Læsetid: 4 min.

Noget om Flagermus og smag

5. juni 1999

Fingerkys hele vejen rundt: Bravissimo og tusind mange tak for en aften præget af generøsitet og velgørende champagnebrus i Strauss' 'Flagermusen'

KONCERT
Et af de første fjernsynsapparater, der kom til Nexø, blev placeret i anmelderens barndomshjem. Et monstrum af et B&O-anlæg, der antændt kunne få forbipasserende til hæmningsløst at glo ind af vinduet, bare for at få et glimt af de levende billeder.
Skæbnen ville at DR en aften udsendte Emil Reesens operette Farinelli fra 1941 via omtalte fjernsynsanlæg. Poul Bundgaards smældende og smægtende toptoner var uforglemmelige. Herefter var der ingen vej tilbage: Den såkaldt lette musik sad fast i krop og sjæl. En sådan betingelsesløs kærlighedserklæring til en musikgenre måtte få konsekvenser, og det fik konsekvenser.
Læserne skal for alt i verden ikke belemres med det videre forløb i den private afdeling - enhver sjakal sin ragout, som Hartvig Seedorff sagde - så vi springer let og elegant det følgende tiårs erfaringshorisonter med røvballemusikken over, for at gøre vores entre i de gymnasiale og universitære rum i sidste halvdel af 70'erne.
Her gør man pudsigt nok også ganske meget ud af den i bredeste forstand folkelige side. Men fornøjeligt blev det nu aldrig. Man analyserede f.eks. folkets smag - receptionshistorie, materialistisk musikforskning og den slags. Men auraen omkring operetten var pist forsvundet. Eller for at sige det helt præcist: Det festlige og fornøjelige fra de glade dage i provinsen var ikke at genfinde i hovedstaden. I sæk og aske gik de studerende i 70'erne og 80'erne. Godt ført an af lærerne, der havde lært at rynke pandebrynene på den rigtige måde. De knudrede mænds årtier. Flere af dem hænger endnu ved. Først var de røde, så blev de lyserøde, nu er de bare grå. Som en midaldrende komponist sagde om en kritiker fra universitetet:
"Han anmeldte min debutkoncert og han kommer givetvis også til at skrive min nekrolog."

Nachspielet det artigste
Bonderøven fra provinsen kan hurtigt komme til at dumme sig i København. Det er der set mange eksempler på. Derfor kan man som nærværende ignorant kun gå på sporet af den tabte champagneprop i det skjulte. Chacun a son goût er i universitets-omgivelserne en floskel, der ikke har hold i virkeligheden.
Her kommer så den bagvendte side af historien ind: Man tilegner sig alt det, de andre kan, inklusive lærerne, for derefter at se, om proppen eventuelt skulle være gemt her. Det er den så ikke. Tyvärr, 10 år iblandt forstå-sig-påere og ingen prop! "Hårde tider, gamle dreng", som der står i et berømt nummer af Anders And. Og man har en underlig fornemmelse af at være medvirkende i den forestilling, som går ud på at gennembryde døre, som allerede er åbne - enfoncer de portes ouvertes, som de siger sydpå.
På den baggrund - med utallige kvababbelser og enfoncering af åbne døre - kan læseren nok acceptere, at det føles uendelig saliggørende at sætte sig ind i Tivolis Koncertsal torsdag den 3. juni og opleve et paradigmeskift. Det er et fint ord, som bare betyder, at der er sket en slags ændring på et område. Ændringen kan i dette tilfælde ikke dokumenteres, den bygger kun på noget så uholdbart som fornemmelser. Men alligevel: En fyldt koncertsal i Tivoli, perlende, glitrende, boblende, musikaliserende, stemningsbefordrende operette: Flagermusen af Johan Strauss den yngre. Welch ein lustiges Nachspiel oven på det forudgående. Efter krabasken bli'r efterspillet det artigste. Noget er nu muligt, som tidligere ikke var så selvfølgeligt.

Til hoved og fødder
Forestillingen i Tivoli var en koncertopførelse, men med kostumer og et vist mål af scenisk aktion. Ikke et øjeblik savnede man et teaterrum. Det var en helstøbt forestilling, leveret med vældigt overskud af stort set samtlige medvirkende. At gå ned i petitesser virker i denne sammenhæng småligt.
Hvorfor ikke begynde med slagtøjsspilleren Gert Sørensens turnering af bækkenet: Sådan og kun sådan! Ikke en node er overflødig, alt er vigtigt og alt bliver der taget stilling til. Omhyggelighed er nøgleordet. Og så hele banden af musikere, der virkelig så ud som om de nød at spille. Skal hilse at sige, at det ingenlunde altid er tilfældet.
Når operettegenren bliver taget alvorligt, når detaljer på alle områder bliver sat på plads, så er det stor kunst. Det var Flagermusen torsdag aften. Jeg har sjældent haft en så fornøjelig aften. Ikke mindst takket være sangerne Bo Boje Skovhus, Silvane Dussmann, Henriette Bonde Hansen, Gert Henning-Jensen, Kurt Ravn, Per Pallesen. Navnene på de umanerlig morsomme gæster i 2. akt, skal ikke afsløres her, i fald De skulle få lyst til at opleve forestillingen i aften kl. 19.30 i Tivoli.
Tænk om tiden er inde til at acceptere den lette musiks muligheder på de højeste steder. Ikke den forfladigende pop, men den sanseligt pirrende og samtidig intellektuelt stimulerende musik, der taler til både hoved og fødder.
Radiosymfoniorkestret, Radiokoret og dirigenten Manfred Honeck var i topform. Adam Prices præsentationstekst, formidlet af Per Pallesen, var ustyrlig morsom uden at være plat. Sådan kunne man blive ved.
Der er håb forude.

*'Flagermusen' af Johan Strauss d.y. Radiosymfoniorkestret, Radiokoret og solister dirigeret af Manfred Honeck. Tivolis Koncertsal, torsdag. Koncerten gentages i aften kl. 19.30

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu