Læsetid: 2 min.

Fransk arrogance

15. juni 1999

Præcision, balance, perfektion i alle detaljer: Det Franske Nationalorkesters gæsteoptræden var rent blær og kan på forhånd udnævnes til en af sæsonens store orkesteroplevelser

KONCERT
De franske og danske flag blafrede side om side over koncertsalen i Københavns gamle forlystelseshave, da Orchestre National de France gæstespillede lørdag. Programmet var naturligvis rent fransk.
Chefdirigent Charles Dutoit styrer sit orkester med jernhånd, men jernhånden er svøbt i en fløjlshandske. Med minimale, venlige, men bestemte tegn får han orkestret til at reflektere sine intentioner.
Fransk musik udmærker sig ved raffineret instrumentation. Dutoit kunne nøjes med diskrete, velvalgte vink, en bydende dirigentpind til en enkelt stemme, der skulle fremhæves, små stramme bevægelser. Han forlanger den yderste disciplin ved prøvearbejdet, siges det, og koncertresultatet må tilfredsstille perfektionisten og blærerøven i ham. Orkestret gav ham afslutningsakkorderne til Troldmandens lærling, uden at han overhovedet rørte en finger. Det sad lige i skabet, og dirigenten smilede afmålt. Sådan er han bare.

Døsig og solmættet
Ret barnagtigt viste Dutoit således, at han kan 'cykle uden hænder'. Men man er nødt til at indrømme, at det, han fik ud af orkestret med sin pralende selvsikre direktion, var på højeste niveau.
Paul Dukas' show piece om troldmandens lærling - kendt fra Disney-tegnefilmen - havde lette franske strygere og var på alle måder vellykket, både som blærerøvstrick og som musikalsk oplevelse.
Da Dutoit nåede til Debussys Prélude à l'après-midi d'un faune, lagde han pinden fra sig og formede en døsig, solmættet formiddagsidyl med de bare hænder. Træblæsersoloerne var lige til at labbe i sig.
Foruden Albert Roussels blanding af Ravel, Stravinsky og Sjostakovitj blev der budt på den rene, franske vare: Ravels venstrehåndskoncert og hans La valse rummer smerte over en gammel verdens sammenbrud, klædt i noget af det mest luksuriøse orkesterstof, man kan købe for penge.
Philippe Cassard (endnu en solist, hvis navn er stavet håbløst inkonsekvent i Tivolis programmateriale) tog sig af solostemmen i koncerten. Hans klaverspil trak på en vifte af nuancer fra det præcist hårdtslående til det raffineret kinesiske, alt med skyldig fransk hensyntagen til manicureret vellyd. Timingen mellem solist og orkester var en fornøjelse.

Den slanke linje
Med Ravels La valse kan man sætte effektfuldt punktum. Overtegnede husker stadig med fryd Temirkanovs afsluttende eksplosioner i Radiohusets koncertsal for halvandet år siden. Dutoit holdt derimod den slanke linje, selv i sammenbruddets kulmination. Det var arrogant, overraskende, uden brug af partitur og uimodståeligt perfekt.
Både Philippe Cassard og orkestret fik lejlighed til ekstranumre. For Cassards vedkommende en forløsende gang Debussy, hvor højre hånd endelig kunne forlade sin inaktive position i skødet og solisten juble invendigt over ikke som Paul Wittgenstein, hvem koncerten er tilegnet, at have mistet den for good.
Dutoits ekstranummer af Bizet kom som velforberedt overraskelsesangreb på publikum, og effekten udeblev ikke. Den stående applaus var fortjent, og på et diskret tegn fra Dutoits jernhandske vinkede musikerne så farvel - og forhåbentlig på gensyn - efter et vellykket erobringstogt.

*Roussel: Bacchus et Ariadne - suite nr. 2, Ravel: Klaverkoncert for venstre hånd, La valse, Dukas: Troldmandens lærling, Debussy: Prélude à l'après-midi d'un faune. Philippe Cassard (klaver) og Orchestre National de France dirigeret af Charles Dutoit. Tivolis Koncertsal, lørdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her