Læsetid: 2 min.

Flygtninge bliver til næste år

16. juni 1999

De 2.816 Kosovo-flygtninge i Danmark kan ikke vende hjem før næste forår, lyder vurderingen fra Dansk Røde Kors

Der er ikke meget, som tyder på, at de Kosovo-albanske flygtninge i Danmark kan vende hjem før om et års tid.
"Vi regner med, at de først kan komme tilbage næste forår," siger Jørgen Poulsen, generalsekretær i Dansk Røde Kors.
Ødelæggelse af huse, fabrikker og infrastruktur i Kosovo gør det umuligt for alle de omkring 1,5 mio. Kosovo-albanske flygtninge at vende hurtigt hjem.
FN's flygtningeorganisation, UNHCR, planlægger først at genhuse de cirka 600.000 flygtninge, der befinder sig inde i Kosovo. Dernæst kommer turen til de omkring 780.000 flygtninge i nærområdet - Albanien, Makedonien og Montenegro, og bagest i køen står de 82.518, der den 10. juni var evakueret til vestlige lande herunder Danmark.
"Når vinteren sætter ind i området, bliver det meget svært at sende folk tilbage," siger Jørgen Poulsen.

Ikke flere til Danmark
I øjeblikket fortsætter UNHCR, med at evakuere flygtninge fra lejrene i nabolandene til vestlige lande.
167 kosovo-albanere ankom med fly til Danmark i går, og de bliver det sidste hold i denne omgang.
I alt er der kommet 2.816 og Udlændingestyrelsen kalkulerer med enkelte sammenføringer af familiemedlemmer den kommende tid, så Folketingets kvote på i alt 3.000 reelt er fyldt op.
Sidst på måneden mødes flygtningenes talsmænd fra de ti flygtningecentre med Dansk Røde Kors' asylafdeling for at drøfte fremtidsudsigterne for flygtningene.
"Det eneste vi ønsker er at komme hjem så hurtigt som muligt," som flygtningen, Shqipe Krenzi sagde til Information i går.
Ann Mary Olsen fra Dansk Flygtningehjælps Balkan-sektion forudser, at en del flygtninge i de vestlige lande helt spontant vil rejse hjem til Kosovo, hvad de har lov til.
I flygtningelejrene i Albanien og Makedonien er Kosovo-albanerne ved at gå til i utålmodighed.
"Al deres fokus er rettet mod at komme hjem," siger Jessica Barry, der er informationsdelegat for Internationalt Røde Kors i den albanske by Kukesi.
UNHCR har startet en massiv informationskampagne om minefare og ødelæggelser for at få flygtninge til at blive i lejrene, så der ikke opstår kaos inde i Kosovo.
"Vi vil først danne os et overblik over ødelæggelserne og sikkerhedsrisikoen, før vi kan planlægge hjemsendelsen af de mange flygtninge," siger Fernando Del Mondo, der er talsmand for UNHCR.
FN's flygtningehøjkommissær Sadako Ogata sagde i sidste uge, at det efter UNHCR's vurdering kun er muligt at få omkring 400.000 af de 780.000 flygtninge i nærområderne tilbage til Kosovo, inden vinteren sætter ind. Resten må sandsynligvis blive.
Også Dansk Røde Kors forbereder sin lejr i Albanien på, at de 2.000 flygtninge skal kunne blive vinteren over.
"Vores skrækscenarie er, at alle 1,5 mio. flygtninge vendte hjem nu og her. Fordi de har risiko for at støde på miner, og de fleste ville ikke have noget at bo i eller leve af," siger Jørgen Poulsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu