarks Lærerhøjskole i dag kl. 12 i Festsalen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her