Læsetid: 4 min.

Film

24. juni 1999

*Anjelica Huston elsker at spille djævelske fruentimmere, og i denne hekse-fantasi efter en Roald Dahl-novelle er hun i hopla som ypperste-heksen Miss Ernst, der leder et hekse-seminar på et ellers adstadigt britisk kysthotel. Hun omskaber den 9-årige Luke og hans kammerat til mus, men de bevarer drenge-sjælen. Og så går musedrengenes lystige vilde flugt hen over de bonede gulve, mens de dæmoniske kvindfolk omskaber hotellet til en sydende, kogende heksekedel.
Den excentriske engelske instruktør Nicolas Roeg, kendt for Rødt chok og Bad Timing, er - med sin frit associerende klippestil - mand for at gøre de lidt søgte idéer til en muntert spruttende heksekomedie, stærkt hjulpet af Jim Henson-teamets drastiske maskerings- og trickkunst.
En børnefilm for voksne eller en voksenfilm for børn? Det står lidt uklart, men det er i hvert fald idérig underholdning, efter en noget møjsommelig optakt, hvor Mai Zetterling ses i sin næstsidste rolle som sød bedstemor. Der er også biroller til så populære navne som Rowan Atkinson, Brenda Blethyn og Jane Horrocks - de to sidstnævnte kendt fra Little Voice.
The Witches/ Heksene. DR 2, fredag kl. 20.00 - 21.30

*Jane Fonda og Vanessa Redgrave markerede sig især op gennem 1970'erne som de mest politisk engagerede blandt de kvindelige filmstjerner af første rang. Så det var oplagt at placere dem i rollerne som et venindepar, der netop træder i karakter gennem deres politiske kamp.
Vanessa Redgrave er da også gennemtroværdig og meget smuk som Julia, den politiske aktivist, hvis opposition mod 1930'ernes nazistyre får næsten mytisk statur for veninden Lillian, der har sit på det tørre som fejret dramatiker i USA. Men Lillian rejser til Europa og yder også sin skærv til modstanden mod nazismen.
Filmen bygger på 'en historie' fra dramatikeren Lillian Hellmans erindringer, der af forfatterkollegaen Mary McCarthy blev kaldt for løgn fra ende til anden ("selv kommaerne er løgn"). Men bedømt som den fiktion, der sikkert er tale om, hævder Julia fra 1977 sig som en seværdig, umiddebart medrivende kvindefilm. Ikke mindst takket være Jane Fonda, der har en af sine bedste roller som forfatterinden, som føler angstens koldsved, da hun debuterer som handlingskvinde. Veteranen Fred Zinnemann har instrueret, mere solidt end fantasifuldt.
Julia. TV2, lørdag kl. 20.35 - 22.35

*Giuseppe Tornatore ramte - som senere en anden italiener, Robert Benigni med Livet er smukt - en guldåre, da han lod de nationale følelsesstrømme flyde frit i sin tilbageskuende komedie om drengen Toto og filmoperatøren Alfredo (Philippe Noiret). Vi er i en siciliansk landsby under Anden Verdenskrig, og i mangel af den militærindkaldte far bliver den blide, kloge Alfredo en opdrager for den kvikke Toto, der fascineres af den Paradis-biografens mekanik og fremvisninger og efterhånden lærer operatørfagets fiduser.
Filmen er blevet elsket for sit overvejende solbeskinnede billede af italiensk uskylds-liv, før fjernsynet gjorde en sådan lokal-tilværelse til en del af den globale landsby.
Med vemod har man drømt sig tilbage tilbage til den tid, hvor den stedlige biograf kunne samle høj og lav og skabe forestillingen om fællesskab. - Tornatore optog filmen i sin egen hjemby nær Palermo, og selv om den præges af en vis behagesyge, skal man være lidt af et tidselgemyt for ikke at lade sig fange ind - om ikke før, så da slutpointen spilles ud, en pragtfuld hyldest til filmkysset i fortid og nutid.
Nuovo Cinema Paradiso/ Mine aftener i Paradis. TV2, lørdag kl. 22.35 - 00.40

*TV2 tager på forfriskende vis konsekvensen af de lyse nætter og indleder uge 26 med tre ny-klassikere, alle placeret i midnatstimen, hvor mørket endelig er ved at falde på og tv-billedet lader sig se med fuldt udbytte. Man starter mandag med Robert Altmans frække, fandenivoldske farce om det hårdt prøvede amerikanske lægekorps under Koreakrigen, MASH, hvor Donald Sutherland og Elliott Gould brillerer som en kynisk vittig kirurg-duo. Også Sally Kellerman og Robert Duvall medvirker, som et elskende par, det går hårdt ud over, fordi de er bornerte og selvbedrageriske.
Tirsdag kommer turen til John Cassavetes' Gloria med Gena Rowlands i en glansrolle som en børnehadende gangsterdulle, der påtager sig rollen som beskytter af en seksårig dreng, hvis liv trues af mafiaen. Filmen huskes især for en gruopvækkende stærk indledningssekvens, hvor Cassavetes blander triviel familiekævl og nådesløs vold.
Onsdag bringer et gensyn med Terry Gilliams virtuosnummer af en science fiction-fantasi, Brazil. En grotesk vision om fremtiden som et primitivt computerstyret bureaukrati. Filmen rummer sikkert mindre end øjet møder - til gengæld er der vildt outreret production design og visuelt fyrværkeri nok til at mætte den mest billedforslugne fan. Jonathan Pryce spiller kontorslaven med drømme om bedre tider, og i briroller ses Robert De Niro, Bob Hoskins, Ian Holm, Michael Palin og Katherine Helmond.
MASH. TV2, mandag kl. 23.20 - 01.20
Gloria. TV2, tirsdag kl. 23.20 - 01.25
Brazil. TV2, onsdag kl. 23.20 - 01.45

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu