Analyse
Læsetid: 6 min.

Dagen derpå i Israel

2. juni 1999

Israels nye premierminister Ehud Barak overvejer at inddrage det ultra-ortodokse parti Shas i sin regering - men ikke de arabiske partier, hvis vælgere stemte ham til magten

Barak betyder lyn på hebraisk. Der slog imidlertid ikke bare et men to lyn ned i Israel, da 'Et Israels' koalitionsleder Ehud Barak væltede Guds gave - som Nethanyahu betyder på hebraisk - af pinden som Israels ministerpræsident med overbevisende 12 procents stemmeforspring.
Det andet lyn var det sefardi-ortodokse parti Shas' fremgang fra 10 til 17 mandater i Knesset. At partiet er vokset fra ingenting til tæt på at overhale Likud i løbet af 15 år, har rystet det sekulære Israel, og stiller Ehud Barak over for en vanskelig opgave i de pågående koalitionsforhandlinger, der skal afsluttes seneste 45 dage efter valget.
Barak har på forhånd understreget, at kun partier, som enige i det program Et Israel gik til valg på, kommer i betragtning som regeringspartnere - hvilket mærkeligt nok ikke får et eneste af de 15 meget forskellige partier i det ny Knesset til at udelukke sig selv, efter deres inviterende udsagn at dømme.
Programmet går i korthed ud på at genoptage fredsforhandlingerne, dels med palæstinenserne om de besatte områders fremtidige status, dels med Syrien om Golanhøjderne med det formål at få afsluttet besættelsen af Sydlibanon i løbet af et år.
Indadtil har Barak lovet at omfordele de store midler, der hidtil er blevet kanaliseret til de religiøse uddannelser, at skærpe de ortodokses pligt til at gøre militærtjeneste på linie med resten af de israelske borgere, og arbejde for en generel demokratisering og styrkelse af retssamfundet. Samt - ikke mindst - at få styr på den udmattede israelske økonomi og skabe 300.000 arbejdspladser i løbet af de næste fire år.

Koalitionen Et Israel - som foruden Arbejderpartiet består af det demokratisk-ortodokse Meimaid, og David Levys Gesherparti - fik sølle 26 ud af 120 mandater i Knesset (mod de 34 som Arbejderpartiet havde før valget) og derfor må Barak samle adskillige ud af Knessets 15 partier for at danne en flertalsregering, som der er politisk tradition for i Israel.
Sådan set er det let nok at tælle sig frem til 61 venstre-centrum mandater, der repræsenterer de vælgere, som bragte Barak til magten - de arabiske partier, det sekulære venstreparti Meretz, det liberale venstreparti Shinui, Centerpariet, det russiske immigrant party Israel B'Aliyah og One Nation, der er en afskalning af Arbejderpartiet.
Men aretmetik gør det ikke alene i politik; hvis Barak vælger at sammensætte en forholdsvis homogen regering af moderate og hovedsagteligt sekulære partier og gøre sig afhængig af arabiske stemmer, fremfor at alliere sig med højrefløjen, ville regeringen godt nok umiddelbart have lettere ved at finde fælles fodslag.
Lige som det ville glæde den store sekulære befolkningsgruppe, der håber, at Shas-bevægelsen, som er bygget op om velgørenheds- og socialt arbejde, bliver svækket af at blive berøvet adgangen til og administrationen af de store summer, der følger med en regeringspost. Herunder den store gruppe russiske immigranter, som gik fra Netanyahu til Barak i vrede over, at Netanyahu accepterede Shas-partiets jern-greb om Indenrigsministeriet, der administrer immigranternes rettigheder.
Til gengæld ville en sådan regeringskoalition vække raseri hos højrefløjen og især hos de religiøse og grave grøfterne dybere i det splittede israelske samfund i stedet for at bringe det "morgengry" af heling og forsoning mellem israelerne, som Barak har talt så bevægende om både før og efter valget.
En lederskribent i Jerusalem Post forudså således for nogle dage siden, at Shas-bevægelsen ikke vil smuldre ved at blive ladt ude i kulden, men at den religiøse vækkelse, som er motoren i Shas, tværtimod bliver næret af modgang. Partiet repræsenterer alene 540.000 vælgere og sammen med de andre religiøse partier mellem en femtedel og en fjerdedel af befolkningen.
At Shas fik 70 procent flere mandater efter en valgkamp, som udelukkende fokuserede på, at partiets leder Arieh Deri er uskyldigt idømt fire år bag tremmer for bedrageri, bestikkelse og misbrug af offentlig tillid, fordi retssystemet er regeret af den vesteuopæiske elite, der ser ned på de sefardiske jøder, mere end antyder holdbarheden af lederskribentens pessimisme.

