350 af landets brugsbutikker må ikke længere sælge varer fra U-landsimporten - og dermed støtte kooperativer i u-landene. Brugs-uddelere er utilfredse
FDB har besluttet, at de 350 brugser i kæden ikke længere må have varer på hylderne fra U-landsimporten, der importerer varer fra kooperativer i u-landene.
"FDBs beslutning er en ren knock-out," siger U-landsimportens formand Mogens Thomsen.
Hidtil har landets brugsbutikker aftaget en fjerdedel af den idealistiske organisations samlede salg.
Nu forsvinder i hvert fald en større del af U-landsimportens samlede omsætning på i alt ni mio. kroner årligt.
"Vi står for den fair handel med u-landene, som netop er i overensstemmelse med FDB's overordnede principper, så vi er uforstående over for den nye linje i FDB," siger Mogens Thomsen.
Centralt indkøb
Fravalget af U-landsimportens varer er sket som konsekvens af, at brugserne i FDB's kæde ikke længere må købe ind på egen hånd.
Alt indkøb skal fremover gå gennem FDB centralt, og her indgår disse varer ikke.
"Vi har ikke været ude efter u-landsvarerne specielt, med de er faldet ud som et led i vores opstramning af sortimentet," siger FDBs formand Ebbe Lundgaard.
Han påpeger, at kun 350 af landets 900 brugsbutikker er med i FDBs kæde, resten er styret af lokale brugsforeninger og kan derfor fortsætte med at sælge U-landsimportens varer.
Ebbe Lundgaard vil ikke afvise, at FDB senere beslutter at tage U-landsimportens varer med i det centrale sortiment.
"På regionsmøder hen over efteråret vil vi drøfte med lokale bestyrelser og medlemmer, om FDB skal støtte andelsbevægelser i u-landene. Personligt ser jeg det gerne," siger Ebbe Lundgaard, der understreger, at FDB ikke er en velgørenhedsorganisation.
Derfor vil al handel med U-landsimporten i givet fald skulle ske på forretningsmæssige vilkår, påpeger han.
Flere af landets brugsuddelere har udtrykt deres utilfredshed med, at de ikke længere kan tilbyde U-landsimportens kaffe, honning og andre af de især økologiske niche-varer.
"Vi har henvendt os til vores kædedirektør i FDB for at få ham til at presse på, så vi igen kan føre disse varer," siger Kristian Thomsen, der er uddeler - og dermed ansat af FDB - i SuperBrugsen på Vesterbro Torv i Århus.
Henvendelsen er sket i samarbejde med andre Århus-brugser, der alle profilerer sig på et varieret udbud af økologiske og specialprodukter fra blandt andet kooperativer i u-landene. Varer, der er forædlet og pakket i hjemlandene og som bønderne er sikret en ordentlig pris for.
Søgt dispensation
Individuelt har Brugs-butikkerne søgt om dispensation til selv at købe direkte fra U-landsimporten, men uden svar.
"Det tager vi som et nej, men jeg håber, at beslutningen bliver ændret," siger Kristian Thomsen.
U-landsimporten er ikke bundet op med store omkostninger og investeringer, så FDBs mindre køb tvinger ikke organisationen helt i knæ.
"Men det er klart, at det lavere salg vil gøre det sværere for os at være med til at udvikle begrebet om fair handel i u-landene - som vil ellers tager ud og hjælper dem med," siger formanden Mogens Thomsen.