Læsetid: 1 min.

Fjernsyn fra nazi-tiden

16. juni 1999

Fjernsynets tidligste barndom genfundet i østtyske arkiver

TV
BERLIN - Verdens første tv-udsendelser er tabt for altid - de blev sendt i 30'rne, og videobåndoptageren blev først færdig i 1956.
Men for nylig fandt man i det tidligere Østtysklands statslige filmarkiver i alt 30 timers indslag fra nazisternes tv-station Deutsche Fernseh-Rundfunk. Fra 1935 udsendte Deutsche Reichspost og Joseph Goebbels propagandaministerium "verdens første regelmæssige fjernsynsprogrammer" med hagekorset og den tyske ørn som logo.
På 285 filmruller gemmer sig ikke alene tv's spæde barndom, men også hidtil glemte billeder af den nazistiske dagligdag.
Verdens første generaldirektør, rigsudsendelsesleder Eugen Hadamovski kaldte mediet "et nyt, næsten ubegribeligt vidunder". På programmet satte han interviews med prominente politikere og kulturpersonligheder, reportager fra NSDAP's rigspartikongres i Nürnberg, Mussolinis statsbesøg hos Hitler, syngespil, glade benamputerede soldater under genoptræningen og andre indslag, der "usletteligt kan plante Førerens billede i alle tyskeres hjerter," som Eugen Hadamowski lovede.

Kluntet demagogi
Sin storhedstid oplevede hans tv-station under OL i 1936, hvor der blev sendt direkte fra konkurrencerne i stadion, men noget massemedium blev det ikke. Privathandel med tv-modtagerne kom ikke rigtig i gang - så de fleste seere måtte tage plads i offentlige fjernsynsstuer, hvis de ville nyde billederne. Seertallet kom ikke over 162.000, for propagandaministeriet satsede mere på filmmediet, der med sine store biografer egnede sig bedre til masseforførelse end små, flimrende billedskærme. Efter Anden Verdenskrigs udbrud reduceredes nazisternes tv til underholdning for sårede soldater.
I dag virker billederne og den ledsagende speak kluntet i sin demagogi, langt fra den stilskabende æstetik der kendetegner Leni Riefenstahls mesterværker Triumph des Willens og Olympia.

*De genfundne tv-indslag vises i Spiegel-TV den 21. og 28. juni kl. 23 på den tysksprogede Sat-1

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu