Læsetid: 4 min.

Chok: Dansk sejr

7. juni 1999

Der var græsarealer så store som kolonihaver til rådighed for Grønkjær og Jørgensen på fløjene

fodbold
"Vi satte os på bænkene og klappede de to hold inderligt ind på banen."

F.P. Jac, fra 'Den lille skælven ved tælleapparaterne, Hvidovrevej - Sollentuna Allé',
Victor B. Andersen's Maskinfabrik nr. 24

Husker De Grundlovsdag i lørdags? Det regnede katte og hunde, det var bestyrtende køligt, og det danske fodboldlandshold vandt 1-0 over Hviderusland.
Men vi skulle have udraderet de gæstende hviderussere; vi kunne have banket mindst et par mål mere i kassen. Jeg ved det, for jeg var der selv.
Da landsholdet havde fået de første 10 minutters kamp ind under huden, præsterede det at spille noget nær seværdig angrebsfodbold. Det var let at komme over fløjene, og inden for det første kvarter producerede vi flere gode chancer.

Gamle Heintzes mål
Eftersom kampens eneste mål blev scoret ret tidligt og var ganske exceptionelt, tager vi det allerede her i opløbet:
I det 22. minut løber lille, gamle, sympatiske og habile Jan Heintze på tværs af banen for at eksekvere et hjørnespark. Fra den side kan hans venstreben dreje bolden i en faretruende bue ind mod målet.
Det bliver en af de tætte bolde, som en to meter høj målmand med så lange lapper som Hvideruslands Andrei Satsunkevitch normalt uden besvær kan hive ned og få under kontrol.
Men ikke denne gang. Nogle tumultariske tilstande foran ham (der ville have givet dansk straffespark, hvis ikke der var blevet mål), holdt Satsunkevitch nede, mens bolden fik lov at hænge længe i luftlagene over målfeltet, før den sejlede ind i nettet.
Det var vi knapt 24.876 tilskuere, der fandt ret fornøjeligt, og vi havde da også svært ved at skjule vores begejstring. Nogle sang, andre slog på tromme, Jan Heintze jublede (han har ikke scoret på landsholdet siden 1989 i en 2-2-kamp mod Holland), og jeg selv tog nogle notater. Den opstilling, Danmark spillede med, havde uden yderligere sammenligning noget FC Barcelona i Johan Cruyffs trænertid over sig.
I dagens 4-3-3-formation lå de hurtige Jesper Grønkjær og Martin Jørgensen som en slags gammeldags wing-spillere, hvis defensive pligter begrænsede sig til midtbanen.
De to havde byttet plads i forhold til forrige landskamp, så Martin Jørgensen var kommet over i venstresiden, hvor han har det bedst.
Men det var særligt unge Jesper Grønkjær, der brillerede i lørdags med sine fantastiske, kantede ryk. Det gik oftest ud over hans direkte modspiller, hviderussernes anfører, Serguei Gurenko.
Grønkjær havde ovenikøbet overskud til at sende nogle glimrende flade stikninger til enten spydspids Ebbe Sand eller kantspiller Martin Jørgensen.
I 25. minut serverede han således - efter at have sat en hviderusser af - bolden for Jørgensen, der fuldstændig fri og alene med målmanden skød over målet i urutineret befippelse.

Spark udefra
Opstillingen betød lidt defensivt overarbejde til midtbanehestene Bjarne Goldbæk, Stig Tøfting og Allan Nielsen. Det slap de rimeligt fra.
Det var tydeligt, at spillerne havde fået besked på at søge mod kanten af hviderussernes felt for at sparke på mål fra distancen, når muligheden bød sig. Men det var nogle fattige skud uden internationalt format, de ellers kanonerende Tøfting og Goldbæk fik ud af det.
Man drømte sig tilbage til 80'erne, hvor vi havde John Lauridsen og Jan Mølby til at tage sig af den slags.
Herligt var det at se Jes Høgh og René Henriksen bakse centralt i den flade forsvars-firekæde, for hvor læste de dog spillet glimrende, og hvor satte de dog sjældent en fod forgæves. Lykkeligt at der er plads til dem begge dernede.
Det er ikke helt sandsynligt, at holdet kan spille lige så offensivt mod et bedre hold, for som Bo Johansson bemærkede efter kampen: Hviderusserne virkede "meget afslappede" - som om der ikke stod noget på spil for dem.
Til tider var der græsarealer så store som kolonihaver til rådighed for Grønkjær og Jørgensen, der uantastet kunne stikke af på frispilninger fra Heintze og Henriksen - og var møllehjulene først oppe i fart, var drengene svære at fange.
I løbet af de næste 11 linjer er der afsat plads til nogle beregninger, forudsigelser, måske'er og hvis'er, som skulle sandsynliggøre muligheden for, at Danmark mod alle odds kvalificerer sig til EM i Belgien og Holland. Sandheden er, at alt bare skal vindes. Pt. ligger Danmark næstsidst i gruppen.
På længere sigt har landsholdet med det nuværende skelet mulighed for at blive det bedste i ti år, vurderer jeg. I teknisk forstand, ikke resultatmæssigt. Europamesterskabet i 1992 er svært at komme uden om. Martin Jørgensen og Jesper Grønkjær har potentiale til at blive stjerner af de store inden for få år.

Epilog
I de sidste par minutter af kampen begyndte hviderusserne pludselig at presse Danmark, som man ser det ske så tit. De havde stort set ikke haft en jordisk chance på noget tidspunkt i kampen, så hvorfor pludselig nu?
Derfor, at det er vigtigt at være i stand til at få sat en målmæssig afstand til selv middelmådige hold som Hviderusland, så 'marginalerne', som man opererer meget med i sportsjournalistik, ikke er med de andre.
Mens man holdt vejret i disse minutter, så man i ånden, at en af deres spillere, Vladimir Makovski eller Radislav Orlovski f.eks., opfangede en tilfældig bold i feltet og knaldede den hårdt i nettet bag Peter Schmeichel.
Det skete ikke.
Men var det sket, havde vi rejst os fra bænkene og klappet de to hold underligt ud af banen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu