Læsetid: 4 min.

Fra epos til epo

24. juni 1999

Cykelsport og doping i tv-udsendelse med mange postulater - og et vigtigt budskab

Tv
TV 2 viste tirsdag aften et dokumentarprogram, Dopinglægerne, der fremstod som et ambitiøst indlæg i den rullende debat om doping i sporten. Det indeholdt en stribe rystende udsagn om den sørgelige kendsgerning, som vi længe har anet, nemlig at sport, og i særdeleshed elitesport, har udviklet sig til mere industri og forretning end leg.
Udsendelsen havde en opsigtsvækkende rekapitulation af det historiske forløb, der startede (så vidt man ved) med amfetamin i 60'erne, fortsatte over anabolske steroider i 70'erne til væksthormoner i 80'erne og vort årti's epo.
Det problematiske ved en udsendelse som denne er i nogen, omend mindre, udstrækning det samme som ved Danmarks Radios udsendelser om doping i cykelsporten tidligere på året under titlen Tavshedens pris. Denne blanding af dokumentarisme, postulater, rekonstruktioner og fiktion. I Dopinglægerne var der muligvis ikke så megen rekonstruktion som i de to andre udsendelser. Men det føg med postulater, serveret af en speaker som vi ikke fik navnet på, med mindre man skal tage det for givet, at det var udsendelsens redaktør, Henrik Madsen. Hvem han end var, må han have lyttet meget til Jens Olaf Jersild, for han havde lagt sig efter dennes diktion, betoninger og understregning af pointer i en sådan grad, at man kunne forledes til at tro, at der var tale om en kloning.

Den mystiske mand
Desværre kun, for det var ellers en god udsendelse med et utroligt vigtigt budskab. Men i indledningen blev der slået et par falske toner an, som det tog ihvert fald mig lidt tid at få rystet af. Indledningsvis ser vi en anonym bil nærme sig et apotek "et eller andet sted i Nordsjælland". Speakeren fortæller os, at det er formanden for dansk professionel bokseforbund, Jørgen Husum, der er på vej for at hente medikamenter til brug for sportsfolk. Det gør han meget jævnligt, siges der. Det bliver betonet, at han ankommer til apotekets bagindgang, hvilket tydeligvis skal skabe en odiøs atmosfære omkring projektet.
Det var imidlertid nemt at se, at bagindgangen ligger lige ved et indkøbscenters parkeringsplads, så det var vel meget naturligt at gå ind den vej, når nu apoteket lå der. Vi så imidlertid aldrig et glimt af Jørgen Husum, kun hans bil, hvis det overhovedet var hans. Jeg noterede mig bilnummeret og var lige ved at ringe til motorkontoret for at få kontrolleret, hvem bilen tilhørte, men opgav det af ulyst til at benytte mig af registre. Lad os derfor antage, at det var Husum selv der ankom og kørte bort fra apoteket. Men hvis det sker så hyppigt, som speakeren lod os vide, hvorfor så vi så ikke manden selv. Har man lagt sig på lur for at filme hans bil, kunne man vel også have filmet manden selv. Man vidste, at Husum hentede adrenalin, som han efter eget udsagn brugte til at stoppe blødninger med. "Der er ingen beviser for, at adrenalin har skadet sportsfolk," fortsatte speakeren, og jeg var ved at spørge mig selv, hvad der så var interessant. Det kom herefter: Husum er uddannet, men ikke længere praktiserende læge. Og det er interessant; men det blev ikke rigtig fulgt op på anden måde, end at man forklarede, at tidligere dr. Husum benyttede sig af sin uddannelse til at hente præparater til sportsfolk, som de ikke kan købe selv. Det ville jeg gerne have hørt mere om. Kan en læge, som har aflagt lægeløftet, men som ikke længere føler sig forpligtet af det, fordi han ikke fungerer som læge længere, bevare sin receptret? Det hørte vi ikke noget om, ligesom Jørgen Husum forsvandt ud af programmet efter denne indledning.

'Det kriminelle miljø'
Kort tid efter hed det, at TV-2 opsøgte repræsentanter for det kriminelle miljø i København for på skrømt at anskaffe sig dopingmidler. Nogle fødder i blue jeans mødtes i en port, nogle hænder udvekslede nogle ampuller, mens speakeren forklarede, at den pågældende repræsentant for den mafia, der sidder på dopingmidlerne i Danmark, kunne fortælle, at man forsynede det meste af den danske professionelle sportsverden med dopingmidler. Det kalder jeg dokumentation.
Det er en skam, at så mange tv-journalister ikke kan dy sig for at springe over, hvor dette gærde er lavest. To gange mødte vi disse 'repræsentanter', som vi aldrig så, og det lagt sammen med den bil i indledningen, hvis chauffør vi heller aldrig så, gav mig fra starten en mistanke, som langt henad vejen belastede min oplevelse. Da først man fik rystet disse manerer af sig, og man kom igang med de interviews, som programmets researcher, dette blads kending Henrik Jul Hansen, havde fundet frem til, så kom sagerne på bordet i troværdige udgaver.
Jeg skal ikke gøre mig klog på temaet doping. Onsdagens kronik i Information, "Sportens urene helte" af Lone Friis Thing, satte begreberne bedre på plads end jeg længe har set det. Jagten på entydigt skyldige i dopingspørgsmålet er formålsløs. Men en ting stod klart selv for en sportsnovice som undertegnede, og det var udsendelsens væsentligste budskab og dens eksistensberettigelse: Den nuværende generation af sportsfolk har selv valgt de betingelser, de har underkastet sig i udøvelsen af deres idræt.
Den nye generation, de der netop kan kravle op på en cykel eller skræve over en fodbold, de får ikke lov at vælge. Af forfængelighed, udfra drømmen om at se dem som berømtheder og stars, sender deres forældre dem lige ind i favnen på sportsindustrien, på den kyniske forretningsverden, som bl. a. styres af det internationale olympiske selskab.
Ungerne selv får ikke noget valg, når først de er lokket på den med sporten.
Skal vi tillade det?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her