Læsetid: 2 min.

Finn Slumstrup bliver guldgraver

2. juni 1999

DR's kanal-isomorfose omgærdet af kasketfog

Henved 150 P1-medarbejdere og konsorter samledes mandag aften i kantinen i Radiohuset i Rosenørns Allé til gravøl og fællessang for den legendariske kanal P1, der i går led omstruktureringsdøden, men hvis navn vil leve i lytternes øren og bevidsthed længe endnu. For selv om P1, P2, P3 og P4 efter radiodirektør Leif Lønsmanns radikale strukturomlægning er ophævet som organisatoriske enheder, fortsætter kanalerne udadtil under de samme navne, dog nu samlet under rundt regnet én hat bestående af chefredaktør Jesper Grunwald, programchef Lars Vesterløkke, teknologichef Jytte Bock samt tre nyudnævnte kanalredaktører (en redaktør for P3 er endnu ikke udpeget), nemlig Peter Johannes Schjödt (P1), Birgit Bergholt (P2) samt Stig Hartvig Nielsen (P4).
En bevæget, tidligere kanalchef Finn Slumstrup, der allerede for halvandet år siden bad om at blive forfremmet til programmedarbejder, takkede mandag sine medarbejdere for ikke mindst alle de rosende ord, han gennem årene har modtaget fra lytterne "på vegne af de ting, I har lavet. Vi har bogstavelig talt spillet en eksistentiel rolle i mange menneskers liv," sagde den tidligere P1-chef, der i fremtiden skal være DR-Radios 'guldgraver' og producere programmer fra Radioarkivet.
"Finn Slumstrup har æren af at have gjort P1 udødeligt, selv om det mange gange er erklæret dødt af både os selv og andre," sagde radiodirektør Leif Lønsmann, der kaldte P1 et barn, der havde en svær fødsel og barndom, men som nu har nået konfirmationsalderen og skal ud og klare sig i konkurrencen med de andre.
Det hæsblæsende flow af omlægninger i DR tog skarpe satiriske hug, da en skuespiller stillede sig op med overheadprojektor og præsenterede sig som "en af konsulenterne fra den store stab af konsulenter, vi for nemheds skyld kan kalde konsulatet."
Med udgangspunkt i en familie fra provinsen, der var rejst til hovedstaden for at tage på kanalrundfart, tegnede skuespilleren en ond karikatur af en elektronisk mediefremtid, hvor alle DR-medarbejdere laver både tv og radio, således at deres stof kan reversioneres og sendes og genudsendes i radio og tv døgnet rundt.
"Derved opnås den ønskede informationskongruens," sagde fupkonsulenten.
"Husk det ord. I hører det aldrig igen."
"Lad os gøre det godt/båd' i stort og i småt/vi skal vær' uundværlig'/så ingen si'r cut!/De gode programmer/ vi ved at de stammer/fra os - og de rammer/li' dér, hvor de skal!" sang de håbefulde forh.
P1 medarbejdere, der i fremtiden skal konkurrere med tidligere P2, P3 og P4 redaktioner samt produktionsselskaber uden for DR om sendefladerne i DR's nye, store, tværgående produktionsområde, kaldet ProgramProduktion (PP).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her