MIDSOMMER KOGLER omkring os. Solens lange bue, svalernes vingesmeld i den rødmættede skumring, hylden, der rækker sin hånd mod månen - alt det får mennesker til at sige og gøre ting, der er egnet til at bringe dem i genvordigheder. Især, hvis de er i gang med et i forvejen voveligt forehavende. Som for eksempel at øve gerning for Det konservative Folkeparti.
Nu har den lyse nats letsindighed grebet selveste formand Poul Andreassen, ham, der ellers var hidkaldt som partiets redningsmand som følge af sin formodede erhvervssunde fornuft.
På forsiden af Berlingske Søndag meddeler Poul Andreassen, at han forlader sin post efter næste folketingsvalg. Dermed er han allerede trekvart ude af døren. Sådan er det i politik: Når folk kan se en ende på lederen, er de ikke bange for ham mere, og hvad har han så at styre dem med? Han er blevet det, som i USA politisk hedder a lame duck - en halt and.
Ikke nok med det. Poul Andreassen rejser også tvivl om den politiske fremtid for sin makker, partilederen Pia Christmas-Møller. Han erkender, at både hun og han hører, at skal partiet genrejses, så kræver det en stærkere figur i front.
"Men spørgsmålet er også, hvad der er muligt," siger han modløst og forklarer:
"Pia Christmas-Møller er den politiske leder. Per Stig Møller har sagt nej, Hans Engell har sagt fra, og så er der ikke rigtigt nogen."
Hvabehar? Den politiske leder er "ikke rigtigt nogen"? Poul Andreassen er en månestrålebredde fra at sige det, som kostede Hans Engell sine sidste rester af fremtid hos de konservative, nemlig at valget af Pia Christmas-Møller var en panikløsning.
TIDEN VIL LØSE lederkrisen, håber den udadgående Andreassen:
"Der er nogle virkeligt gode unge talenter. De må bare ikke nå at blive trætte af det her."
Smak! får han klasket sidste udløbsdato også på Pia Christmas-Møller: Hun skal bare forsvare vognborgen, indtil det undsættende kavalleri er nået frem fra horisonten.
Men også undsætningen er tvivlsom. For Poul Andreassen lader forstå, at den, han i det fjerne øjner, er Finansrådets direktør, den 41-årige Lars Barfod, der ved næste folketingsvalg stiller op i Hans Engells gamle kreds i Frederiksborg Amt. Hvis ikke de konservative scorer bedre end lange tiders meningsmålinger, har de kun udsigt til ét mandat i amtet, og det skal Barfod slås med den siddende stemme-trækker Pernille Sams om.
Så vælgerne lader måske slet ikke Barfod slippe frem til den talenthungrende folketingsgruppe. For slet ikke at tale om, hvad der nu kan ventes af nederdrægtigheder mod Barfods navn og rygte fra de kliker i partiet, der har andre bud på en kommende leder. Den konservative kronprinsestol er nogenlunde lige så risikabel som den elektriske.
KONSERVATIVE tunger synes forheksede: De taler partiet i ulykke. Sidste uge lod Frank
Dahlgaard munden løbe over med, at han havde EU-stemt på modstander Camre fra Dansk Folkeparti. Gruppeformand Helge Adam Møller nåede at få sagt, at forseelsen kunne klares med en skideballe - inden forhenværende statsminister Schlüter manede ledelsen til at ekskludere Dahlgaard af gruppen. Hvorpå straks andre konservative tillidsfolk oplyste, at de også havde stemt på modstanderlisters kandidater, og at de nu vil samle den simrende indre konservative vrede mod Unionen.
Kævl uden ende. Langt ind i det konservative bagland breder sig fornemmelsen af, at partiet driver mod sin undergang.
Hvis man godter sig over det, vil man ikke fædrelandets vel. Uden et parti, som dét, de konservative har været i deres lejlighedsvise velmagtsdage, hvor skal da pæne borgerlige mennesker gå hen? Til CD's principfaste principløshed? Venstres ultraliberalisme? De kristeliges bornerthed? Dansk Folkepartis og Fremskridtspartiets nidske højreopportunisme?
Ved sin undfangelse i 1915 var Det konservative Folkeparti en sammensmeltning af nogle, der mest ville være konservative, og nogle andre, der mest ville være folkeparti. Den tvehed har partiet aldrig helet, og leder på leder er faldet på den.
I sine erindringer søgte den konservative udenrigsminister Ole Bjørn Kraft at forklare, hvad det var for en splittelse i John Christmas Møllers sind, der førte til hans ulykkelige skæbne som partileder. Det gjorde Kraft med disse folkeviselinjer, der nu fremstår som en spådom om hele partiets senere skæbne:
Ravnen han flyver om natten,
om dagen han ikke må:
han skal have den onde lykke,
den gode kan ikke få.
