Læsetid: 6 min.

Dyr er også mennesker

22. juni 1999

Fra den hundske erfaringsverden. Fem års romanpause har afkrævet Auster en ny start

NY BOG
Det er helt sikkert hårdt arbejde at være en både berømt og elsket forfatter - når man ikke har publiceret en roman i fem år. Forventningspresset, ude- som indefra, stiger faretruende, og så hjælper det ikke meget, at man har været flittig på andre boldbaner, med film, erindringer, osv. Vi vil have flere romaner, nu! Det får vi så med den lille roman Timbuktu, der kun en måned efter udgivelse foreligger på dansk. Holder den mål? Med Auster forholder det sig jo så udmærket, at han ikke uden videre leverer det, man forventer, og Timbuktu er da også noget helt andet.
Timbuktu er, ifølge amerikansk metaforik, verdens ende, det absolut utilgængeligt fjerne, og i romanens univers betegnelsen for det hinsidige. Det er i lyset af døden, at både dette Nevernever-Land og især den vanlige, trivielle og fantastiske virkelighed får skarpe konturer. For Timbuktu er noget så sjældent som en hunds minderune over sin herre og mester. Dvs., hunden, Mr. Bones, er ikke regulær fortæller af historien; nok forstår den "inglisk" så godt som nogen tobenet amerikaner, men dens fysiognomi tillader ikke den fonetiske evnes kulmination i tale. Forstående synsvinkelbærer er Mr. Bones dog til fulde, og en del af pointen er selvsagt, at hunden er mere menneskelig end mennesker flest; værgeløst udleveret til menneskers luner, definitivt sat udenfor - og samtidig empatisk nær den, der bare vil den det godt.

Julemand - året rundt
En del spas kommer der da også ud af vinklingen fra den hundske erfaringsverden, som når det allerede på første side hedder: "... det var lige så sikkert som at solen var en lampe, der blev tændt hver morgen og slukket hver aften".
Det, der er lige så sikkert, er at Mr. Bones' herre, Willy G. Christmas, skal dø. Allerede som 45-årig er han fysisk slidt ud, plaget af spruttende kræfthoster. Christmas er nu slet ikke hans virkelige navn, mellemnavnets G står for Gurevitch, enebarn som han er af polske jøder, der lige akkurat undslap Europa og Auschwitz. Tidligt faderløs - et ærketypisk Auster-træk - rendyrker han en stædig opposition mod al normalitet. 1968, og excessivt stofmisbrug sender ham på den lukkede afdeling, og året efter har han den vision, der kommer til at bestemme hans livsbane: Selveste Santa Claus taler, midt i en ellers banal tv-reklame, direkte til ham og pålægger ham at blive juleåndens gavmilde inkarnation, 365 dage om året. Derfra er hans liv bestemt af gadernes tilfældige træf og de forsøgsvis gode gerninger. Og som beskyttelse mod det værste bliver Mr. Bones fra hvalpetiden hans bodyguard.
Helgen er Willy dog ikke til alle tider. Fra college-tiden har han skrevet, entusiastisk opmuntret af en lærerinde med engleligt uskyldsblå øjne, Mrs. Bea Swanson. At skrive, er dog ikke den eneste afvigelse fra dydens smalle sti. Willy er også en skør drukkenbolt, en vagabonderende halvt skizofren stodder, "en ægte, uforfalsket logomaniker", hvis rapsodisk udsyrede monologer lystigt blander højt og lavt. Og de sidste fire år har dette Don Quixote/Sancho Pancha-par været uden vinterens trygge holdepunkt, fru Gurevitchs lejlighed i Brooklyn.

Uden kildrende plots
Indgangen til Timbuktu er, at Willy og Mr. Bones har travet hele vejen til Baltimore, på deres absolut sidste rejse sammen, for forhåbningsfuldt - efter mange års incommunicado - at genfinde Mrs. Bea Swanson, så hun kan tage hånd om både Mr. Bones og om Willys litterære testamente, 72 notesbøger, anonymt forvaret i en bagageboks, et veritabelt, men jo nok så uafsikret forfatter-skab!
Forhistorien til dette skæbnesvangre øjeblik udgør næsten hele historien, på det punkt adskiller Timbuktu sig ikke afgørende fra Austers øvrige forfatterskab; der er meget lidt af de kildrende twists and turns hans plots ellers har forlystet fantasien og udfordret eftertanken med. Tilfældets musik er ikke explicit tema i Timbuktu, ligesom tæringen på 'hovedstolen' - Per Højholts advarende term for forbruget af eget erindringsstof - heller ikke er påfaldende her. Fem års romanpause har afkrævet Auster en ny start.
Men fortællerstemmen er der. Den rytmiske prosas mirakel, den idiomatiske frases musikalitet, udtrykkets egenværdi hinsides indhold, alt det er der, idiosynkratisk gearet op, i efterfølgelse af Willys rablende associationer og hårrejsende tankespring, på tværs af hans ærlige forsøg på skæbnetung prægnans ved dødens tærskel.

Hverdagsmirakler
Tilsvarende bliver en anden kvalitet ved Austers prosa tydeliggjort - hans akutte sans for hverdagslighedens mirakler. Willys sidste monologer opfyldes ufrivilligt af ømme skildringer af trivia, i den kroniske undren over "det prægtige ved cykelhjul", over den forbløffende sene opfindelse af kufferten med hjul, i ideen om "den gennemsigtige brødrister" - en metafor for Austers selvrefleksive fortællen - eller i erindringen om barndommens infamt klistrede hårpomade. Da er Auster ved fuld magt som skribent. Ligesom sprogets udtrykskraft, dets rent musikalske virkninger, får vidde i Willys vilde associationer og prægnans f.eks. i Mr. Bones' heroiske forsøg på at sige sit navn til en sød og blankøjet kineserdreng: "... tre hurtige bjæf: vuf vuf vuf. Det var en perfekt anapæst, hvor hver stavelse i hans navn havde det rigtige tryk, den rigtige balance og varighed. I et kort øjeblik var det som om ordene Mis/ter Bones var kogt ned til deres klangfulde kerne, til renheden af en musikalsk frase." En øm parodi på utopien om sprogets mimetiske evne, dets skabende benævnelseskraft.
Citatet viser på den anden side, at det ikke er så ligetil at skrive som en hund. Altomfattende empati, ja, manglende kendskab til rituelle spil som f.eks. baseball (!), okay, men så snart Auster forlader Willys sproglige tryllekreds, får han problemer, så bliver tonen en sær blanding af børneeventyr, moralsk fabel - og ja, indrømmet, en vis banal godhjertethed. Og ikke nok med det. Så snart Willy er skibet af til Timbuktu - i dobbelteksponering af drøm og realia - så nærmer historien sig i betænkelig grad "Lassie på eventyr".

Hundesvært job
Slutningen er flot skrevet, med stort følelsesmæssigt schwung i beskrivelsen af Mr. Bones' personlige vej til Timbuktu, men det er melodrama på en måde, der ligger nok så fjernt fra det billede man gennem 15 år har opbygget af forfatteren.
Det har været antydet, at Auster med Timbuktu angler efter den bestseller-berømmelse i sit hjemland, som profeter altid har savnet. Den tror jeg ikke en meter på. Men jeg tror, Auster har følt sin udenvælts dyrkelse som noget af et kors, noget han måtte vriste sig fri af, for næsten enhver pris.
Skjules kan det dog ikke, at Timbuktu ikke er den bog man helst så fra Paul Austers hånd nu. "Publish or perish" hedder det derovre, og nogen gange må en forlægger vurdere, om hans forfatter trænger til den 'faderligt' sanktionerede udgivelse trods alt, mere end det afgjorte mesterværk. Sådan tror jeg Henry Holt, forlaget, har tænkt. Der er stadig grund til at håbe det bedste for Paul Austers forfatterskab.
PS. Normalt har det med Auster været sådan, at enhver oversættelse føltes næsten som et overgreb. Ikke sådan med Timbuktu. Presset på ham har formentlig været medvirkende til det ekspressivt forcerede sprog. Som gør læsningen på engelsk vanskeligere, end vi er vant til. Så for første gang, stort set, er der grund til at anbefale læsning på dansk. Og samtidig til at rose ægteparret Anita Bay og Christian Bundegaard for indsatsen med at overføre den heftigt ordspillende prosa til letløbende dansk. Det har - det vidner bl.a. et par helt nødvendige fodnoter om - været hundesvært.

*Paul Auster: Timbuktu. Oversat af Anita Bay og Christian Bundegaard. 166 s. 248 kr. Forlaget Per Kofod. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her