Læsetid: 3 min.

Danskerne satte kryds ved tvivlen

11. juni 1999

Valgfremgang for borgerlige EU-modstandere sikrer Dansk Folkepartis Mogens Camre mandat i Europa-Parlamentet. Seks ud af seksten danske mandater er nu
EU-skeptikere og modstandere

Borgerlig EU-modstand sender efter alt at dømme Dansk Folkepartis Mogens Camre i Europa-Parlamentet og medvirker til, at danske EU-skeptikere og modstandere nu udgør seks ud af de 16 danske mandater. Sådan lyder det opsigtsvækkende resultat af valget til Europa-Parlamentet, hvis det går som analyseinstituttet Gallup spår i en såkaldt exit poll udarbejdet for DR-TV og Berlingske Tidende.
Modsat EU-skeptikere og EU-modstandere blev valget en bét for CD's Mimi Jacobsen, der med sin meget positive holdning til EU ikke opnåede valg. Til gengæld blev Venstre med en fremgang fra fire til fem mandater det største parti i Europa-Parlamentet. Socialdemokratiet fik trods statsministerens personlige engagement i valgkampen ikke mere end tre mandater, det samme antal som sidst.

Fordel for nej-siden
Fremgangen til EU-skeptikere og modstandere sker samtidig med et fald i valgdeltagelsen. Hvor 52.9 procent af vælgerne stemte ved Europa-valget i 1994, mødte kun 49 procent op til valget i går.
Netop den lave valgdeltagelse kan være en forklaring på det gode valg for EU-skeptikere og EU-modstandere.
"Det er imponerende, at EU-skeptikere og modstandere har fået seks mandater. Men vi skal huske på, at en lav valgdeltagelse altid vil være en fordel for nej-siden. De har et stort og fast stampublikum," siger valgforsker, professor Ole Tonsgaard fra Aarhus Universitet.
Gallup's exit poll skal dog tages med et gran salt. Ole Tonsgaard understreger, at der er tale om en stikprøve og ikke et endeligt resultat. Valgets resultat kan således afvige fra Gallup's exit poll.
Det er Mogens Camres mandat, der udgør forskellen mellem EU-modstandernes valgresultat i 1994 og resultatet fra i går. Lige som ved sidste valg får SF et mandat, der efter al sandsynlighed vil gå til spidskandidaten og EU-skeptikeren Pernille Frahm. De to folkelige modstanderbevægelser, Folkebevægelsen mod EU og JuniBevægelsen får lige som sidst fire mandater til sammen. Det sidste og sjette mandat tilfalder Mogens Camre.
Jens-Peter Bonde mener, "ja-sidens løftebrud" kan forklare nej-sidens gode valg.

Krarup ikke tilfreds
"Ved folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten lovede både Anders Fogh Rasmussen og Poul Nyrup Rasmussen, at unionsudviklingen ville gå ned i tempo. For en uge siden kom statsministeren hjem fra EU-topmødet i Köln, hvor han havde lovet de andre EU-lande mere union," siger Jens-Peter Bonde og henviser til Köln-beslutningen om at udbygge unionen med et forstærket forsvarspolitisk samarbejde.
Folkebevægelsens Ole Krarup er trods EU-modstandernes samlede fremgang ikke helt tilfreds.
"Det er glædeligt, at den samlede modstand går frem nu. Men selv seks mandater markerer ikke den samlede EU-skepsis i befolkningen godt nok," siger Ole Krarup, spidskandidat for Folkebevægelsen mod EU.
Professor Ole Tonsgaards løbende undersøgelser af danskernes EU-skepsis tyder på, at Ole Krarup har ret. Den seneste undersøgelse fra april sidste år fortæller, at 28 procent af befolkningen ville stemme Danmark ud af EU, hvis de fik chancen.

To partisystemer
"Mellem en fjerdedel og en tredjedel af alle vælgere vil have Danmark ud af EU, mens der kun er en sjettedel, der er supereuropæere. Det ligger nogenlunde fast fra undersøgelse til undersøgelse," siger Ole Tonsgaard.
Seks EU-skeptikere i Europa-Parlamentet vidner om denne del af befolkningens EU-skepsis.
Valgforsker og lektor ved Københavns Universitet, Steen Sauerberg, lægger vægt på de få og små ændringer i forhold til det sidste Europa-Parlamentsvalg.
"Resultatet viser, at vi stadig har to partisystemer. Det europæiske og det nationale. Det mest interessante er, at vælgerne kan skelne. At der vitterligt er en stor modstand mod en større integration i Europa. Og den er der. Ellers vi aldrig have så stor tilslutning til modstanderne. Det er ikke en grusning på overfladen. Det er alvor, at man mener, at det er forskelligt. Og det er ikke så almindeligt i andre lande," siger Steen Sauerberg.

Leder her på siden

Side 3: Plads nok til alle slags stemmer, Vælgerne vragede Mimi, Venstre levede ikke op til meningsmålingerne, Socialdemokratiet svigtet i stemmeboksen, Modstanderne forfordelt, Billund satte stemmerekord

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her