Læsetid: 4 min.

Frankrigs utallige grundlove

4. juni 1999

Franskmændene har haft mange forfatninger, der konstant revideres. Men ét punkt tages særligt alvorligt: Adskillelsen af stat og kirke

FRANKRIG
PARIS - Mens Danmark trofast fejrer sin Grundlov år efter år, er noget tilsvarende svært at forestille sig i Frankrig. Ikke fordi franskmændene ikke ærer og agter deres nuværende grundlov, men fordi der har været så mange af dem - 16 siden Revolutionen i 1789, heraf syv siden det store europæiske opbrudsår 1848, der bl.a. førte til den danske.
Forfatningen fra 1791 holdt mindre end et år. Den nuværende grundlov, der opstod med den Femte Republik i 1958, fyldte 40 år i fjor, og det er en høj alder for en fransk forfatning. Den overgås kun af den Tredie Republiks forfatning, der var gældende fra 1875 til 1940. Men forfatningen fra 1958 er blevet revideret i 1960, 1962, 1963, 1974, 1976, 1992, 1993 og 1999...
Disse revisioner er ikke ensbetydende med omvæltninger, men på langt sigt har det franske forfatningsliv udmærket sig ved en ret lav grad af stabilitet. Siden Revolutionen har der været fem republikker, to kejserriger og to monarkier - plus Pétains Franske Stat 1940-44.
Det konsitutionelle monarki, der i en række andre lande, heriblandt Danmark, har vist sig at begunstige stabiliteten, fik næppe en chance i Frankrig efter Revolutionen, og det lykkedes heller aldrig at få parlamentarismen til at fungere tilfredsstillende. Det er betegnende, at forfatningen fra 1958, som general de Gaulle stod bag, havde til formål at begrænse parlamentarismen, og at det førte til en vis stabilitet - i hvert fald langt mindre hyppige regeringsskift. Ideen var at styrke den udøvende magt i skikkelse af præsidenten på bekostning af parlamentet.

Fransk temperament
Hermed fik Frankrig en styreform, som mange mener er tilpasset det franske temperament, og som ofte er blevet betegnet som 'republikansk monarki' eller 'monarkisk republik' - forfatningen tillægger nemlig præsidentembedet visse monarkiske træk. Forfatningen imødekommer, hvad der synes at være en levedygtig tradition hos franskmændene for at ville have en stærk topfigur, hvadenten det er udtryk for en nostalgisk monarkisme eller for ønsket om en 'stærk mand', en Napoleon eller de Gaulle (bonapartisme).
Fælles for den Tredie og den Fjerde Republik var den rendyrkede parlamentarisme, som Frankrig i det lange løb ikke kunne forene med stabilitet. Ønsket om at gøre en ende på de hyppige skift og på 'partiernes herredømme' var helt centralt i de Gaulles program, og grundlovsspørgsmålet var i centrum for kriserne omkring hans afgang i 1946 og hans tilbagevenden til magten i 1958.
Mens parlamentarismen er et klart princip i Danmark, er Frankrigs forhold til parlamentarismen tvetydigt. Det nuværende system er parlamentarisk, idet regeringen er ansvarlig over for parlamentet og skal have et flertal bag sig i dette. Regeringen kan væltes ved mistillidsvotum i Nationalforsamlingen, hvilket er sket en enkelt gang i den Femte Republik - i 1962.
Men det franske system kan også betegnes som præsidentielt, fordi præsidenten vælges direkte af folket for en periode på syv år, og regeringen på vigtige områder deler magten med ham, når den ikke ligefrem er undergivet hans direktiver. Når præsidenten og parlamentsflertallet er af samme observans (højre eller venstre), som det var underforstået i forfatningen fra begyndelsen - og som det faktisk var tilfældet uafbrudt fra 1958 til 1986 - er det præsidenten, der 'håndplukker' regeringschefen, som ikke nødvendigvis er en partileder eller parlamentarisk topfigur. Det er præsidenten, der i store træk bestemmer regeringens politik under disse omstændigheder. Præsidenten har ret til at opløse Nationalforsamlingen og udskrive valg. I forfatningsspecialisternes øjne er det franske system derfor ikke rent parlamentarisk, men en krydsning eller, som juristen Maurice Duverger har formuleret det, 'halv-præsidentielt'.

Kirke og stat adskilt
På et andet vigtigt område adskiller den franske grundlov sig klart fra den danske: Forholdet til kirken. Mens det protestantisk dominerede Danmark har bevaret sin statskirke, har det næsten lige så katolsk dominerede Frankrig adskilt stat og kirke. Mens den danske grundlov fastslår, at den evangelisk-lutherske kirke støttes af staten, hedder det i den franske, at republikken er "verdslig, demokratisk og social. Den sikrer alle borgere lighed over for loven uden hensyn til oprindelse, race eller religion. Den respekterer alle trosretninger." Religionsfrihed er også sikret i Danmark, men samtidig er diskriminationen til fordel for den lutherske kirke grundlovsfæstet.
Det er nærliggende at se denne forskel som et udslag af dansk pragmatisme over for fransk tendens til revolution og konfrontation. I Danmark har adskillelsen mellem stat og kirke figureret på socialdemokratiske og radikale partiprogrammer, men hvorfor insistere på klare linjer, hvorfor med vold og magt lave om, når det nu går meget godt, som det er? Og når vi nu siger folkekirke i stedet for statskirke?
I Frankrig er den verdslige republik en alvorlig sag. Det var et krav, der bundede i modstanden mod kirkeligt tyranni, en kamp, som fra Revolutionen og i de følgende hundrede år blev næret af kirkelig reaktion og uforsonligt anti-klerikalt had, lejlighedsvis med voldsomme udslag og altid med excesser fra begge sider. Striden endte med loven af 1905 om adskillelse af stat og kirke, men dens efterdønninger spores stadig af og til, således i forbindelse med debatter om de (offentligt finansierede) katolske skoler. Ordet 'verdslig' i den franske forfatning er ikke tilfældigt eller harmløst...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu