Mange af de politiske beslutninger påvirker vores forhold til tid. Og kampen om, hvordan tiden skal bruges, er en kamp om værdier - måske endda en klassekamp
"Som politiker stiller jeg mig af og til det spørgsmål: Hvordan i al verden skal jeg få tid til at deltage i al den politiske debat, der er blevet åbnet med Internettes frigivelse til borgerne?" skriver SF's Christine Antorini på Teknologirådets net-debat om tid og teknologi en sen søndag aften, 20 minutter i midnat.
"Det er lige netop debatkonferencerne, der 'tager livet af mig' i strømmen af al den anden politiske debat, jeg også følger og deltager i," skriver hun og remser op fra den daglige nyhedsstrøm, henvendelser fra borgere og interesseorganisationer, møder i partiforeninger, paneldebatter, institutionsbesøg og altså internettet.
Vi fattes tid. Også den engagerede SF-politiker.
"Lad mig slå fast med syvtommersøm: Jeg synes, at debat med borgerne er fantastisk vigtigt. Og jeg prøver efter bedste evne at deltage bredt - med det er enormt tidsrøvende," lyder det fra endnu et moderne menneske, fanget i tidsfælden.
Spørgsmålet er så, om Antorini og kollegerne på Christiansborg skal være mere bevidste om, hvilke konsekvenser de politiske beslutninger har for borgernes oplevelse af - og mulighed for at undslippe tidsfælden.
Mat lydhørhed
Finansminister Lykketoft, Jann Sjursen (Krf.), Kristian Jensen fra Venstre og Antorini ankommer - tilsyneladende lidt matte og fortravlede - til Teknologirådets afsluttende debataften om Teknologiens tid, hvor de får mulighed for at følge op på ovenstående spørgsmål og tre foregående afteners folkelig debat.
De sætter sig bag navneskiltene og afleverer deres indlæg til salen.
Og måske er det den pressede hverdag, der giver indlæggene præg af automatreaktioner. Måske mangler politikere også tid til at fordybe sig, tid til pauser, hvor der tænkes sammenhængende tanker.
Men lydhørhed over for de personlige dilemmaer med tiden er der trods alt.
"I virkeligheden vil vi for meget, og vi kan ikke finde ud af at prioritere. Derfor er vi stressede," siger Jann Sjursen.
Han mener, at vi skal blive bevidste om de grundlæggende værdier. Det vil hjælpe os og gøre os i stand til at prioritere. Familien, de nære relationer og et stærkt og åbent civilt samfund er grundlæggende værdier for Sjursen. En start er at oprette en værdikommission.
Lykketoft har også nogle grundlæggende værdier. De handler om, at der skal være råd til velfærd for alle. Også i de kommende år hvor forsørgerbyrden vokser, siger Lykketoft, der afviser, at hans bestræbelser for, at vi skal tilbringe mere tid på arbejdsmarkedet i løbet af et liv, skulle komme i konflikt med børnefamiliers behov for mere tid.
Sjursen fremhæver, at hans parti har forsøgt at imødekomme børnefamilierne med et forslag om ret til deltid for børneforældre. Det fandt imidlertid ingen tilslutning blandt de andre partier, fordi det er et anliggende for arbejdsmarkedets parter.
Her er emnet imidlertid end ikke på dagsordenen.
Klassekamp
Måske er det heller ikke blandt Socialdemokratiets vælgere eller hos det typiske SiD-medlem, at behovet for en tidspolitik er størst.
Der er forskellige livsformer. Mennesker med udviklende arbejde, oplever at skellene mellem arbejde og fritid udviskes og man arbejder mere - i hvert fald i perioder. Mens mennesker, der arbejder i mere traditionelle lønmodtagerjob, ønsker sig mere fritid, men ikke nødvendigvis mere tid til familien.
"Men de folk, der flytter de første hegnspæle - de moderne lønmodtagere - flytter dem også for andre," siger oplægsholder Lars Henrik Schmidt, direktør på Danmarks Pædagogiske Institut.
Kampen om tiden er i høj grad en ny klassekamp, mener en tilhører i salen, kultursociologen Jean Fischer.
Tid til tidsautonomi
I Storbritannien er de traditionelle mønstre for arbejdets udførelse ved at forsvinde, hævder politologen Geoff Mulgan, der er politisk rådgiver for premierminister, Tony Blair, i et essay om tidspolitik. Moderne arbejdsorganisering som telearbejde, flekstid, deltid, dobbeltjob osv. breder sig i det engelske samfund, der betragtes som et af de mest klassedelte.
Mulgan har fornemmet, hvor det bærer hen i en stadig mere stresset og værdihungrende befolkning.
"Jeg tror, vi ser begyndelsen til en mere balanceret arbejdsetik: En ændring af opfattelsen af, at livet kun handler om penge og indkomst," skriver han.
Hvilke politiske konsekvenser skal vi drage af dette, spørger Blairs rådgiver, og skitserer tre områder, hvor politikerne har et ansvar for at skabe forandringer.
*At skabe muligheder for tidsautonomi og valg. F.eks. forældreorlov- og deltid - uden at man skal opgive andre rettigheder, livslang læring og skattelettelser til dem, der sparer op til et sabbatår e.l.
*At ændre og udvide åbningstider i offentlige institutioner, i underholdnings-og forlystelsesbranchen - under hensyn til naboer - samt liberalisering af lukkeloven.
*Men samtidig er der brug for nye områder, som er præget af tryghed, når arbejdet ikke længere tilbyder vante, sikrer rammer. Arbejdsgivere kan tilbyde sundheds- og velfærdsydelser til medarbejderne, og der kan etableres firmaer, hvor folk har fast tilknytning, mens de er en slags konsulenter for andre skiftende arbejdsgivere.
For at bevare faste, sociale relationer er det også nødvendigt at styrke det civile samfund, mener Mulgan. Og f.eks. lade ældre skoleelever og studerende betale noget af deres uddannelse med omsorgsarbejde e.l. i lokalsamfundene. Det kan være nye, trygge fikspunkter i et foranderlig og fleksibelt arbejdsliv. Men det vigtigste nye punkt af sikkerhed er muligheden for sabbatår, der ikke kun gælder eliten.
I en tidsalder, hvor det er hjernekapacitet, der gælder, er der fornuft i at medarbejderne udvikler sig selv og dermed deres værdi som ansatte, mener Geoff Mulgan.
Ny bevidsthed
Politikerne på den hjemlige scene går endnu ikke nær så langt. Tiden bliver ikke brugt som den optik, man kigger igennem, når der skal formuleres en samlet velfærdspolitik. Men både SF og Krf. mener, der er behov for en tidspolitik.
Et oplæg til tidspolitik bliver næppe heller konklusionen på tidsprojektet, fortæller Ida-Elisabeth Andersen, projektleder i Teknologirådet.
I stedet forestiller hun sig, at der udarbejdes en slags katalog over alle de områder, hvor den førte politik påvirker borgernes tid - i stil med den identificering af politikområder, der berører ligestillingsspørgsmål, som Ligestillingsrådet har opereret med.
"Vi vil prøve at videreføre debatten og de erfaringer, vi har samlet, til f.eks. fagbevægelsen. Det handler først og fremmest om, at synliggøre hvilke områder, der har betydning for vores forhold til tiden, så befolkningen bliver bevidste om, hvad de vælger ud fra og kan træffe nogle kvalitative valg," siger Ida-Elisabeth Andersen.