Derfor anser flere israelske politiske analytikere det for sandsynligt, at Barak byder Shas op til dans. At Arieh Deri har trukket sig som partiets formelle leder er blot et af flere tegn på, hvor utålmodigt Shas tripper for at komme i korrekt politisk takt med Baraks krav om, at Deri skal trække sig som partiets reelle leder.
Fordelen ved at danne regering med Shas fremfor Likud er desuden, at førstnævnte parti vil være lettere at komme overens med i de udenrigspolitiske spørgsmål, fordi Shas toneangivende rabbinere støtter fredsprocessen og er forholdsvis moderate i de territoriale krav. En national samlings-regering med Likud har derimod indbygget truslen om, at paralysere fredsforhandlingerne med palæstinenserne.
Likud tripper da heller ikke så danseivrigt som Shas - blandt andet udtalelser fra Ariel Sharon, som midlertidigt passer jobbet som partiets leder, efter at Netanyahu trak sig på valgnatten, tyder på, at Likuds inderkreds overvejer, om partiet ikke har bedst af at sunde sig i opposition efter at være blevet decimeret til 19 mandater. Men det kan være koketteri for at gøre sig kostbar i regeringsforhandlingerne.
Hvor de israelske politiske kandestøbere således seriøst overvejer, om Shas skal danse regeringsvals, eller om det vil være for provokerende over for de sekulære venstre-centrum-orienterede israelere, som har valgt Barak, så er de arabiske partier som sædvanligt bænkevarmere.
Partierne, der til sammen har ti mandater, har bemærket, hvordan Barak lige så konsekvent har ignoreret deres tilstedeværelse efter valget, som han var opmærksomme på dem før valget, da han havde brug for deres opbakning. De israelske arabere udgør 500.000, dvs 15 procent af vælgerne og 95 procent af dem stemte på Barak - hvilket nogenlunde svarer til det antal stemmer som Barak vandt over Netanyahu med.
Så det er ikke sært, at de arabiske partier i går truede - selv om de reelt ikke har meget at have truslen i - med at vende Barak ryggen, hvis han ender med at danse med Likud, som efter deres mening har blokeret fredsprocessen i hele hans tre-årige regeringstid:
"Hvis højrefløjen kommer med i regeringen bliver det en krigs-regering, ikke en freds-regering," sagde det israelsk-arabiske Knesset-medlem Talab al-Sane i går til Reuter.
Det arabiske mindretal har altid klaget over at blive diskrimineret af jøderne - ikke uden grund: I det offentligt-ejede elekticitetsselskab er der ansat seks arabere ud af 21.000; flyselskabet El Al har overhovedet ingen arabere ansat; der er kun 15 arabere blandt de godt 1.000 bestyrelsesmedlemmer i offentlige selskaber.
Det er med til at forklare, hvorfor Al-Sane hører direkte racisistiske undertoner i Baraks udelukkelse af de arabiske partier i regeringsforhandlingerne, mens den politiske kommentator Gideon Levy i mandagens Ha'aretz understreger, at arabisk deltagelse i den kommende regering "er en udfordring, ikke kun for araberne - men også en udfordring til en stat, som har intentioner om ikke alene at være jødisk, men også demokratisk."
Selv om de arabiske partier vil være vigtige alliancepartnere for Barak i de kommende fredsforhandlinger, vil de imidlertid også være besværlige på grund af deres tætte forbindelse til palæstinenserne, deres glødende modstand mod de fortsatte udvidelser af bosættelserne på Vestbredden og i Jerusalem og varme støtte til palæstinensernes territoriale krav.

Ehud Barak har nemlig spundet sig selv ind i to stramme tidsplaner, som let kan komme i indbyrdes konflikt: Den ene har han selv sat: Tilbagetrækningen af de israelske styrker fra Sydlibanon i løbet af et år, hvilket hænger snævert sammen med ønsket om at opnå en fredsaftale med Syrien om Golanhøjderne. Den anden tidsramme har Arafat sat med støtte fra omverdens regeringsledere: Israel og Palæstina skal adskilles i løbet af et år.
Med andre ord er der lagt op til, at Israels endelige grænser skal fastlægges inden år 2000 er forbi.
Det er en stor mundfuld. Derfor udtrykker palæstinensiske politikere nu åbenlyst frygt for, at Barak vælger at løse problemerne med Libanon og Syrien først, for at få afsluttet den krig, hvor Hizbollah bare i de sidste fem måneder har dræbt ni og såret 38 israelske soldater.
Mens palæstinenserne, som i sammenligning med Sydlibanon er et mindre problem og iøvrigt ikke har andre pressionsmidler end argumentets, får lov til at vente på de afsluttende og svære forhandlinger om de besatte områders fremtid: Hvor skal grænserne mellem Israel og Palæstina gå; hvilken status skal Jerusalems have, hvad skal der ske med bosættelserne og de 180.000 israelske bosætteres i de besatte områder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her