Læsetid: 4 min.

Destruktiv kærlighed

15. juni 1999

Fiktive portrætter svækker beskrivelsen af den psykiske verden hos mishandlede kvinder

NY BOG
Hvorfor bliver kvinder sammen med en mand, der mishandler dem fysisk og/eller psykisk? Og hvad skal der til for at kvinden kan komme ud af den destruktive kærlighedsrelation?
Den svenske psykolog Marianne Peterstrand-Nilsson, som har sat sig for at beskrive de psykologiske mekanismer, der bevirker, at mishandlede kvinder bliver hos deres mænd, i bogen Vold i parforhold.
I de sidste årtier er problemerne med vold i parforhold rykket ud fra privatlivets hemmelige rum til offentlig debat. Det har fået samfundet til at stille op med en række hjælpeforanstaltninger til mishandlede kvinder så som krisecentre og politibeskyttelse. Hvilket er godt - men ikke tilstrækkelig, understreger Marianne Peterstrand-Nilsson, som skriver på baggrund af sine erfaringer som psykoterapeut, dels i et krisecenter og dels i en privat praksis.
For til stor undren hos de frivillige hjælpere i krisecentre, for de socialarbejdere og politibetjente, som hjælper de mishandlede kvinder, længes kvinderne ofte voldsomt efter manden og vender hjem til ham gentagne gange - blot for at blive banket igen.
Ved at koble psykodynamisk teori og udviklingsteori med portrætter af mishandlede kvinder formår Marianne Peterstrand-Nilsson et langt stykke ad vejen, at gøre det umiddelbart uforståelige - at kvinder bliver sammen med en voldelig mand - forståeligt, samtidigt med, at hun peger på mulighederne for at kvinderne i et terapeutisk forløb kan frigøre sig fra de destruktive psykologiske mønstre, der binder hende i forholdet.

Dobbelt billede
Bogens stærkeste side er beskrivelsen af det indre dobbelt-billede kvinderne har af deres mand. Et dr. Jekyll-mr. Hyde billede, hvor de på den ene side længes efter den mand, som feterer dem, får dem til at føle sig elskede, kvindelige og nødvendige, og ikke kan få det til at hænge sammen med billedet af det dumme svin, der ind imellem dukker op og mishandler dem.
Når kvindens beslutning om at forlade manden, bygger på 'det halve billede' af et dum svin, falder den let til jorden, når det andet halve billede, hans gode sider bryder igennem, og forfører dem igen. Følelserne er så diamentralt forskellige, at de ikke mærkes samtidigt; det er som at gå fra et rum til andet, hvor man ikke følelsesmæssigt kan erindre, hvad der foregik inde ved siden af.
Et helt centralt led i kvindernes frigørelsesproces er at få de to usammenhængende billeder af manden føjet sammen til et - at forstå egne handlingsmønstre i dette forvandlingsspil, og acceptere, at de ikke kan få det ene uden at det andet følger med.
Men viklet ind i psykologiske magtkampe og fornøjelsen ved ind i mellem at vinde dem, voldsomme skyldfølelser over for manden og børnene, angst for ensomheden efter et brud og den handlingslammelse, der følger af kun at have muligheden for at vælge mellem noget man ikke har lyst til - vold eller ensomhed - og selvfølgelig håbet om, at manden forbedrer sig, gør som oftest et terapeutisk forløb nødvendigt i frigørelsesprocessen.
Især fordi vi lever i et samfund, der er præget af en stærk tro på rationalitet, og på, at det at beherske sine følelser blot er et spørgsmål om at have en stålsat karakter, mener Marianne Peterstrand-Nilsson.
Det har hun sandsynligvis ret i.

Fiktive personer
Bogens svaghed er, at forfatteren bruger fiktive personportrætter som case-stories. Selv om Marianne Peterstrand-Nilsson bedyrer, at de er "spejlinger af, hvordan forskellige typiske situationer kan se ud," er det simpelthen for nemt for hende at få de fiktive personers konflikter til at passe ind i hendes grundlæggende tese: At de psykologiske mønstre, som fastholder kvinden i et voldeligt parforhold er grundlagt i barndommen - og "derefter tiltrækkes man hele tiden som en magnet til den type forhold, som én gang blev dannet."
Og så er der frit valg fra hylderne: For stærk moderbinding, for lille moderkærlighed, for stærk faderbinding, for lille faderkærlighed osv. - det hele så at sige programmerer den kvindelige personlighed til at gå ud at finde en mand, der mishandler hende.
Den form for psykologiske kausalitetsforklaringer har nærværende anmelder en dyb skepsis over for. De udgrænser for eksempel muligheden af, at offer-bøddel spillet er en del af alle personligheder, som kan aktiveres under bestemte omstændigheder.
Lige som en af Marianne Peterstrand-Nilssons grundlæggende forklaringer på mænds kvindeforagt og kvinders selvforagt er en anelse anstrengende at komme igennem:
Den lille pige betragter sin far, brødre og jævnaldrende drengekammerater "og opdager, at de ikke ser ud lige som hende - de har en penis. Hun bliver forundret, måske rystet og spørger sig selv: har jeg også haft sådan en engang. Måske vil der vokse en ud? Er jeg skabt forkert? Måske er der en fejl ved mig?"
Suk - den fysiske forskel er jo i sig selv ingen forklaring på uligheden mellem kønnene.
På trods af, at Marianne Peterstrand-Nilsson understreger, at det voldelige parforhold er et psykologisk spil med to hovedroller, beskæftiger hun sig kun sporadisk med den voldelige mands psykologi - og derfor meget lidt med det interpersonelle spil mellem offer og bøddel. Hendes projekt er at hjælpe kvinder ud af parforholdet. Al ære værd - men det gør hende meget kategorisk, jah, faktisk uforstående overfor, at også grundlæggende uvoldelige mænd (og kvinder) kan overskride grænsen til fysisk vold i enestående følelsesmæssigt pressede situationer: "det råd, som ofte gives til kvinder - at gå ved det første slag - er efter min opfattelse meget godt. Det er næsten sikkert, at når en mand har slået én gang, kommer det til at gentage sig."
Anmelderens bud er, at skilsmisseprocenten ville stige til det tredobbelte, hvis kvinder fulgte det råd.

*Marianne Peterstrand-Nilsson: Vold i parforhold 144 s., 178 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her