Læsetid: 3 min.

De første massegrave er fundet

15. juni 1999

De første direkte beviser på, at serbiske styrker har begået massakrer, er nu fundet i Kosovo. Britisk hold af retsmedicinere er allerede ankommet for at undersøge forbrydelserne

MASSAKRERNE
Efter måneder med ubekræftede vidneudsagn fra Kosovo-albanske flygtninge er de første direkte beviser på, at serbiske styrker har begået massakrer nu fundet i Kosovo.
I går afspærrede soldater fra KFOR-styrken landsbyerne Stagow, Rumjeva og Ko-thimce, som alle ligger nær byen Kacanik i det sydlige Kosovo, hvor der er fundet tegn på massegrave.
Ifølge de lokale indbyggere ligger ligene af 91 landsbybeboere i tre massegrave. De blev alle dræbt d. 8. og 9. april, da serbiske paramilitære styrker først bombede byerne med granater i fire timer, hvorefter de rykkede ind og slog de indbyggere ihjel, der ikke var blevet dræbt under angrebet eller havde nået at flygte.
Der skulle ifølge vidnerne være både mænd, kvinder og børn - inklusiv en tre måneder gammel baby - blandt de dræbte.
"Det var to døgns mareridt. Jeg så dem gøre onde og forfærdelige ting," siger den 26 årige Majsere Krivonjeva, der overlevede massakren i Sta-gov, til Reuters.
En anden overlevende, Sefhet Ironi, fortæller, at 27 mennesker døde i Kothimce.
"De bankede folk med rifler, trækøller og pinde og skød folk i hovedet, hvis de endnu var i live," siger han og forklarer, at de 27 døde derefter blev begravet samlet i et stort hul gravet af en gravko.
Han fortæller også, at flere ofre fra de nærtliggende landsbyer modsat blev fragtet væk fra landsbyerne til andre gravpladser; blandt andet Kacaniks eksisterende kirkegård.

To rækker med grave
Journalister i området beretter om to rækker med i alt 30 individuelle grave på Kacaniks kirkegård, som alle virker nye.
En britisk talsmand for militæret forklarer, at området nu er afspærret og beskyttet af en amerikansk brigade, indtil undersøgelsesholdet fra Krigsforbrydertribunalet i Haag når frem.
Det britiske indenrigsministerium sagde i går, at en del af et britisk eksperthold be-stående af retsmedicinere allerede er ankommet til Kosovo for at samle beviser på den etniske udrensning.
Først skal de dog undersøge situationen i Kosovos hovedby Pristina og koordinere ankomsten af resten af det retsmedicinske hold.

Koldblodige mord
Også i landsbyen Hallac fandt journalister søndag beviser for massedrab - og forsøg på at sløre dem.
Allerede for en måned siden fortalte flygtende albanere fra denne landsby, at en gruppe serbere havde dræbt 46 mennesker ved et to til tre dage langt angreb mod Hallac og nabolandsbyen Ribar den 18. og 19. april.
Serbiske soldater skulle ifølge vidner have linet 13 mænd op og skudt dem. Blandt ofrene var en 23-årig far til to, der blev skudt i ansigtet efter, at han flere gange havde bedt om at blive løs-ladt. To af de 13 mænd skulle ifølge vidnerne have overlevet, men yderligere ni mænd blev dræbt i deres hjem.
Den 19 årige Hafize Gashi gav New York Times' journalist en rundvisning i sit hus. Hendes far blev dræbt i haven, en onkel blev skudt ved siden af brønden, en anden onkel blev skudt foran sit tilstødende hjem og en 26 årig fætter og en 70 årig onkel blev dræbt inde i huset. Serberne satte derefter ild til ligene, fortæller hun til New York Times.
I de forkullede rester af stuen viser hun journalisten, hvad der viser sig at være de forkullede rester af et menneskes knæled.
"Vi prøver at samle alle benene til begravelsen," forklarer hun.

Sporene sløret
Søndag nåede de første journalister frem til Hallac. De beretter blandt andet. om en ti gange 30 fod stor firkant med friskgravet jord, som ifølge landsbybeboerne har været en massegrav indeholdende ligene af 20 personer. Tilbage på jorden ligger to par herresko og resterne af en t-shirt.
Beboerne har fortalt, at det lokale politi i starten af maj gravede ligene op, hvorefter de obducerede dem. Derefter blev landsbyens beboere beordret til at begrave ligene hver for sig på den lokale begravelsesplads.
Politiet fortalte beboerne, at drabene var blevet begået af serbiske udbrydere, som de havde mistet kontrollen med, og at ofrene skulle begraves ordentligt.
Ofrene blev dog ikke begravet ved siden af hinanden, men derimod rundt omkring på begravelsespladsen.
I Ribar blev 26 lig gravet op af deres individuelle grave, obduceret og derefter begravet igen, fortæller indbyggerne.
At obducere og begrave ligene i individuelle grave frem for massegrave kan gøre det vanskeligt for Krigsforbrydertribunalet at bevise, at de døde er blevet henrettet frem for dræbt i kampe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu