Læsetid: 2 min.

Egypten forsøger sig som fredsmægler

23. juni 1999

Egyptens præsident Mubarak fører an i forsøget på at omdanne den israelsk-palæstinensiske fredsproces til hele Mellemøstens fredsproces

CAIRO - Midt ude i Egyptens Sinaiørken står en gammel kampvogn med kanonrøret rejst og rettet østover mod Israel. Et monument over en krigerisk fortid, hvor Egypten gentagne gange kunne forene den arabiske verden i krig mod "den store zionistiske" fjende. Når Egypten for tiden endnu en gang forsøger at skabe fælles fodslag blandt Israels arabiske nabolande sker det, for at landene kan stå stærkest muligt ved de kommende fredsforhandlinger.
"For os arabere er det vigtigt, at israelerne ikke får lov til at benytte fredsforhandlinger med palæstinenserne, som en undskyldning for ikke at gå fremad med fredsforhandlinger på andre områder. Vi vil forsøge at få forhandlingerne til at bevæge sig på parallelle spor på alle fronter, så vi får løst alle problemer så hurtigt som muligt, forklarer Abdel Moniem
Said, leder af Al Ahrams center for strategiske og politiske studier i Cairo.
Efter Jordans Kong Husseins død i februar har Egyptens præsident Mubarak påtaget sig rollen som fredsprocessens fødselshjælper, der forsøger at harmonisere de forskellige arabiske landes særinteresser overfor Israel inden de afgørende forhandlinger indledes. Et arbejde der har vist sig at være særdeles krævende.

Arabisk uenighed
Rejseaktiviteten til og fra Egypten er således steget gevaldigt.
Forleden besøgte Jordans Kong Abdullah Egyptens præsident Mubarak i Cairo. Samtidig var Egyptens udenrigsminister Moussa en tur i Syrien. Til sidst tager Mubarak til Syriens hovedstad Damaskus i et forsøg på at samle trådene. Det er nemlig syrerne og især forholdet mellem Yasser Arafat og Syriens Hafez Al-Assad, der har den største hindring for et fælles arabisk fodslag.
Syrerne har endnu ikke tilgivet palæstinenserne for, at de har ført separate forhandlinger med israelerne og mener, at palæstinenserne giver alt for mange indrømmelser i deres iver for at få en stat. Derved, mener syrerne, svækker de den fælles arabiske sag.
"Sagens kerne er, at under Netanyahu, var der en udbredt fornemmelse af, at han ikke ville gøre noget seriøst ved nogle af de tre forhandlingsspor, Oslo-processen, Golanhøjderne eller Libanon. Araberne holdt derfor sammen. Men nu, hvor Barak sender signaler om at han er villig til seriøse forhandlinger, kan de forskellige parter ikke enes om, hvilken linie man skal lægge ved forhandlingerne," fortæller Moniem Said og fortsætter:
"Valget af Barak har frembragt en stemning af forsigtig optimisme, men samtidig ved vi, at han rangerer Israels enhed højere end fredsprocessen, og det kan blive såvel hans som vores dilemma." Kommer man frem til en acceptabel fred indtager Egypten en afgørende rolle, når resultatet af fredsaftalen skal bringes ud til den arabiske befolkning.
"Vi har altid været det ledende arabiske land og har derfor muligheden for at overbevise den arabiske offentlighed om, at fredens vej er gangbar. Vi kan legitimere freden," siger lederen af det statslig styrede Al Ahram institut.
Samtidig er der ifølge Moniem Said allerede en bred accept af, at freden vil gavne Egypten.
"Folk synes generelt, at 50 års konflikt er nok. Det har skadet samfundets socioøkonomiske udvikling og skabt fundamentalisme, da man har brugt religiøse elementer i konflikterne for at mobilisere befolkningen. Alligevel vil hovedparten af befolkningerne have fred. Det afgørende element er så, at vi får en fred, vi kan leve med."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her