Analyse
Læsetid: 5 min.

Diplomatiets fatale detaljer

23. juni 1999

Svensk Balkan-ekspert sætter i en rapport fingeren på NATO-diplomaters fejltrin i Rambouillet og belyser herved de indbyggede modsætninger i fredsaftalen for Kosovo

Djævlen ligger i detaljerne. Sådan er det i diplomatiet. Hvis man leder godt og grundigt i en aftaletekst er det som regel muligt at finde en formulering, der er uklar, tvetydig eller modsigende.
Hvis man vil være velgørende, kan uklarheden tilskrives dårligt sprog. Mere sandsynligt skyldes det parternes ønske om at sløre en uenighed. Samme vurdering kan anlægges for tvetydige og modsigende formuleringer.
Den årelange Kosovo-konflikt vrimler med illustrative eksempler på denne slags ordfælder. Analytikere skal altid være på vagt. Det seneste eksempel kommer fra i mandags, da NATO (formelt set KFOR) og Kosovos Befrielseshær, UCK, blev enige om at "demilitarisere" de Kosovo-albanske oprørere.
Hvad betyder "demilitarisere"? Tja, ifølge aftalen mener man ikke afvæbning, idet UCK's soldater får lov til at beholde deres lette våben. Det står klart. Gemt langt nede i teksten hedder det endvidere, at KFOR (altså NATO, for FN er tilsidesat i denne sag) vil "tage behørligt hensyn til" UCK's krav om at blive omformet til Kosovos væbnede styrker.
Denne formulering pålægger naturligvis ikke NATO at indfri UCK-troppernes drøm om at danne en selvstændig stat, evt. sammen med deres fattige brødre i Albanien, med egen hær, politi og deslige. Men det ville være naivt at tro, at Kosovo-kæmperne blot vil lade den formulering svæve frit i luften.

Og ganske rigtigt - mandag udtalte UCK's politiske leder Hashim Thaci, der ikke er demokratisk valgt af sit folk, at "vi vil danne en defensiv hær på grundlag af NATO's principper." Under UCK's ledelse vil Kosovo øjensynlig en dag søge om optagelse i NATO.
Hertil sagde talsmanden for USA's udenrigsministerium James Rubin, som sad side om side med Thaci i Pristina, at forhandlinger om dannelsen af en UCK-hær "vil blive udskudt til en senere dato."
Men som dagbladet New York Times i går pointerer - under de lange og vanskelige drøftelser i Albanien og Pristina med Hashim Thaci og de mange og ofte rivaliserende UCK-officerer måtte NATO give denne vigtige indrømmelse. I modsat fald havde Thaci sagt nej til "demilitarisering" og Helvede ville været brudt løs i Kosovo.
At man undgik det skyldes som sædvanlig, at Europa gav sig over for UCK's nærmeste allieret - præsident Bill Clinton og Madeleine Albright. Den amerikanske udenrigsminister måtte bøje arm med sin tyske kollega Joschka Fischer søndag aften i Bonn. Fischer ville først ikke gå med til formuleringen, men da Albright fortalte ham, at UCK så ville afvise demilitarisering, bøjede han sig.
UCK's soldater skal altså ikke alene være kernen i en kommende politistyrke, NATO vil muligvis lade oprørerne oprette en regulær hær. Balkan får snart en ny et-partistat.
Hvis man har læst den svenske Balkan-specialist Kjell Magnussons rapport - Rambouilletavtalen - text, förhandlingerna, bakgrunden - giver ovennævnte eksempel ikke anledning til stor forbavselse. I sin gennemgang af Rambouillet-aftalen og forhandlingerne fremhæver Magnusson fra Uppsala Universitet alle de uklarheder og modsigende forhold, der ret beset førte NATO baglæns ind i en krig, som ingen andre end USA, UCK og Milosevic anså for et uundgåeligt udfald af diplomatiets fallit.
Tragedien kunne være undgået, dersom man fra NATO-landenes side havde holdt sig klart, hvad endemålet egentligt var i Jugoslavien. Selvstyre eller selvstændighed?
Det gjorde man ikke eller det var man - uvist af hvilken årsag - ikke i stand til. I stedet fik vi en Rambouillet-aftale og et ultimatum, som Jugoslavien klart nok ikke ville acceptere, fordi begrebet selvstyre i denne sammenhæng dækkede over Kosovos faktuelle løsrivelse fra Serbien, konkluderer Magnusson.
Et referat af Magnussons rapport blev mandag offentliggjort af ugebrevet Mandag Morgen, der i øvrigt har finansieret opgaven og lagt den fulde svenske tekst ind på sin hjemmeside. Herudover har Mandag Morgen indkaldt tre kommentatorer, der jævnligt skriver i Information - Karsten Fledelius, Poul Villaume og Tonny Brems Knudsen - samt Peter Viggo Jakobsen fra Københavns Universitet.
Det givetvis mest opsigtvækkende element i rapporten er en forbilledlig god, analytisk gennemgang af Rambouillet-aftalen, hvori det bliver antydet, at ovennævnte Fischer og hans franske kollega Hubert Vedrine næppe kan have læst den endelige tekst.

I officielle udtalelser tog de to udenrigsministre principielt afstand fra selvstændighed for Kosovo-albanerne og udtrykte støtte til jugoslavisk suverænitet. De ville kun acceptere selvstyre. Så kan man indvende, at den britiske udenrigsminister Robin Cook og den amerikanske Albright indtog samme standpunkt, men det er ikke korrekt, hvis man nøje gennemlæser Rambouillet-aftalen, pointerer Magnusson.
Heri har han efter alt at dømme ret. Af teksten fremgår det, at kosovarerne (det er uklart om Kosovo-serberne er omfattet) vil få deres egen forfatning, parlament, regering, præsident (med vide beføjelser), justitsvæsen og politistyrke. Kosovo mangler kun et nationalt forsvar og en centralbank for at blive en selvstændig stat, skriver den svenske forsker.
Disse to beføjelser ligger hos forbundsstaten Jugoslavien, der omfattes af Serbien og Montenegro, men hvis magt reelt ligger i Beograd. Men til læserens - og Magnussons overraskelse - nævner teksten ikke, hvad det statsretlige forhold mellem Jugoslavien og Kosovo vil blive. Det overlades til fantasien.
Set i nutidsperspektiv er det en interessant iagttagelse, for i FN-resolutionen - der bemyndiger NATO's indgriben - hedder det, at der skal etableres et "substantielt selvstyre med hensyntagen til Rambouillet-aftalen."
Hvad vi med andre ord vil se udfolde sig i Kosovo er ikke selvstyre, men en de facto grundlæggelse af en ny stat på Balkan, der de jure præsenteres af NATO som "vidtstrakt selvstyre" for Kosovo i den jugoslaviske føderation.
At Kosovo-albanerne nu tilsyneladende også får deres egen hær og vil udskifte dinaren med D-mark eller euro, bestyrker kun denne konklusion. Om dette er et retfærdigt resultat eller ej af Kosovo-konflikten, behøver man ikke nødvendigvis at tage stilling til i denne sammenhæng. Det afgørende er konstateringen, at NATO-lederne har ført serberne og offentligheden i deres egne lande bag lyset.
Fra begyndelsen blev det gjort klart, at USA og NATO kun ville acceptere den form for selvstyre, som Kosovo-albanerne havde haft i Jugoslavien fra 1974 til 1989. Som Magnusson understreger er det ikke usandsynligt, at Milosevic-styret ville have accepteret denne løsning - ikke mindst hvis NATO havde indsat tropper i Albanien og Makedonien for at beskytte disse to udsatte stater og opnå kontrol med UCK. Herefter kunne man have stillet en mere neutral Kosovo-styrke under FN-flag på benene.

At det aldrig blev til noget, må være et emne, som forskere kan skrive disputats om i fremtiden. I rapporten giver Magnusson ikke et entydigt svar på, hvordan det kunne lade sig gøre, at NATO med USA i spidsen kom så galt afsted. Han antyder, at USA blev nærmest shanghajet af Kosovo-albanerne og deres dagsorden, men det er ikke ovenud sandsynligt. Hvordan Albright skulle kunne føre Fischer og Vedrine rundt i manegen uden modstand, er heller ikke klart.
Derimod er det rigtigt set, når Kjell Magnusson antyder, at serberne måske ville have sagt ja til selvstyre-formlen i aftalen, dersom NATO havde undladt at fremlægge en militær tillægsaftale nogle få timer før konferencens afslutning. Af denne fremgik det, at NATO's fredsbevarende styrker ville få næsten uhindret adgang til Serbien. Den kamel kunne Milosevic ikke sluge.
Hvilken statsmand ville?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her