Læsetid: 3 min.

Døden på Filmskolen

11. juni 1999

Årets syv afgangsfilm kredser næsten alle om de samme temaer: en tilværelse på den yderste rand og udsigten til en snarlig død

AFGANGSFILM
Vidste man ikke bedre, kunne man tro, at Den Danske Filmskole havde stillet sine seks nu færdigguddannede instruktører en bunden opgave som afgangsfilm: Lav en historie om undergang, fortabelse og den død, der venter os alle.
Det er næsten ikke til at tro, at en - er det forhenværende? - spøgefugl og satiriker som Poul Nesgaard er skolens rektor, når man overværer disse ofte tungsindige beretninger om livstruede personer på den yderste rand.
Vist er der humor i nogle af de syv film, men den af rendyrket begsort art. Eksempel: Vor hovedperson får som baby sit ene øje stukket ud af en gås. Efter et liv i forbitrelse, toppet af en kræftsygdom, ender han livet på en skovbund, hvor en gås massakrerer hans andet øje.

Dødsbesættelse
Det er årgangens surrealist og skæve fabulant, Kenneth Kainz, der - efter et manuskript af den Oscarvindende Anders Thomas Jensen - står for denne gåse-film, En sjælden fugl.
Her er fantasien dristig og drastisk, menneskesynet nuanceløst misantropisk. Den ambitiøse Kainz optræder også med endnu en over-elaboreret fabel, Genfærd, om en midaldrende mand, der smides ud af sin tyranniske kone, afvises af sin egocentriske familie og hjemsøges af genfærdet af en selvmorder, der vil overtale ham til at gøre sig selskab i skyggeland. Claus Bues usentimentale spil som selvmordskandidaten giver den ganske virtuost orkestrerede historie et tyndt, men stærkt tiltrængt fernis af menneskelighed. Og på plussiden noteres en fantasifuld fotografering af Natascha Thiara Rydvald og skarp klipning af Mette Esmark. Jo, her er masser af filmfornemmelse.

Døden på Fanø
Døden er også stærkt nærværende i Peter Schønau Fogs Lille mænsk om en ung fyr fra Fanø, der i fuldskab kørte strandfogedens søn ihjel og nu efter udstået straf prøver at blive genoptaget i det isolerede ø-samfund.
Det er i mine øjne årgangens mest afklarede og modne udspil, et situations-skarpt, men ikke ukærligt signalement af provinsiel selvtilstrækkelighed og et fintmærkende portræt af en naiv kontaktsøgende mand, der prøver at redde stumperne af sit smadrede liv. Stærkt rollebesat med for mig ukendte ansigter som Kristian Ibler (den løsladte dødsbilist), Henning Olesen (den tyranniske strandfoged) og Susanne Juhász (ung enlig mor).
Lidt af den samme rolige, indfølende varme fornemmes i Pernille Fischer Christensens Indien, der også indkredser desperationen ved at stå alene med ryggen mod muren. Filmen vinder kolossalt ved Trine Dyrholms magisk indforståede spil som hotelstuepigen, hvis broer er brændt, og hvis liv ender med at være i alvorlig fare i trafikken.
Hun redder sig dog i land. Så heldig er den unge helt i Dagur Káris Lost Weekend ikke, men han har til gengæld ikke megen følsomhed at miste. På et affældigt hotel drikker han sig metodisk fra sans og samling i denne glimtvis pudsige, minimalistiske Jim Jarmusch-pastiche, der nok mest vil huskes for Anders Hoves prægtigt snuskede hotelvært og hans hjemmestrikkede filosofi om minibarens velsignelser.

Godt håndværk
Stefano Gonzales' pastiche Kuppet skildrer en fjoget, selvmorderisk gangster-sammensværgelse, Pia Bovins Den bedste af alle verdener en kræftpatient, der flygter fra hospitalet for at dø i sin festende families skød. Ingen af filmene er min kop te.
Som helhed gentager de syv film det lettere klaustrofobiske, navlebeskuende præg, der især for en snes år siden ofte kendetegnede Filmskolens afgangsprodukter. Kun i Lille mænsk mærker man en nysgerrighed og miljøfornemmelse, der rækker udover den selvoptagede stiløvelse og får sat personerne i overbevisende samspil med omgivelserne.
Den håndværksmæssige standard er høj, og kun i et par af filmene svigter replikker og spil. "Vi er ikke længere et sted, der skal lære folk at lave film. Det kan de stort set, når de kommer," skriver den erfarne instruktør og nuværende filmskolelærer Esben Høilund Carlsen i programmet om filmgenerationen, der fik billedfortælling ind med modermælken via tv og nu "har filmsproget på huden".
Indholdmæssigt mangler årets kuld måske nok lidt variation. Satire, komedie eller bare skyggen af samfundsrelevans er filmene i hvert fald blæst for. Selvfølgelig er døden det ultimative tema, men set i samlet bundt virker den gentagne besættelse af hærværk og pludselig eller langsom udslettelse næsten konform. Så nu er der kun at sige: Cheer up!

*Syv afgangsfilm fra Filmskolen. Instruktion: Peter Schønau Fog, Pernille Fischer Christensen, Kenneth Kainz, Dagur Kári Petursson, Pia Bovin og Stefano Gonzales. (Dagmar, hver eftermiddag fra mandag d. 14. til lørdag d. 19. ds.)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her