Læsetid: 2 min.

Flygtninge hjem med FN

29. juni 1999

FN indleder nu organiseret hjemtransport af hundredtusindvis af fordrevne Kosovo-albanere fra Makedonien

Som en reaktion på den voldsomme spontane strøm af Kosovo-albanere, der vil tilbage til deres hjem, indledte FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, i går en organiseret hjemtransport af flygtningene fra lejrene Stencovic 1 og 2 i Makedonien. I alt blev 325 flygtninge kørt til Pristina i busser, og allerede fra i dag skulle de første flygtninge i Albanien kunne sætte sig ind i en hvid UNHCR-bus med endestation i Kosovo.
UNHCR havde dog gerne ventet endnu et stykke tid med at sende flygtningene hjem, fordi der fortsat er problemer med sikkerheden på grund af miner og ueksploderede NATO-bomber, men man var til sidst nødt til at reagere på den stadig stigende spontane indrejse fra Makedonien og Albanien.
Alene fra fredag til søndag i forrige uge valgte 116.500 flygtninge fra Albanien, Makedonien, Montenegro og Bosnien at rejse tilbage til Kosovo.
I alt er godt halvdelen af de 800.000 Kosovo-albanske flygtninge, der befandt sig i nabolandene, vendt tilbage til deres hjem, og UNHCR forklarer, at det er den hurtigste spontane hjemvenden, de har set i årtier.

Tilfredsstillende
"At sende flygtninge hjem er altid den mest tilfredsstillende del af vores arbejde," siger Dennis McNamara, der er FN's særlige udsendte for det tidligere Jugoslavien og Albanien.
"Men det er også en kæmpe udfordring, når man har en stor flygtningegruppe som denne, der er så utålmodig efter at komme hjem. På bare to uger har vi genopbygget vores program fra bunden og fået alle de nødvendige ting på plads til at begynde den organiserede hjemtransport."
De hjemvendte Kosovo-albanere vender tilbage til ødelagte huse, butikker og forretninger og til trusler fra landminer og ueksploderede bomber, der ligger rundt om i huse og på marker.
Alene i byen Pec har UNHCR i løbet af de seneste fire dage distribueret 700 telte til de hjemvendte. Hver dag møder over hundrede mennesker op for at søge om hjælp til at få tag over hovedet.
Også landminerne og de ueksploderede bomber er for alvor begyndt at koste menneskeliv.

Sikre områder
Organisationen Læger uden Grænser har sammen med lokale albanere etableret sig i hospitalet i Pec kun få uger efter, at det er blevet forladt af sit serbiske personale.
Hospitalet har meddelt, at man i løbet af forrige uge har behandlet otte mennesker, der er blevet såret af landminer - to af de otte døde.
UNHCR vil da heller ikke sende flygtninge tilbage til områder, hvor de ikke kan garantere for sikkerheden. Indtil videre er kun Pristina, Prizren og Urosevac erklæret for sikre områder.
Omtrent samtidig med, at bussen med de første Kosovo-albanske flygtninge ankom til Pristina, indløb rapporter om, at den første UCK-deling havde afleveret sine våben til den internationale fredsbevarende styrke, KFOR. Ifølge fredsplanen, der blev indgået den 21. juni, må de nu kun bære våben i særligt udpegede områder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu