Læsetid: 4 min.

Forfatteren der overskyggede sit værk

25. juni 1999

Fascinerende biografi indkredser, hvordan Burroughs kom til at fylde mere som mytisk person end som forfatter

Ny bog
William Seward Burroughs var et mysterium i levende live. Og mysteriet er såmænd ikke blevet mindre efter hans død. Og det er ikke fordi, Graham Caveneys biografi Manden de kaldte 'Præst' ændrer stort på det. På sin egen indtagende læse-let facon gengiver den livsforløbet med stor klarhed, samtidig med at værkerne behørigt medtages og kommenteres.
Burroughs var - både som forfatter og menneske - svær at holde af, men ikke desto mindre har hans person antaget en ikonisk kraft. Han er nok den forfatter, der har flest beundrere, som ikke er bekendte med mandens værker.
I forordet fastslår Cavney at det næsten er umuligt at skille mand og værk ad - ikke kun pga. de mange fans, som tilsyneladende er ude af stand til det, men også fordi to ting gensidigt betinger hinanden; afhængighed af junk og homoseksualitet gjorde at Burroughs - født 1914 - fra starten bevægede sig i samfundets mere dubiøse udkanter. Junkiens livsstil er stadig kriminaliseret, og trods store landevindinger er det ingen skovtur at være bøsse i vor tid. Men i 30'erne, 40'erne og 50'erne var det direkte farligt, og Burroughs' mange eksilophold - hvad enten det var i Texas og Louisiana eller Tanger, Mexico og London - hang direkte sammen med hans vaner og tilbøjeligheder.
At han blev forfatter stod måske nok skrevet i stjernerne, men han begyndte først at arbejde seriøst med faget efter den tragiske - og sagnomspundne - ulykke, hvor han skød sin kone Joan Vollmer en kugle for panden i september 1951. Da var han 37 år gammel. Denne ulykkelige hændelse var det, der skulle til at frisætte hans kunstneriske energier, selvom mødet med unge håbefulde mænd som Allen Ginsberg og Jack Kerouac i New York i 40'erne gav ham nogle åndsbeslægtede, med hvem han kunne dyrke litteraturens store outsidere, fra Marquis de Sade over Rimbaud til Jean Genet.

Sproget som virus
Caveney har et godt blik for Burroughs mange partnere gennem årene, som alle var med til at forme og formulere hans grundteser om sproget som virus, den vestlige verden som en stor kontrolinstans og maximet 'intet er sandt, alt er tilladt'. Den morderligt indflydelsesrige cut-up metode blev således udviklet i samarbejde med billedkunstneren Brion Gysin, som i øvrigt forblev Burroughs ven livet igennem. Der er praktisk taget kun mænd i denne særlige verden.
Frem til udgivelsen af den banebrydende roman Nøgen Frokost i 1959 er Burroughs liv så fyldt med stofafhængighed, pengemangel, konflikter med loven og ulyksalige kærlighedsaffærer, at det nærmest minder om en soap noir. Men trods hans lynopstigning på litteraturens himmel, bliver hans tilværelse ikke meget bedre efter gennembruddet. Hvis man kan se bort fra det glorværdige i livsstilen, er det faktisk et sølle liv man møder - helt ud i forbindelsen til den "fra fødslen forbandede" søn, Bill Jr., som kommer ulykkeligt af dage efter et liv fyldt med afhængighed og nederlag.
Efter en serie radikalt formeksperimenterende romaner indledte Burroughs i starten af 80'erne udgivelsen af sin Cities-antologi, der skulle blive den gamle mesters sidste kraftanstrengelse. Da han flytter til Kansas i '83 tager han også afsked med sin belastende rolle som undergrundsmedie-berømthed, der betød, at alle fra Frank Zappa til Andy Warhol bare måtte fotograferes sammen med den gamle outsider. De sidste år af hans liv - frem til den 3. august 1997, hvor døden indtræffer - syntes at have været de mest fredfyldte og tilfredsstillende i hans liv.

Smukt præsenteret
Det biografiske og bibliografiske er dog kun aspekter af dette værk, der må betegnes som en stor satsning fra det lille tapre forlag Roskilde Bogcafé, som har spyttet den ene con amore-udgivelse efter den anden på markedet. En del af pointen ved Manden de kaldte 'Præst' er layoutet ved grafikeren Simon Jennings. Enkelte opslag består udelukkende af meget smukke collager, som stort set portrætterer the usual suspects.
Det betyder de mandlige kærester, venner, samarbejdspartnere, sekretærer og spytslikkere Burroughs omgikkedes. Der er - som man kan forvente hos en erklæret misogynist - kun ganske få kvinder afbildet: hustruen Joan Vollmer, et par kollegaer og punk-ikoner som Debbie Harry, Lydia Lunch og Patti Smith.
Derimod vrimler det med fotos af Allen Ginsberg, Gregory Corso, Jack Kerouac, Brion Gysin, Paul Bowles, James Grauerholz, Victor Bockris og et hav af berømtheder, som bare måtte i nærheden af den gamle satan, i håb om, at noget af hans negative, men dragende aura måske ville smitte af. På den led er bogen en ubetinget succes; et æstetisk vellykket udstyrsstykke, som man kan bruge lige så meget tid på at kigge i som at læse.
Men tekstligt er Manden de kaldte 'Præst' i Lars Movins i øvrigt glidende og vellykkede oversættelse ofte udvendig og opremsende. Måske fungere den bedst for nytilkommere, thi selvom Caveney tydeligvis kender sit emne til bunds, deler han kun det allermest nødvendige med sin læser. Man kan sågar forundres over at så kompleks en personlighed med et endnu mere komplekst værk tilsyneladende kan præsenteres så let og lige ud ad landevejen. Det er en kunst at popularisere det svært tilgængelige - og på det punkt lykkes projektet 100 procent.

*Graham Caveney: Manden de kaldte 'Præst'. Grafisk tilret.: Simon Jennings. Overs.: Lars Movin. 224 sider. Roskilde Bogcafé

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her