Læsetid: 3 min.

Dansk miljøgaranti er ulovlig

9. juni 1999

En dom fra EF-domstolen slår fast, at Danmarks brug af miljøgarantien overfor madsminke og Creosot er ulovlig. Vi har ikke selv kontrol over, hvornår vi vil anvende garantien

En svensk slikimportør har rystet fundamentet under de danske miljøgarantier. En afgørelse fra EF-domstolen fra den 1. juni viser, at de danske forbud mod madsminke og salg af træbeskyttelsesmidlet Creosot er ulovlige.
Det siger ekspert i miljøret dr. jur. Peter Pagh.
"I to af de tre tilfælde, hvor Danmark har brugt miljøgarantien: madsminke og Creosot, har de danske regler været ulovlige og er fortsat ulovlige, indtil kommissionen har godkendt dem," siger Peter Pagh til Information.
Det betyder, at der i øjeblikket er fri bane for at importere og sælge både fødevarer med madsminke og Creosot.
Dommen fra den 1. juni i år er foreløbigt kun afsagt i første instans ved EF-domstolen. Men den lægger sig i forlængelse af en tidligere afgørelse. Det er således anden gang, at EF-domstolen begrænser rækkevidden af miljøgarantien. Første gang var i 1994. Dengang slog Domstolen fast, at EU-Kommissionen skal godkende det, når medlemslande bruger garantien.

Ingen kontrol
Danmark har med andre ord ikke selv kontrol med, hvornår vi kan anvende miljøgarantien. Det skal vi ansøge Kommissionen om.
Og sagen fra Sverige slår fast, at selv om Kommissionen i flere tilfælde - som ved de omtalte danske forbud - ikke har givet svar fra sig i årevis, kan medlemslandene ikke fastholde skrappere miljøregler i mellemtiden. De har pænt at vente på Kommissionens afgørelse.
"Sagen fra Sverige er meget klar og støtter dommen i sagen fra 1994. Den siger helt grundlæggende, at når fristen for at gennemføre et EU-direktiv er udløbet, skal Kommissionen godkende særlige nationale regler før, de bliver gyldige," siger Peter Pagh.
Afgørelsen faldt ved EF-domstolen i en aflægger af en svensk straffesag mod den svenske slikimportør og-forhandler Antoine Kortas fra Landskrona.
Han har importeret og solgt slik fra Tyskland, som indeholder stoffet E 124 også kendt som "cochenillerød".
Det er i et EU-direktiv godkendt til brug i "sukkervarer". Men i Sverige har det været forbudt at putte i slik. Svenskerne er bange for, at cochinellerød kan fremkalde allergiske reaktioner som nældefeber eller astma.

Cochinellerødt slik
Derfor prøvede svenskerne i november 1995 at bruge miljøgarantien til at fastholde forbudet mod farvestoffet. Garantien skal give enkelte EU-lande mulighed for at fastholde skrappere miljøregler, hvis der er særlige forhold, der taler for det.
Men Kommissionen har endnu ikke - tre et halvt år efter svenskerne henvendte sig - svaret, om den vil godkende svenskernes brug af garantien.
Så da Antoine Kortas blev anklaget for at sælge det cochinellerøde slik, måtte retten i Landskrona spørge EF-domstolen til råds.
Afgørelsen kom i sidste uge: indtil Kommissionen har godkendt, at Sverige bruger miljøgarantien kan Sverige ikke forbyde slikmanden at sælge sit slik med "cochinellerød" eller E 124.
På samme måde forholder det sig i Danmark med de danske forbud mod nitrit (madsminke) og Creosot.
De er endnu ikke hverken godkendt eller forkastet af Kommissionen. Men hidtil har vi herhjemme administreret, som om, de var anerkendt.
"I realiteten har man konstateret, at så længe kommissionen ikke tog nogen stilling i sagen, levede man godt, hvis man levede stille," siger Peter Pagh.
Det kan udløse erstatningskrav nu, mener han.
"I det omfang man har givet administrative bøder eller brugt andre sanktioner for at håndhæve de regler, har de været ulovlige. Og så må man sige, at de pågældende har krav på at få pengene tilbage," siger Peter Pagh.
Med Amsterdamtraktaten er det dog ikke længere muligt for Kommissionen at trække et svar omkring ud i årevis.
Nu må der højst gå seks måneder, efter et land beder om lov til at bruge miljøgarantien, til Kommissionen skal give sin tilladelse eller afslag. I særlige tilfælde kan der dog gå op til et år. Svarer Kommissionen ikke, regnes det for stiltiende accept af miljøgarantien.
Det betyder, efter Peter Paghs opfattelse, at vi vil få en afgørelse omkring madsminke og Creosot i løbet af knap et halvt år.
"Enten svarer Kommissionen ja eller nej til de danske regler. Ellers kan Danmark med en vis ret sige, at Kommissionen har godkendt de danske miljøgarantier, hvis ikke den har reageret seks måneder efter Amsterdamtraktaten trådte i kraft. Også selv om det er gamle sager," siger Peter Pagh.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu