Læsetid: 2 min.

Til eliten

11. juni 1999

Tidsskriftet Det tredie årtusind er for de dannede, der tør være ved, at de er dannede

TIDSSKRIFT
"Tidsskrift til indførelse af europæisk civilisation i Danmark" - sådan lyder undertitlen på Det tredie årtusind, som nu udsender sit tredje nummer. Et kampskrift, altså, og som sådan præget af en stærkt polemisk ånd.
I den redaktionelle indledning gælder det "de såkaldte medier" og antirygerbevægelsen ("efter amerikansk forbillede har rygerne overtaget den funktion der førhen i Amerika tilkom niggers, i Europa Juden"). Artige, tilspidsede sager - og formuleret demonstrativt elitært, intellektualistisk, højpandet. Skamløs namedropping og henkastede bemærkninger på tysk og latin fremtræder her som rene selvfølgeligheder.

Noget at tygge på
Kasper Nefer Olsen, som er manden bag, har til dette nummer oversat intet mindre end første sang af Dantes Guddommelige komedie (med rim og metrum bevaret!), Mallarmés Et kast med en terning, digte af Hölderlin og Baudelaire og ee cummings, essays af Marcel Proust, Raymond Queneau og Francis Ponge og mange andre ting. Overfor dette må man lette på hatten - alene oversættelserne af Dante og Mallarmé er store bedrifter i sig selv.
Men man må også konstatere en vis forudsigelighed: Havde der lige stået et par digte af Rilke og et enkelt af Celan, så havde den gode, dannede og alligevel avantgardistisk skolede smag ikke manglet meget i at kunne spejle sig til fuldkommenhed i Det tredie årtusind.
Universiteternes elite af feinschmeckere skal altså nok finde noget at tygge på; fotokopier af Pratellas manifest for den futuristiske musik skal nok florere i seminarlokalerne, oversættelsen af Mallermés digt (det mest lukkede af alle lukkede digte) skal nok blive gransket af de kyndige i supermodernistisk poesi, Prousts (i øvrigt fremragende, spidse, morsomme, klartseende og på alle måder anbefalelsesværdige) artikel om forholdet mellem Baudelaire og Sainte-Beuve skal nok finde læsere blandt dem, der nu i øvrigt interesserer sig for Proust og Baudelaire og Sainte-Beuve. Men meget længere ud kommer det ikke. Og det er vist heller ikke meningen.

*Det tredie årtusind nr. 3 (december 1998). 64 s. 90 kr. Abonnement for tre numre 200 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her